Mødedato: 22.06.2000, kl. 15:00

Høring om Københavns Kommunes samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver

Høring om Københavns Kommunes samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 22. juni 2000

 

6. Høring om Københavns Kommunes samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver

(KFU 270/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder forslag til Københavns Kommunes samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2000

Udvalget besluttede at meddele Økonomiudvalget, at sagen forventes forelagt Folkeoplysningsudvalget den 19. juni 2000, hvorefter sagen vil blive behandlet af Kultur- og Fritidsudvalget den 22. juni 2000.

RESUME

På baggrund af ønske fra Borgerrepræsentationen om at der opstilles retningslinier og målsætninger for samarbejdet med frivillige og almennyttige organisationer om løsningen af sociale opgaver, har en arbejdsgruppe nedsat af Økonomiforvaltningen udarbejdet et fælles forslag. Forslaget er sendt i høring i de berørte udvalg, Ældrerådene, Folkeoplysningsudvalget og Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune. Det indstilles, at forslaget tiltrædes.

 

SAGSBESKRIVELSE

Forhistorie

Borgerrepræsentationen har på baggrund af beslutningsforslag nr. 346/99 fra borgerrepræsentanterne Jens Johansen (F) og Kaja Jacobsen (F) besluttet, at der skal udarbejdes en politik for kommunens samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver. Sagen blev henvist til Økonomiudvalget med høring af alle berørte udvalg.

Økonomiforvaltningen nedsatte i forlængelse heraf en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de berørte forvaltninger herunder Kultur- og Fritidsforvaltningen, som har udarbejdet forslag til samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver. Forslaget vedlægges i bilag.

Arbejdsgruppens forslag

Forslaget fra arbejdsgruppen beskæftiger sig dels med formålet med en politik for Københavns Kommunes samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver, dels gennemgås de eksisterende lovmæssige rammer og hvordan samarbejdet i dag er organiseret. Endvidere indeholder redegørelsen en vurdering af hvilke fordele og ulemper, der er ved den nuværende organisering samt en beskrivelse af erfaringerne fra andre kommuners samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer.

Der gøres endelig rede for forslag til politik for Københavns Kommunes samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver og forslag til retningslinier for tildeling af tilskud, herunder forslag til indgåelse af samarbejdsaftaler mellem kommunen og de frivillige organisationer og foreninger i forbindelse med tilskud af en vis størrelse.

Formålet med en samarbejdspolitik

Formålet med en samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver for Københavns Kommune er:

at styrke samarbejdet på grundlag af respekt, ligeværdighed, dialog og tillid

at styrke servicetilbuddene til borgerne og brugerne gennem udnyttelse af den fælles ressource det offentlige og frivillige tilsammen udgør

at synliggøre effekterne af den frivillige sociale indsats.

Generelt er udgangspunktet for samarbejdspolitikken ikrafttrædelsen af Lov om social service medio 1998, hvoraf det fremgår, at kommuner og amter er forpligtet til at samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Ved lovens ikrafttræden etableredes samtidig en udvidelse af de hidtidige tilskudsmuligheder til frivilligt socialt arbejde med lovens §115, som fulgtes op af et særligt tilskud fra Staten til kommunerne. For Københavns kommune androg dette tilskud ca. 10 mill. kr. pr. år.

Hvad angår § 115 midlerne er det i loven forudsat, at rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommune og amtskommune. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i Københavns Kommune ansvaret for uddelingen af § 115-midlerne.

Midlerne overføres fra staten til kommunerne og amterne i form af bloktilskud og tilskuddet til Københavns Kommune andrager i år 2000 kr. 10.956.000, hvilket svarer til ca. 22 kr. pr. borger.

Midlerne til frivillige organisationer efter andre lovbestemmelser er i dag fordelt på forskellige politiske udvalg: Kultur- og Fritidsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget.

De forskellige forvaltninger administrerer puljerne efter forskellige kriterier afpasset de respektive målgrupper og med forskellige ansøgningsprocedurer- og frister. Folkeoplysningsudvalget administrer således 5%-puljen og 2 udviklingspuljer.

Arbejdsgruppens anbefalinger til samarbejdspolitikken:

· at der ikke ændres på den nuværende organisering i kommunen

· at forslag til politik for Københavns Kommunes samarbejde med frivillige og almennyttige organisationer om løsningen af sociale opgaver vedtages

· at der ved større bevillinger indgås formaliserede samarbejdsaftaler mellem kommunen og den pågældende frivillige organisation

· at samarbejdsaftalerne træder i kraft d. 1. januar 2001

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen er enig i, at de forskellige puljer bør administreres tæt på de respektive fagområder, hvorfor der ikke bør ændres på den nuværende organisering i kommunen.

F.s.v. angår indgåelse af formaliserede samarbejdskontrakter skal bemærkes, at Folkeoplysningsudvalget er indstillet herpå i det omfang, der af puljerne ydes tilskud på over 100.000 kr. til direkte sociale formål. Hertil skal bemærkes, at det formentlig kun vil være i få tilfælde, idet tilskud efter folkeoplysningsloven skal ydes til folkeoplysende aktiviteter. Der er dog intet til hinder for, at der som en del af aktiviteterne samtidig udføres frivilligt socialt arbejde.

Ved tilskud fra puljerne i dag sker der en efterfølgende regnskabsaflæggelse og evaluering, hvorved der allerede er oparbejdet en tæt kontakt og dialog mellem kommunen og de frivillige foreninger m. fl.

Hertil kommer, at brugerne - det frivillige foreningsliv og oplysningsforbundene – allerede er inddraget i beslutningerne, idet de udgør flertallet i Folkeoplysningsudvalget.

Arbejdsgruppens forslag til samarbejdspolitik med frivillige og almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver har været til høring i Folkeoplysningsudvalget den 8. maj 2000. Forslaget gav ikke anledning til bemærkninger i udvalget.

 

På baggrund af ovenstående skal forvaltningen indstille, at forslaget tiltrædes. Det skal samtidig bemærkes, at høringsfristen er udsat, idet sagen først forventes behandlet på Økonomiudvalgets møde den 20. juni 2000.

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

  1. Brev af 28. april 2000 fra Økonomiforvaltningen
  2. Forslag til Københavns Kommunes samarbejdspolitik med frivillige og

almennyttige organisationer om løsning af sociale opgaver.

3. Udtalelse fra Folkeoplysningsudvalget vil blive eftersendt.

 

 

Ida Munk

/ Mikael Keller-Hansen

 

 

Til top