Mødedato: 21.04.2005, kl. 16:00

Bæredygtige retningslinier for bygge- og anlægsarbejde i Dogme 2000 kommunerne - høring

Bæredygtige retningslinier for bygge- og anlægsarbejde i Dogme 2000 kommunerne - høring

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. april 2005

 

 

Sager til beslutning

 

22.      Bæredygtige retningslinier for bygge- og anlægsarbejde i Dogme 2000 kommunerne - høring

(KFU 150/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar.

 

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget har sendt forslag til retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne til høring i Kultur- og Fritidsudvalget og de øvrige udvalg.

Forslaget til retningslinier består af en række minimumskrav til alle byggeriets faser, lige fra planlægning og projekteringer til selve byggefasen og den efterfølgende drift og vedligeholdelse.

Københavns Kommune har siden 1998 haft sine egne miljøorienterede retningslinier for byfornyelse, støttet nybyggeri og kommunalt byggeri. Disse retningslinier er på nuværende tidspunkt ved at blive revideret og et sæt nye retningslinier for Københavns Kommune forventes forelagt Borgerrepræsentationen i september 2005.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår i høringsmaterialet, at dogmeretningslinierne bliver indarbejdet i Københavns Kommunes egne retningslinier. Københavns Kommunes egne retningslinier er generelt mere omfattende end dogmeretningslinierne. Der er dog enkelte områder, hvor dogmeretningslinierne går længere end de københavnske. Det drejer sig om krav til energiforbrug i nybyggeri samt krav til trafikstøj.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der er et stort miljømæssigt og økonomisk potentiale i at inddrage miljøhensyn i alle byggeriets faser. En række af kravene i forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri, er krav som Kultur- og Fritidsforvaltningen allerede stiller i dag i forbindelse med byggeri eller større renoveringsarbejder. Forslaget til retningslinier indeholder dog også krav, som vurderes at ville indebære betydelige merudgifter i kommende anlægssager. Som eksempler kan nævnes kravene om udskiftning af jord samt kravene om materialevalg.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget har på sit møde den 4. april 2005 (bilag 1) besluttet, at sende et forslag til retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne i høring i Kultur- og Fritidsudvalget og de øvrige udvalg.

Borgerrepræsentationen tiltrådte i juni 2001 samarbejdsaftalen om Dogme 2000 for kommuner og miljø. Dogme 2000 samarbejdet indebærer bl.a., at kommunerne skal efterleve miljømæssigt bæredygtige retningslinier inden for bygge- og anlægsområdet. Dogmekommunerne har i den forbindelse besluttet, at der skal udarbejdes et sæt fælles retningslinier for byggeri og anlæg, og det er disse retningslinier som nu bliver forelagt til politisk godkendelse i de fem kommuner, der på nuværende tidspunkt deltager i Dogme 2000 samarbejdet.

Formålet med retningslinierne er at sikre, at miljø vægtes på linie med arkitektur, funktion og økonomi i alle faser af bygge- og anlægsprojekters livscyklus.

Københavns Kommune har siden 1998 haft sine egne miljøorienterede retningslinier for byfornyelse, støttet nybyggeri og kommunalt byggeri. Disse retningslinier er ved at blive revideret og forventes forelagt Borgerrepræsentationen i september 2005.

Miljø- og Forsyningsudvalget foreslår, at forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne bliver indarbejdet i Københavns Kommunes egne retningslinier. Som tidligere nævnt er Københavns Kommunes egne retningslinier generelt mere omfattend e end dogmeretningslinierne.

 

Retningsliniernes indhold

Forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri gælder for alt kommunalt og kommunalt støttet byggeri og tilhørende anlæg i de kommuner, der deltager i Dogme 2000 samarbejdet.

