Godkendelse af høringssvar til forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v.
Godkendelse af høringssvar til forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v.
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 21. april 2005
Sager til beslutning
13. Godkendelse af høringssvar til forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v.
(KFU 158/2005)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender vedlagte udkast til svarbrev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
RESUME
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i mail af 6. april 2005 sendt forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v. til høring med anmodning om svar senest den 11. april 2005. Lovforslaget fremsættes i Folketinget den 20. april 2005.
Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget sender det som bilag 2 vedlagte svarbrev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
SAGSBESKRIVELSE
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i mail af 6. april 2005 sendt forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v. til høring med anmodning om svar senest den 11. april 2005. Lovforslaget fremsættes i Folketinget den 20. april 2005. Forvaltningen har i brev af 11. april 2005 – bilagt nærværende indstilling med bilag - beklaget den meget korte høringsfrist, der umuliggør en realistisk politisk behandling af lovforslaget inden fremsættelsen i Folketinget. Samtidig har forvaltningen anført, at Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger vil blive fremsendt umiddelbart efter udvalgets møde den 21. april 2005.
Lovforslaget ophæver den hidtidige lov om butikstid og regulerer samtlige butikker, hvorfra der foregår detailsalg. Samtidig ændres restaurationsloven, så der fremover kan drives detailhandel fra restaurationer, ligesom næringsloven ændres således, at tilladelse til omførsel af varer udvides til at gælde alle fødevarer og øvrige dagligvarer, dvs. varer, der forsvinder ved forbrug.
De væsentligste ændringer i lovforslaget er, at
· alle butikker kan holde åbent den første søndag i hver måned
· alle butikker kan holde åbent alle søndage i december før juleaften
· alle butikker kan herudover holde åbent 6 løse søndage om året. Søndagene kan placeres frit, dog skal minimum 2 søndage placeres i juli/august måned af hensyn til turisterhvervet.
Den tilladte åbningstid på søndage er fortsat fra kl. 10 - 17, ligesom butikkerne fortsat kan holde åbent fra mandag morgen kl. 06.00 til den efterfølgende lørdag kl. 17 - døgnet rundt. Nytårsaften må der fremover generelt kun holdes åbent til kl. 15.00.
Lovforslaget indeholder samtidig bestemmelse om, at alkohol fremover må sælges hele døgnet.
Den tidligere bestemmelse om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kan tillade søndagsåbent ved ganske særlige lejligheder, udgår, da muligheden for søndagsåbning nu udvides betydeligt.
Samtidig bliver det muligt fremover at kombinere detailsalg og restaurationsdrift, så der i alle butikker kan ske servering og fra restaurationer kan ske detailsalg. Dette har hidtil været begrænset af restaurationslovens bestemmelser. Hvis der sker servering i en detailforretning skal der opnås næringsbrev og alkoholbevilling på lige fod med restaurationer.
Endelig vil det fremover blive muligt at sælge alle dagligvarer udenfor fast forretningssted, f.eks. fra en bil. Ved dagligvarer forstås varer, er forbruges samtidig med at de bruges. Undtaget herfra er dog tobak, alkohol og fyrværkeri.
Loven træder i kraft den 1. juli 2005. Der skal fremsættes forslag om revision af loven i folketingsåret 2009/10.
Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget sender det som bilag 2 vedlagte svarbrev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser.
HØRING
Der er ikke foretaget høringer.
BILAG
1. Forslag til lov om detailsalg fra butikker m.v.
2. Udkast til svarbrev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
3. Forvaltningens svar af 11. april 2005
/Birgitte Rasmussen