Ændring af bestemmelserne om indstillingsudvalg i fundats for Jacob og Helene Michaelsens Fond
Ændring af bestemmelserne om indstillingsudvalg i fundats for Jacob og Helene Michaelsens Fond
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 21. april 2005
Sager til beslutning
16. Ændring af bestemmelserne om indstillingsudvalg i fundats for Jacob og Helene Michaelsens Fond
(KFU 153/2005)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og
Fritidsudvalget anbefaler,
at Borgerrepræsentationen tiltræder, at bestemmelserne om valg af medlemmer til indstillingsudvalg i fundats for Jacob og Helene Michaelsens Fond ændres, således at borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er fast medlem af indstillingsudvalget i Jacob og Helene Michaelsens Fond.
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 4. november 2004 en
indstilling om, at fundatsen for Jacob og Helen Michaelsens Fond ændres således,
at det af Borgerrepræsentationen udpegede medlem fremover er den til enhver tid
værende borgmester for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Civilstyrelsen har i brev af 21. januar 2005 godkendt ændringen under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen samtykker i ændringen.
SAGSBESKRIVELSE
Den Samlede Magistrat godkendte den 15. december 1997 at
Fundatsen for Jacob og Helene Michaelsens Fond blev ændret, således at Kultur-
og Fritidsudvalget blev indsat som fondsbestyrelse.
Herudover blev der i fundatsen oprettet et
indstillingsudvalg på 3 medlemmer, bestående af et medlem udpeget af
Borgerrepræsentationen af og blandt sine medlemmer, en efterkommer af fundators
familie og forstanderen for Børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde.
Beklageligvis burde bestemmelsen om
indstillingsudvalget i sin tid have haft en anden ordlyd, da det var hensigten,
at borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle være
kommunens faste repræsentant i indstillingsudvalget. Idet borgmesteren i
forvejen deltager i det årlige møde i Tilsynsrådet som forvaltningens
repræsentant, er det mest hensigtsmæssigt, at borgmesteren også deltager som kommunens
repræsentant i indstillingsudvalgets årlige møde.
Derfor godkendte Kultur- og Fritidsudvalget den 4. november 2004
en indstilling om, at fundatsen ændres således, at medlemmet - udpeget af
Borgerrepræsentationen blandt sine medlemmer - fremover er den til enhver tid
værende borgmester for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Civilstyrelsen har efterfølgende i brev af 21. januar 2005 godkendt ændringen, men forudsætter i sin tilladelse, at Borgerrepræsentationen samtykker i ændringen.
Dette er baggrunden for nærværende indstilling.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet
af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes.
ØKONOMI
Forslaget har ingen
økonomiske konsekvenser.
HØRING
Der er ikke foretaget høring.
BILAG
1. Fundats af
22. juni 2000 for Jacob og Helene Michaelsens Fond - fremlægges
Carsten Haurum
/Birgitte Rasmussen