Mødedato: 27.04.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

2. behandling af budgetbidrag 2024

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) skal senest den 2. maj 2023 aflevere det samlede budgetbidrag for 2024 til Økonomiforvaltningen (ØKF). Med denne indstilling behandler Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) budgetbidraget for anden gang og tager endelig stilling hertil.

Det betyder blandt andet, at udvalget skal godkende håndteringen af effektiviseringsbehovet for 2024 og beslutte, om der er interne udfordringer og bevillingsudløb, som udvalget ønsker at finansiere igennem en overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet inden for egen ramme eller ved at henvise dem til forhandlingerne om Budget 2024.

For at udvalget kan levere et budgetbidrag i balance, udestår der et finansieringsbehov på 1,3 mio. kr. til interne udfordringer. Dette kan udvalget vælge at finansiere med overskydende skøjtebanemidler. Alternativt kan udvalget vælge løsninger, der har effekt på serviceniveauet, jf. bilag 3.

Derudover kan udvalget tage stilling til en eventuel ophævelse af varige tilskud i 2024 med henblik på at skabe mulighed for strategiske omprioriteringer og en større kulturpolitisk sammenhæng. Dette indebærer ikke en reduktion af tilskuddene.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udvalgets forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav i 2024 håndteres som beskrevet i tabel 2.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at finansieringen af interne udfordringer på i alt 4,8 mio. kr. i 2024 og frem håndteres ved en overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet, jf. tabel 1, og beslutter, hvordan det resterende effektiviseringsbehov på 1,3 mio. kr. i 2024 skal håndteres, jf. bilag 3.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter, om de interne udfordringer på 3,2 mio. kr. i 2023 skal delvist finansieres igennem de overskydende skøjtebanemidler i 2023.
  4. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, om der skal besluttes yderligere finansieringsrum i 2024, jf. bilag 3.
  5. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der er bevillinger med udløb i 2023, som udvalget ønsker at finansiere gennem udvalgets overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet, jf. bilag 4.
  6. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om udvalget ønsker at henvise bevillinger, der udløber i 2023 til forhandlingerne om Budget 2024, jf. bilag 4.
  7. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter en eventuel ophævelse af varige tilskud til festivaler, brugerdrevne kulturhuse og lignende, jf. bilag 5.
  8. at Kultur- og Fritidsudvalget tager opfølgningen på investerings- og innovationsforslag til efterretning, jf. bilag 6.
  9. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender takstkataloget for 2024, jf. bilag 7.
  10. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udvalgsafsnit, bevillingsoversigt og bevillingstabeller, jf. bilag 8 og 9.
  11. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indarbejde eventuelle konsekvensrettelser som følge af udvalgets beslutninger samt eventuelle tekniske ændringer i udvalgets budgetbidrag frem til afleveringsfristen den 2. maj 2023.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle det kommende års budgetbidrag ad to omgange. Med denne indstilling andenbehandles budgetbidrag 2024, hvor der skal tages endeligt stilling til opfyldelsen af udvalgets effektiviseringsmåltal, håndtering af bevillingsudløb samt en række obligatoriske bilag. Dertil kommer, at udvalget har mulighed for at ophæve varigheden på tilskud samt omprioritere ledige driftsmidler fra skøjtebaner.

Af tabel 1 fremgår et overblik over KFU’s effektiviseringsbehov i 2024. KFU’s ramme er i 2024 tilpasset med i alt 12,4 mio. kr., hvilket svarer til det effektiviseringsmåltal, der fremgår af Indkaldelsescirkulæret 2024. Der er stigende profiler fra tidligere års besluttede forslag og indkøbseffektiviseringer på i alt 4,8 mio. kr., hvilket giver et samlet effektiviseringsbehov på 7,6 mio. kr. i 2024.

Tabel 1. KFU’s effektiviseringsbehov

Mio. kr. 2024 p/l

2024

Måltal 2024

-12,4

- Stigende profiler fra tidligere forslag og indkøbseffektiviseringer

4,8

Resterende måltal

-7,6

Merudgift ifm. rengøringsudbud

-3,2

Indtægtstab som følge af konvertering af svømmeskoler til foreninger

-1,6

Samlet effektiviseringsbehov

-12,4


Ud over effektiviseringsmåltallet har forvaltningen et finansieringsbehov på i alt 4,8 mio. kr. i 2024 og frem til to interne udfordringer, som udvalget kan vælge at finansiere igennem en overopfyldelse af måltallet. Det drejer sig om 3,2 mio. kr. i merudgift ifm. et nyt rengøringsudbud og 1,6 mio. kr. i indtægtstab som følge af konvertering af svømmeskoler til foreninger. Hvis udvalget godkender dette med 2. at-punkt, ender det samlede effektiviseringsbehov på 12,4 mio. kr. i 2024. Beslutter udvalget ikke at finansiere de interne udfordringer gennem overopfyldelse af måltallet, skal KFF finde midlerne gennem interne besparelser.

