Mødedato: 16.06.2020, kl. 15:00
Mødested: Udvalgsværelse D (Rådhuset, 1. sal)

Udbud af drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen skal sendes i udbud og herunder også beslutte den økonomiske ramme for udbudet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen sendes i udbud i efteråret 2020 med indgåelse af ny fire-årig driftsaftale fra 2021 og en årlig økonomisk ramme på 4,875 mio. kr. i 2021 faldende til 4,5 mio. kr. i 2024.

Problemstilling

Aftalen med I/S Hafnia-Hallen om drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen udløber den 31. januar 2021.

Der skal tages stilling til den fremtidige drift. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at der foretages et udbud af drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen, for at afdække markedet og at der herefter indgås en ny fire-årig driftsaftale fra 2021.

Løsning

Hafnia-Hallen blev i 2018 taget i brug som erstatning for den tidligere Club Danmark Hal. Drift og indvendig vedligehold af hallen blev sendt i udbud, der blev vundet af I/S Hafnia-Hallen, som siden har drevet hallen. Hafnia-Hallen rummer i alt 9.136 m2 og visionen for byggeriet var, at det skulle være en levende og multianvendelig hal, der rummer et bredt udvalg af idrætsfaciliteter i form af en attraktiv facilitet med ”haller inde i hallen”. 

Som følge af den nuværende driftaftales udløb, vil forvaltningen i efteråret 2020 gennemføre udbud af drift og indvendig vedligehold for en fire-årig periode med ikrafttræden den 1. februar 2021.

Jf. den gældende driftsaftale modtager I/S Hafnia-Hallen i dag knap 5 mio. kr. i årlig driftsstøtte. I/S Hafnia-Hallen har drevet hallen siden dens åbning i 2017, på baggrund af en driftsaftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen. I/S Hafnia-Hallen har drevet hallen på tilfredsstillende vis i perioden og levet op til aktivitetsmål i aftalen.

Forvaltningen indstiller, at det kommende udbud af Hafnia-Hallen får reduceret driftsbudgettet med 125.000 kr. om året i perioden, således at tilskuddet i 2024 vil være på 4,5 mio. kr. (p/l 2020). I det første udbud af Hafnia-Hallen var der fokus på at afprøve andre modeller for drift, der kunne tiltrække nye interessenter, idéer og tilgange i drift samt opbygning af en ny driftsorganisation. Da disse mål er nået, og der er etableret en organisation, der varetager stabil drift og udvikling af hallen, formodes tilskudsbehovet og den ekstra indsats til opbygning af en ny institution ikke længere at være det samme.

Det er ikke muligt at benchmarke 1:1 mod kommunale faciliteter, da der dels ikke findes en tilsvarende institution, dels driftsvilkårene hvad angår stordriftsfordele, moms mm. er forskellige i kommunale og privat drevne institutioner. Det tætteste, man kommer på en sammenlignelig institution er Nørrebrohallen, som har nogenlunde samme størrelse og belægningsgrad. Nørrebrohallen har imidlertid væsentligt større egenindtjening (6,2 mio. kr. mod Hafniahallens 3,6 mio. kr.) Det er forvaltningens vurdering, at Hafniahallen kan øge egenindtjeningen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil i efteråret forelægge en indstilling om visioner og kriterier for drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen som grundlag for udbud af drift og indvendig vedligehold

Hvis indstillingen godkendes, sendes drift og indvendig vedligehold af Hafnia-Hallen i udbud
med en årlig sum på knap 4,5 mio. kr. i efteråret 2020.

Skulle det ske, at der ikke er nogen, der byder på opgaven, vil driften blive varetaget af Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om udfaldet af processen.

Mette Touborg

  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen med den ændring, at den nuværende aftale forlænges til den 31. marts 2021, og at sagen sendes i udbud med henblik på en 5-årig aftale.

Der blev begæret afstemning om et ændringsforslag om, at der samlet set er tale om en effektivisering på 0,5 mio. kr. over 5 år, svarende til 100.000 kr. årligt i perioden. 

Et flertal (Tue Hækkerup, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Flemming Steen Munch og Christopher Røhl Andersen) stemte for ændringsforslaget.

Et mindretal (Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen og Maria Frej stemte imod).

Ændringsforslaget blev således godkendt.

 

 

Til top