Mødedato: 24.08.2015, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om at fremme konceptet ’delekultur’ i København

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling og beslutning

Rune Dybvad, Simon Strange, Tue Hækkerup, Rikke Lauritzen og Allan Ahmad har anmodet om at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde mandag den 24. august 2015:

Det foreslås,

 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at præsentere delekulturelle forslag primo 2016, der kan driftes i større skala med inddragelse af relevante parter herunder økonomi og tidsramme, jf. motiveringen.
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen identificerer og redegør for, hvordan Københavns Kommune kan understøtte de aktører, der pt. arbejder med delekultur og -økonomi i København, jf. motiveringen.

 

Problemstilling

MOTIVERING:

Københavns Kommune har erfaringer med konceptet ’delekultur’, som Enhedslisten og Socialdemokraterne ønsker at udvide til flere områder, idet delekulturer kan styrke byens sammenhængskraft og forbedre livskvaliteten ved at skabe flere muligheder for københavnerne i bl.a. fritiden.

Enhedslisten og Socialdemokraterne finder derfor, at vi med fordel kan have en målsætning om, at København bliver førende på delekultur. Flere storbyer arbejder allerede med, hvordan nye, bæredygtige deleøkonomier kan understøttes. Kultur- og Fritidsforvaltningen skal derfor undersøge, hvordan København kan hægte sig på denne udvikling og understøtte de mange gode effekter, der er ved at deles om de muligheder, byen rummer. Når man deles, er vi overordnet set med til at benytte jordens knappe ressourcer bedst muligt, men deling har også en grundlæggende social gevinst, fordi borgerne bliver bundet sammen på tværs af sociale skel og øger deres solidaritet med og tillid til hinanden. Derved styrkes de lokale fællesskaber og storby-kulturen udvikles.

Delekultur skaber en stærkere lokalkultur

Et fokus på at styrke en delekultur gennem deleøkonomiske projekter kan bruges som løftestang til at ændre storbykulturen, hvor vi som borgere kan skabe nye og stærkere fællesskaber. I de gamle landsbysamfund eksisterede deling af ressourcer i bedste velgående. Storbyen skal integrere landsbykulturen i lokale fællesskaber, hvor tilliden skal styrkes gennem deling af materielle værdier. I et tillidsfuldt lokalsamfund tages der hånd om hinanden og kriminaliteten er lavere. Igennem deleøkonomiske projekter, kan vi understøtte en kulturændring, der skaber en sundere storby-kultur.

Københavns Kommune skal stille byens faciliteter til rådighed

Københavns Kommune har en række fysiske faciliteter, eksempelvis kulturhuse og biblioteker, der i forvejen er eksponenter for delekultur, der bør kunne indgå i deleøkonomiske projekter. Ved Solvang Bibliotek er der eksempelvis dannet et makkerskab med unge entreprenører, der stiller et ”nabo-skab” til rådighed for lokalområdet, hvor et skab med værktøj, køkkengrej, sportsudstyr etc. kan deles borgere imellem. Hvis storby-kulturen skal ændres kræver det en udbredelse af de deleøkonomiske projekter i langt større skala, hvor boligselskaber og byens kulturinstitutioner deltager aktivt. Derfor skal det medtages, hvordan dette er muligt. Samtidig skal det undersøges, hvor følgende institutioner og faciliteter kan tænkes med: Parker, aftenskoler, sportsklubber og museer. Forslag kan eksempelvis være, at man i parkerne kan deles om spil og bolde, på aftenskoler kan man deles om undervisningsmateriale eller hobbyudstyr, i sportsklubber kan man deles om sportsudstyr og på museerne kan man deles om private samlingers historiske kilder og -genstande.

Københavns Kommune skal indgå partnerskaber med entreprenører

Københavns Kommunes erfaringer fra ”Grejbankerne”, der på samme måde skal understøtte en delekultur i byens kulturhuse og idrætsanlæg skal inddrages i overvejelserne om, hvordan Københavns Kommune kan lykkes med driften af delekulturen i større skala.

Arbejdet skal forankres i Kultur- og Fritidsforvaltningen, men ske med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslaget. 
Til top