Forslaget til retningslinier (bilag 2) består af en række minimumskrav, som er bygget op omkring planlægning, projektering, byggefasen, samt drift og vedligeholdelse. Herunder er opstillet en række krav under temaerne bebyggelse, forsyningsområdet, materialevalg, ressourceforbrug, udførelse, drift og vedligehold samt udearealer. Desuden er der stillet krav om miljørigtig projektering.

 

Forskelle og forbehold

Miljø- og Forsyningsudvalget foreslår som nævnt, at forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri bliver indarbejdet i Københavns Kommunes egne retningslinier, som på nuværende tidspunkt er ved at blive revideret. Københavns Kommunes egne retningslinier er generelt mere omfattende end dogmeretningslinierne. Der er dog enkelte områder, hvor dogmeretningslinierne går længere end de københavnske. Det drejer sig om krav til energiforbrug i nybyggeri samt krav til trafikstøj.

 

Krav til energiforbrug i nybyggeri

Den mest markante forskel i retningslinierne er på energiområdet, hvor dogmeretningslinierne i forbindelse med de nye krav i bygningsreglementet, foreslår, at:

"Energiforbrug i bygninger skal være på minimum bygningsreglementets niveau, dog minimum klasse 2 ved nybyggeri"

I praksis vil dette krav indebære, at energiforbruget i nybyggeri skal være 25 % lavere end det bygningsreglementet foreskriver.

Miljø- og Forsyningsudvalget anbefaler i høringsmaterialet, at Københavns Kommune tager forbehold på dette punkt, indtil det er nærmere undersøgt, hvad det vil indebære at skærpe kravene ud over bygningsreglementets krav, samt hvad der skal til af virkemidler for at overholde et sådant krav.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i Miljø- og Forsyningsudvalgets forbehold.

 

Krav til trafikstøj

Dogmeretningslinierne stiller krav om, at:

"Der sikres mod trafikstøj: Højst 55 dB(A) på minimum en af boligens facader, øvrige facader maks. 65 dB(A)"

Kravet om 55 dB(A) er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning af 9. juni 2004 (Trafik og miljøplan), hvori der er stadfæstet en tilsvarende grænse. I Kommuneplan 2001 og i forslag til Kommuneplan 2005 opereres med maksimum 70 dB(A). Der er dog igangsat en nærmere undersøgelse af bl.a. konsekvenserne af en sænkning til 65 dB(A). Indtil disse resultater foreligger, foreslår Miljø- og Forsyningsudvalget, at Københavns Kommune tager forbehold for dette krav.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i Miljø- og Forsyningsudvalgets forbehold.

 

Øvrige krav

Udover energiforbrug og trafikstøj er der en række mindre forskelle på dogmeretningslinierne og de københavnske retningslinier. Forskellene skyldes primært, at dogmeretningslinierne bygger på virkemidler, mens de københavnske retningslinier i høj grad fokuserer på funktionsorienterede mål suppleret med forslag til mulige virkemidler.

Dogmeretningslinierne foreslår fx, at:

"Ressourceforbruget skal overvåges ved hjælp af CTS-anlæg"

I det københavnske oplæg til reviderede retningslinier opereres med en generel overvågning i form af grønne regnskaber, frem for at kræve en specifik type værktøj til overvågning.

Miljø- og Forsyningsudvalget anbefaler i høringsmaterialet, at Københavns Kommune godkender dogmeretningslinierne med den bemærkning, at der i retningslinierne åbnes op for, at der kan benyttes andre virkemidler end retningslinierne foreskriver, såfremt det kan dokumenteres, at der kan opnås tilsvarende miljøeffekt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i Miljø- og Forsyningsudvalget bemærkning om muligheden for at benytte andre virkemidler.

 

Forvaltningens indstilling

På baggrund af ovenstående bemærkninger har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et forslag til Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar (bilag 3).

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der er et stort miljømæssigt og økonomisk potentiale i at inddrage miljøhensyn i alle byggeriets faser. Miljøhensyn inddrages også i stor udstrækning i dag, i forbindelse med byggeri eller større renoveringsarbejder i forvaltningens regi.

