Mødedato: 21.04.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fejring i forbindelse med bygningspræmiering 2021

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til afholdelse af arrangement, der fejrer arkitekturen i forbindelse med bygningspræmiering fra 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i forbindelse med bygningspræmiering 2021 afholdes et arrangement på Rådhuset i forbindelse med prisoverrækkelse og offentliggørelse af vinder af publikumsprisen, jf. sagsfremstillingen.
  2. at der anvises 30.000 kr. på udvalgets disponible midler til formålet (konto: 3.35.64.1.)

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 27. maj 2021 en ny proces for bygningspræmiering 2021 og frem. Det blev besluttet ikke at afsætte midler til fortsat at afholde en prisoverrækkelse i forbindelse med den årlige præmiering. Udvalget foreslog, at denne kunne forestås af Modtagelsesudvalget, men dette har vist sig ikke at kunne lade sig gøre.

Teknik- og Miljøforvaltningen og stadsarkitekten har tilkendegivet, at det fortsat er ønskeligt med en prisoverrækkelse i festsalen på Rådhuset, da opmærksomheden på bygningspræmieringen beror på branchens opbakning. Det er en anledning til at sætte fokus på kvaliteten af det bebyggede miljø og påskønne de kræfter, som har tilført byens fysiske rammer særlig kvalitet.

Løsning

Der lægges med indstillingen op til, at der i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen afholdes en generel fejring af kultur og arkitektur og herunder en overrækkelse af præmier til årets bygningspræmierings vinderprojekter. Fejringen udføres med fokus på snitfladerne mellem kultur og arkitektur og, i den sammenhæng, byggeprojekters betydning for københavnernes liv i byen. Bl.a. skal et fagligt indslag være omdrejningspunkt for arrangementet.

Arrangementet afholdes som udgangspunkt i festsalen på Rådhuset en eftermiddag i maj 2022 med 100-150 deltagere. De inviterede er prismodtagere, bedømmelsesudvalg, presse og repræsentanter fra forvaltningerne, relevante interessenter som Arkitektforeningen, Ingeniørforeningen, Wonderful Copenhagen m.fl.

Det skønnes, at en sådan fejring vil kræve, at der tilføres projektet yderligere cirka 30.000 kr. årligt.

Forslag til program

  • Velkomst v. borgmesteren
  • Fagligt indslag
  • Stadsarkitekten om bygningspræmiering og årets projekter
  • Overrækkelse af præmier til præmierede arkitektteams
  • Offentliggørelse og overrækkelse af publikumsprisen
  • Reception

Økonomi

Ved behandlingen af indstillingen om ny proces for bygningspræmiering i maj 2021 blev der lagt op til, at et arrangement med prisoverrækkelse i festsalen ville kræve tilførsel af 20-30.000 kr. årligt. Det blev i den forbindelse ikke vedtaget at tilføre flere midler.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen lave de nødvendige forberedelser til arrangementet.

Esben Danielsen

  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2022: 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget lægger vægt på, at der ved bygningspræmieringen 2021 er tale om et pilotprojekt med henblik på en evaluering op imod Arkitekturåret i 2023, at der bliver tale om et folkeligt indslag, og at der i videst muligt omfang tilstræbes et offentligt arrangement. 

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, deltog under punktets behandling. 

Til top