Mødedato: 17.12.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

B-sag: Godkendelse af rammeaftaler for de regionale spillesteder 2021-2024

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til rammeaftalerne for de to regionale spillesteder VEGA og ALICE for perioden 2021-2024.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender rammeaftalerne for de udpegede regionale spillesteder VEGA og ALICE for perioden 2021-2024

Problemstilling

I henhold til lov om musik er der blevet udpeget regionale spillesteder for perioden 2021-2024.

Den 30. januar 2020 indstillede Kultur- og Fritidsudvalget, at VEGA og ALICE blev udpeget som regionale spillesteder i København for den kommende periode. VEGA blev indstillet med et årligt kommunalt tilskud på 2,592 mio. kr., mens ALICE blev indstillet med et årligt kommunalt tilskud på 2,074 mio. kr.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik besluttede den 28. april 2020 at udpege VEGA og ALICE som regionale spillesteder i København for perioden 2021-2024.

På baggrund af spillestedernes ansøgning og strategi, har Statens Kunstfond udarbejdet rammeaftaler for VEGA og ALICE (bilag 1 og 2) for den kommende periode 2021-2024, som anbefales godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

Efter den endelige udpegning har aftaleparterne Statens Projektstøtteudvalg for Musik, Københavns Kommune og spillestederne VEGA og ALICE i løbet af efteråret justeret de tidligere indsendte strategier (bilag 3 og 4), der danner baggrund for de 4-årige rammeaftaler.

Rammeaftalerne træder i kraft pr. 1. januar 2021 og løber indtil den 31. december 2024, medmindre andet aftales.

Rammeaftalernes overordnede indhold

De regionale spillesteder i Danmark skal realisere deres mål og visioner gennem målrettede aktiviteter inden for to opgaveområder:

  1. Koncertvirksomhed
  2. Udvikling af musiklivet, herunder talent, vækstlag og smalle genrer

For koncertvirksomheden er det en forventning, at spillestedet arbejder målrettet med:

  • Særskilte mål, metoder og indikatorer for små (K1), mellemstore (K2) og store (K3) koncerter
  • Udvikling af eksisterende og nye publikumssegmenter
  • Kommunikation og markedsføring, som rækker ud lokalt og i landsdelen
  • Koncertvirksomhed på spillestedet og udenfor spillestedet

For udvikling af musiklivet, herunder talent, vækstlag og smalle genrer er det en forventning, at spillestedet arbejder målrettet med:

  • Publikumsudvikling, hvor spillestedets årsrapporter bl.a. skal indeholde en status med kortlægning og analyse af forandringer af det eksisterende og potentielle publikum
  • Rådgivning og formidling af nyt talent, vækstlag og smalle genrer
  • Samarbejde med lokale aktører, f.eks. andre spillesteder, foreninger, festivaler, kulturinstitutioner og skoler
  • Samarbejde med landsdækkende aktører, herunder:
  • - at styrke vækstlag og smalle genrer i samarbejde med genreorganisationer og andre spillesteder
  • - at styrke formidlingen af levende musik i skolen til elever i grundskolen i samarbejde med Levende Musik i Skolen (LMS)

Det er desuden en forventning, at spillestedet - ud fra sin regionale virkelighed og ressourcemæssige egenart - styrker regionalsamfundets vilje til at understøtte musiklivet og det regionale spillested som knudepunkt for udvikling af en mangfoldighed af rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet.

Specifikke kriterier fra Københavns Kommune

Kultur- og Fritidsudvalget har på mødet den 26. november 2020 vedtaget en handleplan for ligestilling.

Det blev bl.a. besluttet, at der skal tilføjes et yderligere krav i flerårige aftaler med et tilskud over 0,5 mio. kr. Det gælder således både for VEGA og ALICE.

Følgende nye krav indgår derfor i rammeaftalerne: I forbindelse med de årlige ledelsesberetninger skal der indgå en refleksion over ligestilling i institutionens organisation og aktivitet.

Derudover fremgår følgende afsnit i rammeaftalen:

"Det er en forudsætning for tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget, at ansøger og dennes samarbejdspartnere, herunder sponsorer, opfylder Københavns Kommunes krav om arbejdsklausuler og sociale klausuler; dvs. forventninger til løn - og arbejdsvilkår, herunder arbejdstid, opholds – og arbejdstilladelser, samt ansættelse af praktikanter mv., jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 10. november 2016."

COVID-19

På grund af den nuværende situation er følgende tekst vedr. COVID-19 indsat i rammeaftalerne:

"På tidspunktet for indgåelsen af denne aftale er spillestedets virksomhed markant påvirket af pandemien COVID-19 og de afledte begrænsninger af forsamlingsfriheden mv. Denne aftale og spillestedets strategi er udarbejdet med den forudsætning, at epidemien vil aftage, således at situationen for hele aftaleperioden vil være normaliseret. Hvis spillestedet som følge af COVID-19 pandemien må afvige fra de aftalte mål, skal afvigelserne forklares i spillestedets budget og årsrapport, medmindre andet aftales."

Økonomi

I henhold til Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning af 30. januar 2020 er der anvist dækning til de regionale spillesteder VEGA og ALICE på konto 03.35.63 Musikarrangementer for udgiften på 4,67 mio. kr. (2019 p/l) i perioden 2021-2024.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender rammeaftalerne, kan aftalerne underskrives af aftaleparterne og træde i kraft.

Mette Touborg

                                                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2020:

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Til top