Mødedato: 21.04.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om processen for forhandlingerne om Budget 2023

Med indstillingen orienteres Kultur- og Fritidsudvalget om processen for de politiske forhandlinger om Budget 2023, herunder henvisning af budgetønsker til forhandlingerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager processen for de politiske forhandlinger om Budget 2023 til efterretning.

Problemstilling

Budgetprocessen for 2023 blev igangsat med Økonomiudvalgets behandling af indkaldelsescirkulæret den 26. januar 2022.

Processen afsluttes efter planen med Borgerrepræsentationens andenbehandling af budgettet den 6. oktober 2022, der herefter udgør Københavns Kommunes vedtagne budget for 2023.

Indstillingen omhandler processen frem mod vedtagelsen af Budget 2023.

Løsning

På baggrund af indkaldelsescirkulæret, som blev vedtaget af Økonomiudvalget den 26. januar 2022, skal Kultur- og Fritidsudvalget aflevere udvalgets budgetbidrag til Økonomiforvaltningen senest den 2. maj 2022. Budgetbidraget skal indeholde et budget i balance for 2023, herunder opfyldelse af det forvaltningsspecifikke effektiviseringsbidrag.

Budgetbidraget behandles ad to omgange. Budgetbidraget blev behandlet første gang den 3. marts 2022 og anden gang på samme møde som nærværende indstilling, den 21. april 2022. Se separat sag på dagsordenen.

På baggrund af alle fagudvalgenes budgetbidrag, økonomiaftalen mellem regeringen og KL samt DUT-forhandlingerne udarbejder Økonomiforvaltningen et samlet budgetforslag for 2023.

Borgerrepræsentationen behandler det samlede budget ad to omgange. Førstebehandlingen af budgetforslaget den 1. september markerer starten på de politiske forhandlinger om Budget 2023. Med udgangspunkt i budgetforslaget vil et eventuelt økonomisk råderum give Borgerrepræsentationen mulighed for at prioritere nye tiltag i forbindelse med forhandlingerne eller tildele midler til eksisterende aktiviteter, f.eks. som følge af et bevillingsudløb. Dette gælder både på service- og anlægsområdet.

De politiske forhandlinger om Budget 2023 forventes at foregå i perioden fra den 2. september til den 16. september. Budgetforslaget og resultatet af forhandlingerne om Budget 2023 bliver forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse i forbindelse med andenbehandlingen af budgettet den 6. oktober 2022 og udgør herefter Københavns Kommunes vedtagne budget for 2023.

Tabel 1. Vigtige datoer i forbindelse med processen for Budget 2023

2022

Politisk behandling

21. april

Kultur- og Fritidsudvalgets andenbehandling af budgetbidrag 2023

18. august

Sidste ordinære udvalgsmøde før budgetforhandlingerne

25. august

Kultur- og Fritidsudvalgets opfølgende budgetmøde

1. september

BR behandler budgetforslag

(1. behandling)

2.-16. september

Budgetforhandlinger

6. oktober

BR behandler budgetforslag

(2. behandling)

 

Henvisning af ønsker til forhandlingerne om Budget 2023

De politiske forhandlinger om Budget 2023 sker primært på baggrund af budgetnotater, som beskriver en aktivitet eller et anlæg, der ønskes finansieret. Førend et budgetnotat udarbejdes af den relevante forvaltning, skal et budgetønske henvises til de politiske forhandlinger.

Et budgetønske kan henvises til de politiske forhandlinger på følgende tre måder:

  1. De kan henvises ved hensigtserklæringer fra tidligere politiske aftaler
  2. De kan henvises af Borgerrepræsentationen eller Kultur- og Fritidsudvalget
  3. De kan henvises af et medlem af Borgerrepræsentationen

Medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget kan stille et medlemsforslag til udvalget, hvis de ønsker et budgetnotat udarbejdet til forhandlingerne om Budget 2023.

Praksis i Kultur- og Fritidsforvaltningen er, at bestillinger på budgetnotater fra medlemmer af Borgerrepræsentationen normalt går gennem partiernes medlemssekretær. Medlemssekretærerne kan i samarbejde med det øvrige BR-sekretariat bistå med udformning af bestillingen på det ønskede budgetnotat og med at sende bestillingen til rette fagforvaltning. Hvis et KFU-medlem undtagelsesvist bestiller et notat direkte i Kultur- og Fritidsforvaltningen, tager forvaltningen hånd om, at bestillingen tilgår medlemssekretæren.

Budgetnotaterne, der vedrører anlægsprojekter (screenings-, planlægnings- og anlægsbevillinger), skal i en såkaldt ejendomsfaglig høring, der kræver en længere behandlingstid. Af hensyn til at budgetnotaterne skal ligge klar, når de politiske forhandlinger om Budget 2023 påbegyndes, er det hensigtsmæssigt at bestille budgetnotaterne i så god tid som muligt.

Kultur- og Fritidsudvalgets opfølgende budgetmøde afholdes den 25. august 2022. Her har udvalget mulighed for at drøfte budgetnotater og retning for de politiske forhandlinger på kultur- og fritidsområdet og vil blive præsenteret for foreløbige need to-sager mv. på udvalgets område.

Budgetnotater og oversigter til de politiske forhandlinger

Kultur- og Fritidsudvalget kan tilgå en særskilt hjemmeside, hvor alle færdige budgetnotater og en samlet oversigt over alle budgetønsker fremgår op til forhandlingerne. Siden opdateres løbende, efterhånden som budgetnotaterne er klar: www.kfu-budgetnotater.kk.dk.

Når Budget 2023 nærmer sig, vil der blive oprettet en særskilt fane til disse budgetnotater.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Budgethjemmesiden vil blive opdateret løbende frem mod de politiske forhandlinger om Budget 2023, efterhånden som budgetnotaterne henvises og udarbejdes.

Lars Laustrup                                            

/ Annegrete Vallgårda

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2022: 

Kultur- og Fritidsudvalget tog orienteringen til efterretning. 

Økonomichef, Annegrete Vallgårda, leder af Budget og opfølgning, Kristian Bay Knudsen, og Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, deltog under punktets behandling.

Til top