Mødedato: 25.08.2023, kl. 10:00
Mødested: Kampsportens Hus, Frederikssundsvej 6, 2400 København

Finansiering af ICORN International General Assembly 2024

Se alle bilag

Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har på møde den 30. marts 2023 henvist finansiering af Københavns Kommunes værtskab for ICORN International General Assembly den 29.-31. maj 2024 til Megaeventpuljen. På den baggrund iværksætter forvaltningen en ansøgning om arrangementet til Megaeventpuljen. Som led i ansøgningsproceduren for Megaeventpuljen skal Kultur- og Fritidsudvalget give et høringssvar om arrangementet. Forvaltningen foreslår, at forvaltningens vurdering af arrangementets relevans for Megaeventpuljen indgår som udvalgets høringssvar.

Eftersom det er usikkert, om puljen kan finansiere eventen, foreslår forvaltningen desuden, at finansieringen samtidig søges afsat i Budget 2024 med henblik på at sikre arrangementet, hvis en ansøgning til Megaeventpuljen ikke imødekommes. Alternativt kan udvalget beslutte at gøre brug af udvalgets disponible midler.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forvaltningens vurdering af værtskabsarrangementets relevans for Megaeventpuljen indgå som udvalgets høringssvar i forbindelse med ansøgning til Megaeventpuljen,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om finansiering skal søges gennem Budget 2024 med henblik på at sikre arrangementet, hvis Megaeventpuljen ikke kan yde støtte,
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget alternativt beslutter at afsætte 1,5 mio. kr. af udvalgets disponible midler for 2024 til arrangementet, i tilfælde af at der ikke opnås finansiering fra Megaeventpuljen eller i Budget 2024

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på udvalgsmødet den 8. december 2022 at ansøge om værtskabet for ICORN International General Assembly 2024 og henviste finansiering til Budget 2024, alternativt udvalgets disponible midler. Den 24. marts 2023 fik København tildelt værtskabet, som har et estimeret budget på 1,5 mio. kr. Da Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 30. marts 2023 skulle tage stilling til finansieringen, havde forvaltningen indstillet finansieringen af arrangementet henvist til Budget 2024. På mødet henviste et politisk flertal imidlertid finansieringen til Megaeventpuljen. Radikale Venstre, Enhedslisten, Det konservative Folkeparti, Venstre og Socialistisk Folkeparti ønskede følgende ført til protokol:

"Partierne (…) henviser finansiering af eventet til megaeventpuljen. Partierne er klar over, at finansiering af eventet muligvis ikke falder inden for kriterierne for megaeventpuljen, men vi er villige til at se på en afvigelse fra kriterierne."

Løsning

Forvaltningen indgiver en ansøgning om arrangementet til Megaeventpuljen. Det er Økonomiudvalget, som træffer beslutning om tilskud fra Megaeventpuljen.

Forvaltningen har gennemgået kriterierne for Megaeventpuljen og beskrevet, hvorvidt ICORN International General Assembly 2024 matcher puljens kriterier. Eftersom ansøgningsprocessen til Megaeventpuljen inddrager Kultur- og Fritidsudvalget som høringspart, foreslår forvaltningen, at forvaltningens vurdering af arrangementets relevans indgår som udvalgets høringssvar. Forvaltningen vurderer, at det er vigtigt at fastholde, at udmøntninger fra Megaeventpuljen sker på baggrund af forudgående høring i Kultur- og Fritidsudvalget: Dette for at sikre, at fremtidige ansøgninger til Megaeventpuljen, som standard, forelægges Kultur- og Fritidsudvalget for vurdering og ikke tilgår Økonomiudvalget direkte.

Forhold, der taler for finansiering gennem Megaeventpuljen, er bl.a., at ICORN International General Assembly har et højt kulturelt og fagligt niveau, understøtter Danmarks og Københavns position i ytringsfrihedssagen og dermed flugter med hovedstadens DNA. Forhold, der taler imod finansiering fra Megaeventpuljen, er bl.a., at generalforsamlingen er et medlemsarrangement, at en del af programmet er lukket for publikum, og at der er lavt potentiale for aktivering af København.

Forvaltningen vurderer på den baggrund, at finansiering af ICORN International General Assembly 2024 fra Megaeventpuljen vil afhænge af, at der dispenseres fra puljens kriterier.

Megaeventpuljens kriterier og forvaltningens vurdering af arrangementets relevans findes i bilag 1.

Afgørelse af sagen forventes tidligst at kunne træffes, efter forhandlingerne om Budget 2024 er afsluttet. Hvis der opnås finansiering gennem Megaeventpuljen, vil eventuelt afsatte budgetmidler blive ført tilbage. Hvis der hverken opnås finansiering via Megaeventpuljen eller Budget 2024, skal Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til, om finansiering alternativt skal findes i udvalgets disponible midler.

Københavns Kommunes medfinansiering af ICORN International General Assembly 2024 vil være på 1,5 mio. kr. Københavns Kommune skal være med til at dække udgiftsposter som leje af venue, hotelovernatninger, velkomstarrangement på Københavns Rådhus, deltagerorienterede og publikumsrettede arrangementer, udgifter til sikkerhedsforanstaltninger, tolkebistand og frivillighedspleje. Et deltagergebyr på ca. 600 euro per deltager finansierer en del af arrangementets omkostninger. Sekretariatet for ICORN (International Cities of Refugee Network) er medarrangør af programmet og finansierer en del af arrangementet med et tilskud på ca. 800.000 norske kr.

Økonomi

Værtsskabet har et estimeret budget på 1,5 mio. kr. De økonomiske konsekvenser afhænger af den valgte model for finansiering.

Videre proces

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning vil forvaltningen arbejde videre med finansieringen af ICORN General Assembly 2024.

Søren Tegen Pedersen

  /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2023

Radikale Venstre fremsætte et ændringsforslag (ÆF1) til indstillingens 2. at-punkt, om at ændre ”skal” til ”kan” således at sætningen hedder: ..finansiering kan søges gennem budget 2024 med henblik på at sikre arrangementet..”

 

Det af Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev godkendt uden afstemning

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning

 

Det således ændrede 2. at-pkt. blev herefter godkendt med stemmerne 7 imod 0. 2 medlemmer undlod at stemme

For stemte: Ø, A, B, F og V

Imod stemte: Ingen

Undlader at stemme: C

 

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med stemmerne 7 imod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For: Ø, A, B, F og V

Imod: Ingen

Undlader: C

 

Udvalget anmodede forvaltningen om at sende en oversigt ud over de resterende disponible midler til udvalget.

Til top