Mødedato: 19.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til bæredygtigt event og bæredygtige tiltag under Copenhagen Fashion Week

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Copenhagen Fashion Week om 550.000 kr. i 2020 i tilskud til et bæredygtigt event samt øvrige bæredygtighedstiltag under modeugen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 550.000 kr. til Copenhagen Fashion Week i 2020, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Copenhagen Fashion Week (CPHFW) søger Kultur- og Fritidsudvalget om 550.000 kr. i 2020 i tilskud til et bæredygtigt event samt øvrige bæredygtighedstiltag under modeugen. Ambitionen er, at modeugen skal udvikle sig til den mest bæredygtige på internationalt plan.

Der er ikke afsat midler til formålet på budgettet.

Løsning

Gennem et partnerskab med Københavns Kommune ønsker CPHFW at styrke historiefortællingen om København som grøn modemetropol ved at igangsætte nye projekter og initiativer, der gavner den grønne dagsorden.

Et tilskud fra Københavns Kommune vil understøtte tre centrale projekter vedrørende modeugens bæredygtige udvikling (se bilag 1):

  1. Copenhagen Fashion Weeks treårsplan (2020-2022), der bl.a. angiver, hvilke minimumsstandarder showbrands skal leve op til for at måtte deltage på modeugen fra 2022. Arbejdet med treårsplanen påbegyndes i 2019.

     

  2. Kortlægning af Copenhagen Fashion Weeks samlede CO2 aftryk. Kortlægningen skal kunne anvendes som best practice til øvrige events, der afholdes i København, så det sikres, at byens kulturudbud alle arbejder henimod et reduceret klimaaftryk.

     

  3. Afholdelse af to halvårlige seminarer i Rådhushallen (i foråret og i efteråret, dvs. ”mellem modeuger”) med nyt overliggende tema hver gang fx ”Klima og mode”, ”Plastik og mode”, ”Bæredygtigt forbrug” mv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

 

                                                         / Aravni Elisabeth Jakobsen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2019:

Franciska Rosenkilde anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 100.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

Til top