Mødedato: 23.08.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Nytænkning af 18+ indsatsen via tværkommunalt samarbejde

Som opfølgning på Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser den 20. juni 2018 (Sikker By strategien) skal Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til forvaltningens bidrag til det tværkommunale samarbejde som led i en nytænkning af kommunens indsats målrettet kriminalitetstruede unge over 18 år.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at scenarierne for nytænkning af 18+ indsatsen indgår i forhandlingerne om Budget 2019.

Problemstilling

Det fremgår af budgetaftalen for 2018, at der iværksættes en tværgående afdækning af potentialet for at videreudvikle og nytænke konceptet for 18+ indsatsen. Med nytænkning af 18+ indsatsen lægges der op til en udvidelse af det tværkommunale samarbejde, herunder et større fokus på kulturen og idrættens forandringspotentialer for udsatte og kriminalitetstruede unge.

Løsning

På tværs af Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen er en arbejdsgruppe i gang med at se på, hvordan kommunens nuværende 18+ indsats kan gentænkes. Arbejdet er en del af budgetaftalen for 2018, hvor der bl.a. blev aftalt følgende: ”...tværgående afdækning af potentialet for at videreudvikle og nytænke konceptet for 18+ centrene. Tilbuddet skal fortsat løfte den kriminalitetsforebyggende indsats, men også tilbyde aktiviteter i samarbejde med foreninger og organisationer, som tiltrækker blandede brugergruppe fra hele byen, samt brobygning til uddannelse og job”. 18+ centrene er finansieret under Sikker By.

Der er i dag ca. 500 kriminalitetstruede unge over 18 år, der benytter sig af ét af Københavns Kommunes fem 18+ centre. Disse unge hænger ikke ud på gaden, og der er god kontakt, som er værdifuld, når der er optræk til uro, men det er en konstant udfordring at få brugerne til at indgå i almindelige tilbud til unge vedrørende uddannelse, beskæftigelse og fritidsaktiviteter (bilag 1).

Udgangspunktet for en nytænkning af 18+ indsatsen er en inklusionsstrategi, hvor den nuværende 18+ målgruppe så vidt muligt skal inkluderes i tilbud og miljøer med flere ressourcestærke unge. En nytænkning af 18+ indsatsen vil således ikke være en indsats for 18+ målgruppen alene, men skal ses i sammenhæng med den samlede vifte af tilbud for alle unge i København mellem 15 og 30 år.

På baggrund af en kortlægning af de nuværende brugere af 18+ centrene, dialog med brugere og workshop med medarbejdere på tværs af forvaltningerne har arbejdsgruppen udarbejdet budgetnotater, som omfatter tre pilotprojekter, der tager udgangspunkt i de eksisterende 18+ centre samt et pilotprojekt med afsæt i et klubtilbud, der udvides til at omfatte dele af 18+ målgruppen:

  1. Koncept for en fleksibel og opsøgende 18+ indsats
  2. Nyt tværgående idrætstilbud i Nørrebrohallen
  3. Nyt samarbejde med Askovfonden KBH+
  4. Nyt ungehus på Smedetoften

Til hvert af pilotprojekterne tilknyttes et tværgående kommunalt team med medarbejdere fra henholdsvis Socialforvaltningen (SOF), Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF). Med faste ugentlige konsultationstider til  fx jobvejledning, ungerådgivning og uddannelsesvejledning skal medarbejderne sikre, at de unge får den hjælp og vejledning, de har brug for, og at hjælpen koordineres mellem forvaltningerne, hvis der er behov for det. Derudover skal teamet arbejde relationelt ved at deltage i planlægningen og afholdelsen af tilbuddets aktiviteter. Medarbejderen fra Kultur- og Fritidsforvaltningen skal som den eneste medarbejder i teamet ikke have konsultationstider, men skal i stedet fungere som teamets tovholder, aktivitetskoordinator og bindeleddet til relevante kultur- og fritidsaktører.

Pilotprojekterne skal i løbet af en 3-årig periode fra 2019-2021 teste, om det i højere grad kan lykkes at hjælpe 18+ målgruppen ved at blande dem med andre unge fremfor en mere isoleret indsats i de nuværende 18+ centre. Hvis pilotprojekterne viser positive resultater efter testperioden, kan modellerne udbredes til andre områder, herunder de områder, hvor de resterende 18+ centre ligger (Indre Nørrebro og Voldparken).

