Mødedato: 25.01.2018, kl. 15:00
Mødested: Innovationshuset, Halmtorvet 27

Temaer til Kultur- og Fritidsudvalgets strategi- og budgetseminar 2018

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til temaerne for udvalgets strategi- og budgetseminar den 27.-28. februar 2018.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender temaer for udvalgets strategi- og budgetseminar.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalgets (KFU) strategi -og budgetseminar afholdes den 27.-28. februar 2018 på Comwell Borupgaard i Snekkersten.

Løsning

KFU afholder hvert år et to-dages seminar som primært omhandler det kommende års budget på KFU’s område samt de forestående forhandlinger om Overførselssagen.

På baggrund af oplæg fra forvaltningen får udvalget mulighed for at drøfte emner, som

  • den strategiske udvikling på området i den kommende valgperiode
  • udvalgets økonomiske rammer de kommende år
  • budgetønsker til overførselssagen og budgetforhandlingerne

Strategi- og budgetseminarets formål er desuden, at udvalget får mulighed for at forberede udvalgets budgetbidrag for 2019, herunder at drøfte, hvordan udvalgets effektiviseringsmåltal skal håndteres.

Forslag til temaer for KFU's strategi- og budgetseminar

Seminaret er bygget op om en række oplæg fra forvaltningen, som danner baggrund for efterfølgende drøftelser i udvalget om de forskellige emner, hvor KFU kan give forvaltningen tilkendegivelser og sætte retning for det videre arbejde. 

Følgende temaer foreslås:

Strategisk retning for udvalget

  • Status på Kultur- og Fritidspolitikken 2016-2019

  • Strategiske muligheder og udfordringer på udvalgets område de kommende år herunder udvikling af nye byområder og den demografiske udvikling.

  • Innovation i Københavns Kommune

Budgetbidrag 2019

  • De økonomiske rammer for udvalget i 2019 og frem

  • Strategi for håndtering af effektiviseringsmåltallet i 2019 og efterfølgende år

  • Præsentation af konkrete forslag til smarte investeringer og effektiviseringer.

Større budgetønsker på KFU’s område

  • Større aktuelle budgetønsker på KFUs område til Overførselssagen og evt. budgetforhandlingerne.

  • Overordnet strategi for kultur- og fritidsfaciliteter i København (Kultur- og Fritidskompasset)

Rammer for seminaret

Budgetseminaret afvikles over to dage med overnatning. Seminaret starter med fælles afgang fra Københavns Rådhus for dem, som ønsker transport til kursusstedet. Seminaret afholdes på Comwell Borupgaard i Snekkersten.

Programmet starter kl. 09.00 tirsdag den 27. februar. Efter oplæg og drøftelser på den første dag vil der være fælles middag med mulighed for yderligere drøftelser. Seminaret afsluttes onsdag den 28. februar kl. 11.30 og efterfølges af et ordinært KFU-møde, som begynder kl. 12.30.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af udvalgets drøftelser vil forvaltningen arbejde videre med programmet for strategi –og budgetseminaret 2018. Forud for seminaret vil udvalget modtage det endelige program og baggrundsmateriale.

Der afholdes opfølgende budgetseminar med fokus på forhandlingerne om budget 2019 i august 2018.

Mette Touborg

                                                   /Annegrete Vallgårda     

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top