Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til årlig status på handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til årlig status på handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Den årlige status fungerer som et appendiks til handleplanen, hvor man kan få et opdateret overblik over Københavns Kommunes samlede tiltag.
Følgende fem indsatser indgår i handleplanen på Kultur- og Fritidsudvalgets område:
- Charter for et Natteliv Uden Diskrimination
- Opkvalificering af Københavns Kommunes natteværter
- Model for indgåelse af parterneskaber med udvalgte foreninger, der arbejder med forebyggelse af diskrimination, racisme og hadforbrydelser
- Tilbud om opkvalificering af ansatte i nattelivet og offentlig transport m.v.
- Samarbejde med Danmarks Restauranter og Caféer om en hjemmeside til registrering af diskrimination i nattelivet.
For så vidt angår de to sidstnævnte indsatser, vil de vil først blive igangsat, såfremt der findes finansiering hertil.
De tre igangsatte indsatser vurderes alle at have en gavnlig effekt i forhold til at modvirke diskrimination, racisme og hadforbrydelser. Udvalget forelægges på mødet også en afrapportering vedr. Charter for Natteliv Uden Diskrimination, ligesom udvalget er orienteret skriftligt om status på indsats vedr. indgåelse af partnerskaber med foreninger.
Der er ikke foreslået nye indsatser, og Kultur- og Fritidsudvalget forelægges hermed forvaltningens bud på et bidrag til den samlede status på handleplanen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender bidrag til status for handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
Problemstilling
Af handleplanen fremgår det, at de stående fagudvalg årligt vil behandle en status for racismehandleplanen. Status udarbejdes på eget ressortområde, hvorefter en samlet status vil blive forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 8. december og efterfølgende Borgerrepræsentationen primo 2026.
Løsning
På Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde indgår fem indsatser i handleplanen, hvoraf tre er igangsat. Det drejer sig om relancering af Charter for et Natteliv Uden Diskrimination, som blev lanceret i februar 2024. Der er pt. 61 serveringssteder tilmeldt charteret, som har tre konkrete indsatsområder: kommunikation, håndtering og forebyggelse. Der er gennemført et pilotforsøg med efterprøvelse af charterets indsatsområder. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges den 25. september 2025 en afrapportering af pilotforsøget.
Opkvalificering af Københavns Kommunes natteværter er ligeledes igangsat. Natteværterne rådgiver og vejleder nattelivsgæster, der oplever at have været udsat for diskrimination og/eller racisme.
Indsatsen vedr. Partnerskaber med udvalgte foreninger er opstartet med midler fra de frie midler under racismehandleplanen for 2025. Der er udvalgt tre kampsportsforeninger til at indgå i indsatsen. Indsatsen fokuserer på tre spor: Undersøgelse af hvordan der skabes et inkluderende og rummeligt foreningsmiljø, dokumentere hvad der allerede virker samt udvikling af metoder til intern brug. Erfaringerne formidles videres til andre foreninger primo 2026. Der er sendt orientering om status på indsatsen til Kultur- og Fritidsudvalget den 29. august 2025.
Der er ikke prioriteret midler til indsatserne Tilbud om opkvalificering af ansatte i nattelivet og offentlig transport og Samarbejde med Danmarks Restauranter og Caféer om en hjemmeside til registrering af diskrimination i nattelivet, som hører under både Kultur- og Fritidsudvalgets og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ressortområder.
Forvaltningen arbejder med en række bredere indsatser målrettet inklusion og rummelighed i kultur- og fritidslivet. Disse indsatser har ophæng i beslægtede politikker og handleplaner såsom Kultur- og Fritidspolitikkens fokus på ”de oversete”, Politik for udsatte byområder, borgmesterforum for udsatte boligområder og Kultur- og Fritidsudvalgets handleplan under Integrations- og medborgerskabspolitikken. Hvis udvalget ønsker at prioritere disse indsatser, skal der afsættes midler til dem.
Politisk Handlerum
Der er ikke foreslået nye indsatser under Kultur- og Fritidsforvaltningens ressort. Hvis udvalget ønsker at tilføje nye indsatser, skal dette gøres, inden status skal behandles i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget primo december.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender bidrag til status, indgår denne i den samlede status, som forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen.
Status vil indgå som appendiks til handleplanen.
Kultur- og Fritidsudvalget vil herefter blive forelagt en ny årlig sag om bidrag til næste års status for 2026 i efteråret 2026.
Mikkel Boje/
Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2025
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.