Håndtering af medlemsforslag om buster af kvinder på Københavns Rådhus
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte og tage stilling til, om der ønskes fremstillet en eller flere buster af kvinder på Rådhuset samt forslag til finansiering. Hvis udvalget ønsker, at der skal fremstilles buster af kvinder til Rådhuset, skal der tages stilling til, hvor mange og af hvilke kvinder.
Efter udvalgshenvisning fra Borgerrepræsentationen den 24. august 2023 (bilag 1) drøftede Gruppeforpersonskredsen medlemsforslaget den 23. februar 2024 og anmodede om en sag med 3-5 forslag til fremtrædende kvinder, herunder Ritt Bjerregaard, med væsentlig betydning for København (bilag 2). Efterfølgende blev sagen sendt til Kultur- og Fritidsudvalget for at arbejde videre med sagen (bilag 3).
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede og godkendte den 28. januar 2025 principper for udvælgelse af nye buster af kvinder samt proces for beslutning om, hvorvidt der ønskes en fremstilling af en eller flere buster af kvinder til Rådhuset (bilag 4). Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på dette møde principper for udvælgelse af kvinder til busterne. De godkendte principper for udvælgelse er:
- Borgmestre eller andre markante kvindelige politikere i København
- Betydningsfulde kvindelige kunstnere eller forskere i København
- Markante erhvervsdrivende kvinder i København
Rådet for Visuel Kunst blev den 3. marts 2025 forelagt sagen og har afgivet høringssvar om forslag til proces for udvælgelse af kunstnere til fremstilling af buster (bilag 5). Rådet opfordrer blandt andet til, at valg af kunstnere foregår igennem åbne idé- og skitsekonkurrencer, samt at nye portrætter forholder sig til den samtid, de bliver produceret i.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager Rådet for Visuel Kunsts høringssvar til efterretning
- at Kultur- og Fritidsudvalget, på baggrund af Rådets høringssvar, tager stilling til om, der ønskes fremstillet en eller flere buster af kvinder til Rådhuset.
- at Kultur- og Fritidsudvalget, hvis der ønskes buster af kvinder til Rådhuset, tager stilling til, hvor mange buster og af hvilke kvinder
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 24. august 2023 at udvalgshenvise ”medlemsforslag om fremstilling af og placering af en buste af Ritt Bjerregaard” til Gruppeforpersonskredsen med inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 1)
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 28. januar 2025 en proces for håndtering af medlemsforslaget (bilag 4). Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der ønskes fremstillet en eller flere buster af kvinder til Rådhuset samt forslag til finansiering.
Løsning
Gruppeforpersonkredsens anbefaling
Gruppeforpersonskredsen anbefalede efter indstilling fra Økonomiforvaltningen, at der arbejdes videre med fremstillingen af en eller flere buster med udgangspunkt i, men ikke begrænset til, denne liste (bilag 2 og 3).
- Natalie Zahle (1827-1913)
- Johanne Luise Heiberg (1812-1890)
- Natasha Saad (1974-2007)
- Ritt Bjerregaard (1941-2023)
- Nina Bang (1866-1928)
- Emma Gad (1852-1921)Principper
Principper for udvælgelse
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 28. januar 2025 følgende principper for udvælgelse:
- Borgmestre eller andre markante kvindelige politikere i København
- Betydningsfulde kvindelige kunstnere eller forskere i København
- Markante erhvervsdrivende kvinder i København
Vedrørende det sidste princip om erhvervsdrivende kvinder i København, pointerede Kultur- og Fritidsudvalget den 28. januar2025, at begrebet ”erhvervskvinde” kan fortolkes bredt (bilag 4).
Rådet for Visuel Kunst
Rådet for Visuel Kunst har i sit høringssvar blandt andet opfordret til, at valg af kunstnere og kunstnerisk udformning foregår igennem åbne idé- og skitsekonkurrencer.
Rådet opfordrer ligeledes til, at nye portrætter forholder sig til den samtid, de bliver produceret i, og at eventuelle buster udformes med et mere nutidigt udtryk med mulighed for fortolkningslag. Høringssvaret i sin helhed kan læses i bilag 5.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalgets anbefaling sendes sagen videre til Gruppeforpersonskredsen med henblik på, at Gruppeforpersonskredsen bestiller et budgetnotat til budget 26, der beskriver en model for finansiering af en skitsekonkurrence samt budget for udarbejdelse af det valgte antal buster. I forbindelse med en skitsekonkurrence nedsættes et bedømmelsesudvalg med bl.a. inddragelse af Rådet for Visuel Kunst.
Mikkel Boje
/Marius Hansteen