Mødedato: 24.02.2023, kl. 15:00
Mødested: Comwell, Kongevejen 495 A, Holte

Ny erhvervslejekontrakt for B.93, Sporsløjfen 10

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 17. januar 2023, at B.93 skal tilbydes en markedskonform lejekontrakt med KEID for såvel bygninger som baner beliggende på Svanemølleanlægget Sporsløjfen 10.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede tillige at ville yde et tilskud til B.93’s lovlige kommunale aktiviteter på hele området. Kultur- og Fritidsforvaltningen bad om at få en orientering om forskelle mellem B.93’s nuværende kontrakt og den kontrakt, som KEID vil tilbyde B.93, herunder de økonomiske konsekvenser af modellen. Udvalget orienteres med denne indstilling om dette.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. At Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om forskellen på ny erhvervslejekontrakt og nuværende erhvervslejekontrakt mellem B.93 og KEID til efterretning. 

Problemstilling

B.93 har en ældre erhvervslejekontrakt som skal ændres til en markedskonform lovlig kontrakt med KEID. Markedslejen i den nye kontrakt bliver af en sådan størrelse, at B.93 ikke kan betale.

B.93 har ønsket at få et tillæg til deres nuværende aftale. KEID ønsker at tilbyde en helt ny kontrakt.

Kultur- og Fritidsudvalget kan yde et tilskud til B.93 lovlige kommunale aktiviteter og udvalget orienteres på baggrund af beregningsmodellen om størrelsen af dette tilskud.

Løsning

En beskrivelse af forhold og muligheder findes i den indstilling Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 17. januar 2023 (Bilag 1).

KEID har udarbejdet et notat, der beskriver forskellene på den kontrakt B. 93 har i dag og det, der skal medtages i et kommende tillæg eller en helt ny aftale (Bilag 2). Udlejning er ØU/KEID’s ressort og KEID oplyser, at en række forhold skal ændres i den nuværende kontrakt for at sikre et klart og nutidigt kontraktgrundlag på markedskonforme vilkår:

  • Lejen er ikke markedskonform og indeholder ikke grundskyld.
  • Københavns Kommune yder indirekte tilskud til drift af baner, der udlejes på erhvervsvilkår, hvilket ikke er lovligt for kommunen
  • B.93 fremlejer uden fremlejeret i kontrakten.

Herudover vil følgende forhold blive reguleret i en ny aftale:

  • Der indføres almindelig regulering af lejen.
  • Der indskrives bestemmelser om status for og håndtering af Pavillonen og Tennishallen ved evt. ophør.

I princippet kan der udarbejdes et tillæg til den eksisterende erhvervslejekontrakt, der ændrer og regulerer disse forhold, men det er hverken hensigtsmæssigt eller overskueligt for parterne, at et tillæg ændrer store dele af en kontrakt.

Anvendelse af arealerne

Kultur- og Fritidsforvaltningen har beregnet anvendelsen af B.93 samlede anlæg. Forvaltningen har på baggrund af den aktuelle banefordeling lagt til grund, at den kommercielle brug af baner, omklædningsrum og klubhus udgør 5-10 % af anvendelsen af det samlede areal, hvilket indebærer at 90-95 % af anvendelsen af baner, klubhus og omklædning er til folkeoplysende formål. Den endelige fordeling skal beregnes årligt ud fra B.93 indberettede tal. Af bilag 3 fremgår beregning af de økonomiske konsekvenser.

B.93 har tidligere fremsendt løsningsforslag, der blandt andet indebærer, at de kommercielle aktiviteter på arealet og i ejendommen ophører. Dette vil ikke være nødvendigt, såfremt der indgås erhvervslejekontrakt eller tillæg til erhvervslejekontrakt.

Forvaltningen vil skulle føres regnskab for og kontrol med den kommercielle anvendelse både i forhold til den konkrete anvendelse af antal kvadratmeter og for medgået leje til formålet.

Det maksimale tilskud kan herefter beregnes som: Den samlede leje minus betaling for kommerciel brug = maksimalt tilskud.

Forvaltningen bemærker, at der er løbende dialog med B.93 om principperne for fordeling af banetiderne, idet B.93 er af den opfattelse, at klubben tilnærmelsesvis har en form for eneret i forhold til banetiderne. Forvaltningen har altid forsøgt at respektere en vis, naturlig, fortrinsret for B.93. Det er imidlertid samtidig forvaltningens vurdering, at § 3 i lejekontrakten for Svanemølleanlægget forpligter B.93 til at acceptere, at forvaltningen kan tildele tider til andre foreninger end B.93 ud fra de af kommunen fastsatte regler, herunder retningslinjerne for folkeoplysning, når det samlede behov i kommunen nødvendiggør dette. Forvaltningen vil søge en enighed om dette i forbindelse med forhandlingen af en ny aftale.

Økonomi

Når den samlede opgørelse over indtægter og udgifter er godkendt politisk i KFU, ØU og BR, er det forventningen at provenuet fra forskellen på den nuværende leje og fremtidig leje, (efter fradrag af skatter og afgifter), tilføres Kultur- og Fritidsudvalget til disponering i en særskilt pulje og som udvalget kan benytte til at finansiere tilskuddet.

Stigningen i leje vil ikke slå igennem før dette arbejde med udligning af økonomien mellem forvaltninger er faldet på plads.

Forvaltningen vil, når kontrakten er forhandlet færdigt, indstille et konkret tilskudsbeløb til Kultur- og Fritidsudvalget.

Videre proces

Forvaltningen beder KEID arbejde videre på baggrund af udvalgets drøftelser.

 

Søren Tegen Pedersen

                             /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2023:

Kontorchef Marianne Kruckow deltog under behandling af punktet.

Indstillingen blev godkendt - Kultur- og Fritidsudvalget tog orienteringen til efterretning.

Klaus Mygind (SF) afgav følgende protokolbemærkning:

Aftalen forudsætter et godt samarbejde mellem B93 og Københavns kommune herunder at begge parter til enhver tid forsøger at indfri de idrætspolitiske mål og intentioner, som Borgerrepræsentationen fastlægger.

Til top