Mødedato: 15.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på studietur til Hamborg

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter opfølgning på studierejse til Hamborg,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og eventuelt beslutter om der skal afsættes midler til kulturelle samarbejdsaktiviteter i 2014,
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget lader aktivitetsmidler på 800.000 kr. til kulturelt samarbejde med Hamborg indgå i forhandlingerne om budget 2015.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besøgte Hamborg d. 5.-7. maj 2014. Udvalget skal drøfte mulig opfølgning på studieturen.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalgets studietur afdækkede en lang række muligheder for samarbejde på det kulturelle område mellem Hamborg og København. Indsatserne ligger i forlængelse af det samarbejde, der blev igangsat med Budget 2012, hvor der blev afsat 800.000 kr. (p/l 2012) i 2012 og 2013 til konkrete kulturelle samarbejder.

Kultur- og Fritidsudvalgets rejse viste flere muligheder for fortsat samarbejde.

Kulturelle aktiviteter i 2014 og frem

Der er gennem 2012-13 etableret samarbejde mellem en række kulturelle aktører indenfor bl.a. museer, dans, bottom-up-byudvikling, midlertidig anvendelse af faciliteter mv. For at give samarbejderne mulighed for at fortsætte i 2014 kan der evt. afsættes f.eks. 200.000 kr. til aktiviteter. Endvidere foreslås det, at lade et beløb på 800.000 kr. indgå i forhandlingerne om budget 2015. Det er forvaltningens vurdering, at der skal afsættes særskilte midler til samarbejde mellem aktørerne i byerne, da deres aktiviteter og basisfinansiering er lokalt bundet op.

Infrastrukturelle tiltag

Det blev under besøget formuleret, at et fokus fra Hamborg og København og gerne også fra andre nordiske storbyer, er nødvendigt for at sikre en opgradering af infrastrukturen mellem byerne udover den faste forbindelse over Femern. Mange af de infrastrukturelle tiltag er nationale ansvarsområder, men det er byerne, der profiterer af dem. Opgraderingen er nødvendig for at nedbringe rejsetiden, hvilket traditionelt er en væsentlig forudsætning for øget samfærdsel. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil derfor tage kontakt til Økonomiforvaltningen, som er ansvarlig for infrastruktur og transport mhp. et styrket infrastrukturelt samarbejde med Hamborg og nordiske storbyer.

Byudvikling

Besøget viste mange sammenlignelige forhold mellem byudviklingen i Hamborgs Hafencity og den forestående udvikling i Nordhavn. Det blev klart at kultur og fritidsfaciliteter er indarbejdet i planen, så der kommer kultur- og fritidsfaciliteter til den nye bydel i takt med byudviklingen. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil derfor udarbejde forslag til en kulturel plan for Nordhavn mhp. at planen kan indgå i forhandlingerne om budget 2015.

Midlertidig anvendelse

Besøget viste at der er flere sammenlignelige udfordringer omkring midlertidig udnyttelse af kommunale og private faciliteter. Tilgangen til arbejdet er også forskelligt i byerne, hvor Københavns Kommune ofte samarbejder med aktører om udnyttelsen, hvor aktørernes tilgang i Hamborg kan være mere aktivistisk. Det fortsatte samarbejde og erfaringsudveksling vurderes at være til gavn for både administration og kulturelle aktører, hvorfor det fortsættes.

Økonomi

Såfremt udvalget beslutter at afsætte midler til aktiviteter i 2014 - f.eks. 200.000 kr. - vil der kunne anvises kassemæssig dækning på konto 3.35.64.1.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår aftaler med aktørerne om aktiviteter i 2014 og igangsætter de øvrige handlinger i indstillingen.

Carsten Haurum

                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. maj 2014:


Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen.

Til top