Løsning

Håndtering af effektiviseringsbehov
I forbindelse med 1. behandlingen af budgetbidrag 2024 godkendte KFU investeringsforslag med et samlet effektiviseringspotentiale på 11,1 mio. kr. i 2024 inkl. seks tværgående KK-forslag, der samlet udgør 0,3 mio. kr. af effektiviseringen (jf. tabel 2). Alle forslagene blev vedtaget ved Overførselssagen 2022-2023 og fremgår i deres fulde længde i bilag 1.

Tabel 2. Investerings- og innovationsforslag til budgetbidrag 2024

Mio. kr. 2024 p/l

2024

Justering af ledelseslaget i KFF

5,4

Tids- og opgaveoptimerede indsatser i den centrale administration

0,3

Kompetenceudvikling i KFF

0,3

Effektive og systemunderstøttende processer

0,8

Energieffektiviseringer

1,4

Etablering af nyt bookingteam i KFF

1,0

Fælles arrangements- og afviklingsenheder i KFF

1,3

Etablering af ny sekretariatsfunktion i Center for Kultur- og Fritidsaktiviteter

0,4

Digital tvilling på svømmehalsområdet (innovationsforslag)

0,0

Tværgående investeringsforslag i alt

0,3

Effektiviseringer vedtaget ifm. Overførselssagen 2022-2023

11,1

Samlet effektiviseringsbehov, jf. tabel 1

12,4

Resterende effektiviseringsudfordring

-1,3


Hvis udvalget godkender 2. at-punkt og dermed vælger at delfinansiere de interne udfordringer i 2024 igennem en overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet, er den resterende udfordring på 1,3 mio. kr. i 2024.

I bilag 3 præsenteres udvalget for forskellige muligheder for finansiering af den resterende udfordring, bevillingsudløb og andre formål, jf. at-punkt 2, 3 og 4. Heri indgår overskydende driftsmidler til skøjtebaner. Herudover er der mulighed for at finde finansiering gennem en række tiltag, der vil reducere serviceniveauet. Det drejer sig om reduktion af brugerbestyrelsesmidler, reduktion af KFU’s P/L-pulje, reduktion på tilskuds- og folkeoplysningsområdet igennem en reduktion af aftenskolerammen, ophævelse af varighed og omlægning af Festivalpuljen samt en ophævelse af varighed og reduktion af tilskud til Copenhagen Eventures.

Finansieringsudfordring i 2023
De interne udfordringer som følge af merudgifter til nyt rengøringsudbud og konvertering af svømmeskoler har også effekt i 2023. Her er udfordringen 3,2 mio. kr. i alt, hvoraf 1,6 mio. kr. vedrører merudgiften til rengøringsudbuddet (halvårseffekt i 2023) og 1,6 mio. kr. vedrører dækning af indtægtstab i forbindelse med konvertering af svømmeskoler.

Fra 2023 og frem disponerer Kultur- og Fritidsudvalget over 1,99 mio. kr. i driftsmidler til skøjtebaner på Toftegårds Plads (tidligere Kongens Nytorv) og Genforeningspladsen. De overskydende driftsmidler i 2023 på 1,99 mio. kr. til skøjtebaner vil kunne delfinansiere effekten af de interne udfordringer i 2023, jf. 3. at-punkt og bilag 3.

Bevillinger der udløber ultimo 2023
Generelt har bevillingsudløbene forskellig karakter. Nogle omfatter opgaver i forvaltningen, hvor finansiering af bevillingsudløbet har betydning for kernedriften, andre er politiske bestillinger herunder tilskud til eksterne parter.

Ultimo 2023 udløber der servicebevillinger for i alt 23,8 mio. kr. Der er tre bevillinger for 3,0 mio. kr., som forvaltningen vurderer, ikke er relevante at videreføre efter 2023. Finansieringsbehovet på bevillingsudløb med udgangen af 2023 er dermed 20,8 mio. kr., jf. bilag 4.

KFU kan beslutte at finansiere bevillinger ved at omprioritere direkte fra andre varige bevillinger inden for rammen eller ved at beslutte yderligere effektiviseringer, jf. 5. at-punkt. Udvalget kan også beslutte at henvise bevillinger, der udløber til forhandlingerne om Budget 2024 eller vente med at tage stilling til dem til efter budgetforhandlingerne, jf. 6. at-punkt. Hvis KFU bestiller budgetnotater om konkrete bevillingsudløb, vil forvaltningen kontakte de berørte tilskudsmodtagere med henblik på at få opdateret information om deres aktuelle situation og tilskudsbehov.

Uden genfinansiering af bevillingsudløb vil aktiviteterne ikke kunne videreføres efter 2023.

Ophævelse af varige tilskud
KFU kan jf. 7. at-punkt beslutte en ophævelse af varigheden for tilskud til fx festivaler og brugerdrevne kulturhuse og lign. Formålet er at sikre mulighed for politisk prioritering, så udvalget gennem et samlet overblik over festivaler samt brugerdrevne og forvaltningsdrevne kulturhuse kan tage stilling til, hvordan disse tilbud til borgerne bedst muligt harmonerer med de vedtagne politikker, handlingsplaner og strategier. Beslutningen medfører ikke i sig selv økonomiske besparelser på rammen.

