Mødedato: 25.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Borgerinddragelse i forbindelse med uddeling fra legater, som administreres af Københavns Kommune

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om retningslinjerne for uddeling af trangslegaterne og legaterne til velgørende og almennyttige formål (institutionslegaterne) skal ændres, så der kan ske uddeling med borgerinddragelse.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der ikke indføres yderligere borgerinddragelse i forbindelse med uddeling af legater, der administreres af Københavns Kommune.

Problemstilling

Københavns Kommune administrerer 50 legater. Midlerne i legaterne er testamenteret af privatpersoner og skal uddeles til bestemte formål, som er fastsat i fundatsen. Kultur- og Fritidsudvalget er bestyrelse for disse legater. Inden for rammerne af fundatserne fastsætter legatbestyrelsen retningslinjer for uddeling.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede den 30. januar 2014 forvaltningen om at undersøge mulighederne for at ændre retningslinjerne for uddeling af legaterne, så der kan ske uddeling til projekter med borgerinddragelse.

Udvalget behandlede sagen den 26. marts 2015 og besluttede at udsætte behandlingen af sagen, idet udvalget anmodede forvaltningen om at udarbejde en indstilling om den kommende proces for borgerinddragelse.

Løsning

For størstedelen af de 50 legater, som Københavns Kommune administrerer, er borgerinddragelse ikke mulig på grund af vedtægternes meget specifikke uddelingskriterier. Dette efterlader en meget lille gruppe af legater (4 i alt), hvor borgerinddragelse kunne være mulig. Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering er, at fordelene ved at indføre borgerinddragelse ikke står i forhold til den øgede administration og de ændringer, som det vil medføre for den nuværende kreds af modtagere. Hertil kommer, at afkastene fra legaterne ikke er ret store.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget måtte beslutte, at der skal indføres borgerinddragelse, kan det ske for disse to grupper af legater:

1) trangslegaterne 
2) legater til almennyttige og velgørende formål (institutionslegaterne)

Ad 1) Trangslegaterne
I gruppen af trangslegater vil der være mulighed for at lave borgerinddragelse i følgende to legater:
- Københavns Kommunes legat for værdige trængende personer, og
- Emmy og Edvard Arnhofs legat for hushjælp til de allerfattigste syge i København.

For begge legater kan der ifølge de nuværende kriterier ske uddeling til folkepensionister med en tillægsprocent på 100  - og dermed en indtægt under bundgrænsen på 19.000 kr. - samt enlige mødre og fædre. Ansøgerne skal have haft bopæl i København de seneste to år. Da der er mange ansøgere, og midlerne i legatet er begrænsede, kan legatet kun søges hvert andet år.

I 2014 fik 1.095 folkepensionister og 100 enlige forsørgere en legatportion. De samlede uddelinger var på ca. 1.300.000 kr.

Hvis man ønsker borgerinddragelse, kan kriterierne fra og med 2016 ændres til også at omfatte andre persongrupper af værdige trængende personer eller projekter til grupper af værdige trængende personer. 

Model for borgerinddragelse
Modellen kunne være, at der reserveres 500.000 kr. fra trangslegaterne til projekter med borgerinddragelsen. Borgerinddragelsen sker ved, at uddelingen gennemføres som et miniudbud i form af en konkurrence, hvor f.eks. sociale organisationer byder ind med projekter inden for rammen af legaternes fundatser.

Der opstilles følgende kriterier:

  1. Borgerinddragelse skal ske ved udarbejdelsen af projektet.
  2. Ved udvælgelsen af projektet lægges vægt på, at midlerne fra legaterne går til samme målgruppe som hidtil, dvs. folkepensionister med en tillægsprocent på over 100 og dermed en indtægt under bundgrænsen på 19.000 kr. samt enlige mødre og fædre.

Mange af ansøgerne til trangslegatet er tilbagevendende, og flere af disse har en forventning om at modtage en legatportion i efteråret 2015. De ændrede kriterier bør derfor tidligst træde i kraft pr. 1. januar 2016, således at der i god tid kan informeres om de ændrede retningslinjer.

Ad 2) Legater til almennyttige og velgørende formål (institutionslegaterne)
Der er fem legater, der som overordnet formål har at støtte almennyttige og velgørende institutioner og foreninger.

Forvaltningen vurderer, at uddelingsprincipperne for de to af legaterne vil kunne ændres til at omfatte projekter med borgerinddragelse. Det gælder:

- Københavns Kommunes legat for institutioner.
- Københavns Kommunes fællesfond til fordel for børn og unge

Formålet med Københavns Kommunes legat for institutioner er at støtte institutioner med et almennyttigt sigte - dog ikke børne- og ungdomsarbejde.

Formålet med Københavns Kommunes fællesfond til fordel for børn og unge er at støtte fortrinsvis børne- og ungearbejde, der ikke i forvejen modtager støtte fra det offentlige. Det er en forudsætning, at institutionen har tilknytning til kommunen.

Model for borgerinddragelse
Modellen kunne være, at det samlede forventede afkast fra de to legater - i alt 70.000 kr. - reserveres til uddeling med borgerinddragelse.

Uddelingen kunne ske som miniudbud i form af en konkurrence, hvor f.eks. sociale organisationer kan byde ind inden for rammen af legaternes fundatser. Da de to legater har forskellige formål, er det nødvendigt at lave to miniudbud. Udbuddet vil være rettet mod projekter til almennyttige og velgørende institutioner og foreninger henholdsvis med og uden børne- og ungdomsarbejde. Der kan maksimalt uddeles henholdsvis 30.000 kr. og 40.000 kr. 

Der opstilles det kriterium, at borgerinddragelse skal ske ved udarbejdelsen eller gennemførelsen af projektet. 

Konsekvenser af modellerne:
Hvis retningslinjerne for uddeling fra trangslegaterne ændres, vil det have betydning for den nuværende ansøgergruppe, der primært består af pensionister og enlige mødre. Mange af ansøgerne er tilbagevendende. Det må således forventes, at en ændring af retningslinjerne vil betyde udbetaling af mindre eller færre legatportioner. 

Hvis retningslinjerne for uddeling fra legaterne til velgørende og almennyttige formål (institutionslegaterne) ændres, vil det have betydning for den nuværende ansøgergruppe, hvor flere af ansøgerne er tilbagevendende. Der vedlægges oversigt over uddelinger foretaget i 2013 og 2014 (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Carsten Haurum

                                                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. juni 2015:

Indstillingen blev godkendt.
Til top