Kultur- og Fritidsforvaltningen stiller sig positivt overfor både samarbejdet og de nævnte pilotprojekter. For Kultur- og Fritidsforvaltningen er det essentielt, at der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til både medarbejdere og til de frivillige foreninger, der ønsker at lave aktiviteter for og inkludere målgruppen.

Pilotprojekt 1 - Koncept for en fleksibel og opsøgende 18+ indsats

Socialforvaltningen ønsker at udarbejde et koncept for en fleksibel og opsøgende 18+ indsats med hovedbase i Grøndal MultiCenter, hvor der bl.a. er mulighed for fodbold, kampsport, fitness, basket, bordtennis, eSport, padel-tennis mm. Endvidere etableres samarbejde med andre lokale institutioner (fx biblioteker eller kulturhuse) om at måtte benytte deres lokaler og tilbud på timebasis.

Pilotprojektet skal ses i sammenhæng med opsigelsen af Crossroads nuværende lokaler på Ruten i Tingbjerg, og skal således undersøge om relationen til 18+ målgruppen kan opretholdes, når indsatsen overgår til at være aktivitetsbaseret i rammer, der benyttes af en bred gruppe borgere. Pilotprojektet vil øge 18+ målgruppens omgang med andre unge gennem aktiviteter, og dermed begrænse klubmentaliteten blandt 18+ målgruppen.

Det forventes, at flere foreninger vil stille sig positivt over for et samarbejde, herunder bl.a. BK Union, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i forvejen har indgået Sociale Partnerskabsaftaler med.

Det undersøges pt., hvor 18+ indsatsen kan have base i Grøndal MultiCenter.

Der pågår et større visionsarbejde for Grøndal MulitiCenter, hvori 18+ indsatsen vil skulle indtænkes.

Foreløbig økonomi:

Pilotprojekt 2 - Nyt tværgående idrætstilbud i Nørrebrohallen

Med dette pilotprojekt etableres et nyt tilbud i Nørrebrohallen med en idræts- og kulturprofil, som appellerer til alle unge over 18 år i bydelen, herunder også unge fra det eksisterende 18+ tilbud. 

Parallelt med etableringen af tilbuddet overgår det eksisterende 18+ center Upload til en opsøgende og fleksibel 18+ indsats i området, som skal bygge bro til det nye tilbud og får base i Nørrebrohallen.

Formålet med pilotprojektet er at undersøge, hvilke muligheder og barrierer der er for at bygge bro til almentilbud og civilsamfund ved at integrere et eksisterende 18+tilbud i Nørrebrohallen. Nørrebrohallen er en oplagt base for en 18+ indsats, idet hallen i forvejen lægger hus til og samarbejder med mange stærke foreninger og sociale indsatser, bl.a. Idrætsprojektet (SOF). Hallen har desuden igennem en lang årrække arbejdet aktivt med ungegrupperne i lokalområdet via daglig dialog, diverse projekter og aktiv deltagelse i SSP-samarbejdet. Endvidere har den socialøkonomiske virksomhed ”Send Flere Krydderier” netop overtaget forpagtningen af Nørrebrohallens café. "Send Flere Krydderier" har som mål at få flere etniske minoritetskvinder i arbejde.

Med udgangspunkt i de muligheder, der er i og omkring Nørrebrohallen for fx fodbold, håndbold, basket, klatring, boksning, bordtennis, eSport, squash samt kulturelle tilbud og faciliteter i nærområdet, introduceres unge over 18 år for engagerede frivillige og positive aktiviteter, som kan skabe grobund for relationer og fællesskaber. Nørrebrohallen kan endvidere danne rammerne for de unges egne projekter og initiativer.

Tilbuddet drives på tværs af forvaltningerne og i tæt samarbejde med lokale aktører - herunder fx. Idrætsprojektet (SOF) og de mange foreninger, der er i og omkring Nørrebrohallen – bl.a. Nørrebro United, Stevnsgade Basket og Børnebasket København, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i forvejen har indgået Sociale Partnerskabsaftaler med. Et Socialt Partnerskab med Kultur- og Fritidsforvaltningen indebærer, at foreningerne forpligter sig på at gøre en særlig indsats for børn og unge i udsatte byområder. De nuværende parternskabsforeninger er dermed umiddelbart godt rustet til at indgå i et samarbejde om 18+ målgruppen.   