Konsekvensen for husene bliver, at alle kulturhuse og lignende skal ansøge om nye driftsaftaler hvert tredje år. KFF vil indkalde ansøgninger fra kulturhusene i god tid (ni mdr.) før udløb af aftaler og fremlægge en indstilling for KFU til prioritering. Konsekvensen for de tre festivaler (jf. bilag 5) bliver, at de fremover skal ansøge om tilskud igennem Festivalpuljen ligesom øvrige festivaler. På denne måde sikres det, at lånebekendtgørelsens betingelser om fornyet tildeling overholdes, samtidig med at det gøres muligt for KFU at foretage strategiske omprioriteringer på området.

I bilag 5 findes en liste over de varige tilskud, der foreslås ophævet fordelt på to temaer. Tilsvarende tematiseringer kan udarbejdes på øvrige områder (fx museer), hvis udvalget ønsker dette.

Opfølgning på investeringsforslag
ØU har besluttet, at der årligt skal ske en opfølgning i fagudvalgene på alle igangværende investerings- og innovationsforslag fra 2018 og frem. Opfølgningen på de 32 forslag er vedlagt til orientering i bilag 6. Her fremgår det, at 19 forslag er markeret grønt og 13 forslag er markeret gult som følge af forsinkelser i projekterne, men hvor gevinsten fortsat forventes at kunne indhentes, når implementeringen er afsluttet. Forsinkelserne er primært knyttet til efterdønningerne fra corona-nedlukninger samt forsinkelser i forbindelse med it-systemer og udbuds- og byggeprocesser. Ingen projekter er markeret med rødt, hvilket betyder, at effektiviseringerne forventes at kunne realiseres.

Kultur- og Fritidsudvalgets takster
Takstkataloget indeholder udvalgets takster, der er blevet prisfremskrevet til 2024-niveau, jf. bilag 7. De takster, som borgere skal betale i 2024, skal vedtages af Borgerrepræsentationen. Taksterne er af forskellig karakter, hvor nogle er lovbestemte, mens andre er op til udvalget selv at beslutte takstens størrelse, så længe denne ikke overstiger kostprisen.

Udvalgsafsnit, bevillingsoversigt og bevillingstabeller
KFU skal beslutte, om udvalgsafsnittet, der kort beskriver udvalgets overordnede opgaver og udfordringer i de kommende år, jf. bilag 8, kan godkendes. Derudover skal udvalget beslutte, om de kan godkende bevillingsoversigten og bevillingstabellerne, der giver et overblik over udvalgets budget fordelt på bevillinger i perioden 2023-2027, jf. bilag 9. Begge bilag indgår som en del af udvalgets budgetbidrag for 2024.

Økonomi

En eventuel omprioritering af ledige driftsmidler til skøjtebaner i 2023 indarbejdes i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer. 

De økonomiske konsekvenser af KFU’s beslutninger fra 2024 vil blive indarbejdet i budgetbidraget.

Videre proces

Såfremt KFU vælger at henvise bevillinger, der udløber ultimo 2023, til forhandlingerne om Budget 2024, udarbejder forvaltningen budgetnotater frem mod KFU’s opfølgende budgetmøde den 25. august 2023.

ØU behandler udvalgenes budgetbidrag den 6. juni 2023. De politiske forhandlinger om Budget 2024 foregår i perioden fra den 1. september til den 15. september 2023, hvorefter budgettet endeligt vedtages af Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2023.

 

Søren Tegen Pedersen

/Kristian Bay Knudsen

Beslutning

Kontorchef Kristian Bay Knudsen og chefkonsulent Trine Sun Jeppesen deltog under behandlingen af punktet.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2023:

Udvalget godkendte at-punkterne 1, 3, 4, 8, 9, 10 og 11.

Vedrørende indstillingens 2. at-punkt besluttede udvalget at tilvejebringe finansiering ved følgende:

  • Overskydende driftsmidler til skøjtebaner: 2,134 mio.

  • Pulje til nye aftenskoler: 1 mio. kr.

  • Ny eventstrategi: 0,75 mio.

Dette provenu dækker finansieringsudfordringen på 1,325 mio. kr., hvorefter der resterer 2,559 mio. kr.

Udvalget besluttede at reservere et beløb på op til 0,5 mio. kr. i 2024 til tilvejebringelse af ny idrætskapacitet.

Vedrørende indstillingens 5. at-punkt besluttede udvalget at, overopfyldelsen på 2,059 mio. kr. skal anvendes efter forhandlingerne om Budget 2024.

Vedrørende indstillingens 6. at-punkt henviste udvalget alle relevante bevillinger til udløb til forhandlingerne om Budget 2024.

Vedrørende indstillingens 7. at-punkt besluttede udvalget at drøfte ophævelse af varige tilskud efter forhandlingerne om Budget 2024. 

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført protokollen vedrørende indstillingens 9. at-punkt:

Det Konservative Folkeparti stemmer for takstkataloget, da der er tale om en p/l-fremskrivning, men vi arbejder løbende for at nedsætte taksten for at gå i svømmehallen og bøder på biblioteket.

Til top