Byggesager er desuden medtaget på Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes i forbindelse med udarbejdelse af indstillinger til Kultur- og Fritidsudvalget. På den måde er det synligt for politikerne, hvorvidt der er inddraget miljøhensyn i de pågældende byggesager, der forelægges Kultur- og Fritidsudvalget.

En række af kravene i forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri, er krav som Kultur- og Fritidsforvaltningen allerede stiller i dag i forbindelse med byggeri eller større renoveringsarbejder. Retningslinierne indeholder dog også nye krav, som vurderes at ville indebære betydelige merudgifter i kommende anlægssager. Som eksempler kan nævnes kravet om udskiftning af jord i afsnittet om planlægning samt kravene om materialevalg i afsnittet om projektering.

I høringsmaterialet fremgår det, at forslaget til retningslinier ikke i sig selv vil medføre øgede omkostninger for byggeriet. Argumentet er bl.a., at de eventuelle merudgifter, der vil være ved planlægning, projektering og udførelse af byggeriet, vil kunne udlignes gennem lavere driftsomkostninger og længere levetid. Kultur- og Fritidsforvaltningen er ikke enig i denne vurdering. Forvaltningen kan ikke umiddelbart se, hvordan fx merudgiften til kravene om udskiftning af jord, samt en række af kravene om valg af materialer, kan udlignes via lavere driftsomkostninger og længere levetid.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i Miljø- og Forsyningsudvalget anbefalinger vedrørende forbehold for energiforbrug på bygninger og trafikstøj, samt at der bør åbnes op for at benytte andre virkemidler end retningslinierne foreskriver, såfremt det kan dokumenteres, at der opnås en tilsvarende miljøeffekt.

Forslaget til retningslinier indeholder desuden et krav om opsætning af bimålere (varme) ved et forbrug større end 50 MWh/år. I nogle ejendomme vil opfyldelse af dette krav medføre betydelige investeringer, som formentligt ikke vil kunne finansieres via de opnåede energibesparelser. I den forbindelse foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at kravet kun skal gælde, hvis dette tiltag medfører en totaløkonomisk gevinst.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste.

Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

"Fej for egen dør" - Drift og udvikling af Kommunens forvaltning, institutioner og virksomheder:

"Kommunerne skal efterleve miljømæssigt bæredygtige retningslinier inden for bygge- og anlægsområdet." (Dogme 2000).

De foreslåede retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg medvirker til at opfylde målet i Dogme 2000 Samarbejdet om, at de deltagende kommuner skal efterleve miljømæssigt bæredygtige retningslinier inden for bygge- og anlægsområdet.

 

ØKONOMI

Det fremgår af høringsmaterialet, at forslaget til retningslinier for miljørigtigt byggeri ikke vil have økonomiske konsekvenser med de forbehold Miljø- og Forsyningsudvalget har stillet med hensyn til energiforbrug og trafikstøj. Et argument der fremføres er bl.a., at det i de tilfælde, hvor der vælges løsninger, der går ud over de sædvanlige rammer, ofte vil kunne udlignes gennem lavere driftsomkostninger og længere levetid.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i, at en række af kravene vil medføre merudgifter til selve byggeriet, men at udgiften vil blive udlignet gennem lavere driftsomkostninger. Som tidligere nævnt kan forvaltningen dog ikke umiddelbart se, hvordan fx merudgiften til udskiftning af jord, samt en række af kravene om valg af materialer, kan udlignes via lavere driftsomkostninger og længere levetid. Her må der påregnes betydelige merudgifter, da fx udskiftning af jord ofte er en relativ bekostelig affære.

 

BILAG

1. Miljø- og Forsyningsforvaltningens indstilling om retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne

2. "Miljørigtig projektering – en smal sag" – Forslag til retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne

3. Forslag til Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar

 

Carsten Haurum

/Olga Brüniche-Olsen

 


 

Til top