For at sikre tilbuddet en lokal bæredygtighed, er der behov for at etablere nye eller udvidede partnerskaber med foreninger i lokalområdet om at afholde aktiviteter med målgruppen. Desuden er der behov for at kunne frikøbe facilitetstider i Nørrebrohallen og hos øvrige kulturinstitutioner i området.

Et team af medarbejdere fra henholdsvis KFF, SOF, BUF og BIF skal være til stede i hallen og fungere som indgang til ydelser i egen forvaltning overfor alle de unge, der kommer i Nørrebrohallen. Endvidere skal teamet sikre ungeaktiviteter, der er efterspørgsel på, og ikke mindst forestå brobygning til eksisterende foreninger, aktivitetsfællesskaber, uddannelsessteder mm.

Tilbuddet vil være åbent fire dage om ugen fra ca. kl. 16.30 – 22.00 og kommer til at dele lokaler med Fritidscenter Ydre Nørrebro, som bruger ca. 200 m2 af Multisalen til aktiviteter i dagtimerne. Lokalet kan åbnes op, så det bliver en integreret del af Multisalen, som i alt omfatter ca. 950 m2. Placeringen af tilbuddet i Multisalen åbner op for at arbejde målrettet med en udvikling af Multisalen som et sted, der tilbyder attraktive og brede kultur- og idrætstilbud til alle unge, som 18+ målgruppen kan inkluderes i. Udgifter til husleje og drift er indeholdt i den eksisterende 18+ bevilling.

Tilbuddet vurderes at kunne tiltrække størstedelen af 18+målgruppen fra Upload og nogle unge fra Ydre Nørrebro/Mjølnerparken og enkelte unge fra resten af byen. Der vil være en restgruppe, som ikke vurderes at kunne integreres, men som fortsat vil have behov for en opsøgende indsats. Ud over at håndtere restgruppen, skal den opsøgende indsats sikre, at kontakten til ungemiljøerne på gadeplan beholdes og at nye unge henvises til tilbuddet.

Foreløbig økonomi:

Pilotprojekt 3 - Nyt samarbejde med Askovfonden KBH+

Askovfonden KBH+ er et tilbud til unge under 30 år, der ligger på Emblasgade 175 på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Askovfonden driver derudover et af kommunens fem 18+ centre, nemlig KBH18+. Pilotprojektet vil undersøge, hvilken betydning det har at supplere det eksisterende tilbud med et tværgående kommunalt team, som skal være de unges indgang til den forvaltning, de repræsenterer og samtidig indgå fleksibelt i de aktiviteter, der foregår sammen med de unge, der kommer i KBH+.

Det bemærkes, at Askovfonden – bl.a. på baggrund af udløb af en større fondsbevilling – har ansøgt Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om 30 mio. kr. til en treårig indsats målrettet i alt 300 udsatte unge (særskilt sag på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden).

Foreløbig økonomi:

Pilotprojekt 4 - Nyt ungehus på Smedetoften

På Smedetoften er der allerede i dag et spirende lokalt ungemiljø i "Ungekulturhuset” på Smedetoften 14 målrettet unge i alderen 14-18 år. Med fokus på de unges medbestemmelse, støtte til uddannelse og beskæftigelse samt at skabe relationer på tværs af aldre, lægges der op til at igangsætte et pilotprojekt på Smedetoften med henblik på at åbne huset op for motiverede 18+unge. Huset har allerede i dag berøringsflade med 18+ unge, som er motiverede til at modtage hjælp, fx i forbindelse med eksamener, uddannelsesrådgivning mv. Formålet med pilotprojektet vil være at undersøge, hvilke muligheder og udfordringer der er for at udvide et klubtilbud til en bredere og ældre målgruppe. Tilbuddet skal udvikles i samarbejde med lokalområdet, herunder BIBLIOTEKET og øvrige kulturinstitutioner, virksomheder, frivillige, foreninger mv.

Foreløbig økonomi:

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen tilpasses Kultur- og Fritidsforvaltningens bidrag til de budgetnotater, der i fællesskab med de andre forvaltninger, indmeldes til de kommende forhandlinger om budget 2019.

 

Mette Touborg     

 

 

                                                                                          /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top