Mødedato: 17.12.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Forlængelse af hjælpepakke til det københavnske kultur- og fritidsliv som følge af Covid-19 krisen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forlængelse af initiativer i hjælpepakken til det københavnske kultur- og fritidsliv som følge af Covid-19 krisen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der ikke reduceres i driftstilskud på kultur- og fritidsområdet, selvom aktiviteter før 1. juli 2021 ændres, indskrænkes eller aflyses som følge af Covid-19 krisen og medfølgende restriktioner.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 31. marts 2020 en hjælpepakke til det københavnske kultur- og fritidsliv som følge af Covid-19 krisen. Som en del af hjælpepakken blev det besluttet, at der ikke reduceres i tilskud på kultur- og fritidsområdet, selvom aktiviteter indskrænkes eller aflyses som følge af Covid-19 krisen. Den vedtagne hjælpepakke omhandler tilskud for 2020.

Covid-19 krisen ser ud til at fortsætte ind i 2021, hvilket kan påvirke tilskudsmodtageres mulighed for at efterleve aktivitetsmål for 2021. De økonomiske konsekvenser ved manglende målopfyldelse kan afhjælpes med en forlængelse af aftalen om, at tilskudsmodtagere med driftstilskud ikke reduceres i tilskud selvom aktiviteter ændres, indskrænkes eller aflyses som følge af Covid-19 krisen.

Løsning

Det står nu klart, at Covid-19 krisen og medfølgende restriktioner også vil påvirke tilskudsmodtageres aktiviteter og økonomi i 2021. Modtagere af driftstilskud er særligt udsatte, da de har løbende driftsomkostninger og er underlagt krav om et jævnt aktivitetsniveau over året. Selv få måneder med restriktioner vil derfor påvirke tilskudsmodtageres mulighed for at leve op til aktivitetskravene for 2021. 

Modtagere af driftstilskud går ind i 2021 med en udfordret økonomi som følge af Covid-19 krisen. En forlængelse af beslutningen om, at der ikke reduceres i tilskud på kultur- og fritidsområdet, selvom aktiviteter indskrænkes eller aflyses som følge af Covid-19 krisen, vil give tilskudsmodtagerne en tiltrængt sikkerhed for vilkårene for tilskuddet fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

En forlængelse indebærer, at tilskudsmodtagerne, selvom aktiviteter indskrænkes, ændres eller aflyses som følge af Covid-19 krisen, kan anvende det tildelte tilskud inden for betingelserne for bevillingen i øvrigt. Tilskudsmodtagere har en grundlæggende forpligtelse til at minimere tab, men opfordres samtidig til fortsat planlægning af aktiviteter og betaling af kunstnere og regninger, for på den måde at begrænse konsekvenserne af Covid-19 krisen og forberede en fuld genåbning af samfundet.

Tilskudsmodtagere skal aflægge regnskab for udgifterne på de vilkår, der er beskrevet i tilskudsaftalen. Nogle tilskudsmodtagere er omfattet af statslige kompensationsordninger i forbindelse med Covid-19 krisen. Eventuel statslig kompensation skal fremgå ved regnskabsaflæggelse, så forvaltningen kan føre tilsyn med, at tilskudsmodtager ikke modtager dobbelt kompensation for udgifter.

Beslutningen vedrører ikke tilskud givet i medfør af folkeoplysningsloven. Muligheden for at fravige tilskudsbetingelser for tilskud med hjemmel i folkeoplysningsloven er reguleret ved bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den fri folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19. Københavns Kommune har i regi af 6-by samarbejdet opfordret kulturministeren til at forlænge bekendtgørelsen, som pt. ophører pr. 1. marts 2021 i henhold til lov nr. 241 af 19. marts 2020. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterer berørte tilskudsmodtagere i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.

 

Mette Touborg

                                                                 / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top