Mødedato: 14.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Arkitektkonkurrence for svømmefacilitet, foreningsfaciliteter og havnebad på Papirøen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til arkitektkonkurrence om svømmefacilitet, havnebad og foreningsfaciliteter på Papirøen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkast for vision og funktionsprogram for arkitektkonkurrence om  svømmefacilitet, foreningsfacilitet og havnebad på Papirøen.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender organisering og tidsplan for arkitektkonkurrencen.

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender en navnekonkurrence for den nye samlede vandattraktion på Papirøen.

Problemstilling

Det er med Budget 2017 besluttet at etablere en svømmefacilitet med foreningsfaciliteter og et havnebad på Papirøen. Det blev samtidig besluttet at afholde en arkitektkonkurrence for hele projektet.

Løsning

Status

Forslag til lokalplan for "Papirøen" er i offentlig høring og den endelige lokalplan forventes forelagt Borgerrepræsentationen i foråret 2017. Lokalplanen muliggør 5.000 m2 til offentlige formål på øens nordvestlige hjørne samt mulighed for køb af op til 4.000 m2 i øens haller.

Arkitektkonkurrence

Kultur- og Fritidsforvaltningen har med afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning fra 23. juni 2016 og Budget 2017 arbejdet videre med et konkurrenceprogram for kultur- og fritidsfaciliteterne på Papirøen. Konkurrenceprogrammet danner ramme om arkitektkonkurrencen. Vision og funktionsprogram i konkurrenceprogrammet er vedlagt i bilag 1. I konkurrenceprogrammet er der hertil tekniske afsnit af udbudsretlig karakter, der holdes fortroligt frem til konkurrencen udskrives.

Konkurrenceprogrammet er udarbejdet i dialog med foreninger, lokaludvalg, brugere, driftsfolk og Lokale & Anlægsfonden over flere dialogmøder og i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det samlede projekt bestående af svømmefacilitet, foreningsfaciliteter og havnebad går under arbejdstitlen "vandkulturanlæg", indtil der er fundet et officielt navn.

Følgende afsnit opsummerer profil og grundtanke for programmet:

Profil for vandkulturanlægget

Visionen er et ekstraordinært vandkulturanlæg på 5.000 m2, der tager udgangspunkt i nærheden til havnen i både aktiviteter, funktioner og design. En facilitet, som giver københavnerne og besøgende et rekreativt samlingspunkt i midten af København, og som trækker både national og international opmærksomhed.

Vandkulturanlægget skal give plads til vandoplevelser indenfor leg, bevægelse, læring, motion og wellness. Dertil skal stedet understøtte foreningslivet omkring havnen. 

Sigtet er at skabe en stærk sammenhæng mellem inde- og udefunktioner med aktiviteter til både gratister og betalende. Her skal bygningen med svømmefacilitet og foreningsfaciliteter tænkes funktionelt og arkitektonisk sammen med havnebadet og træbryggen.

Svømmefaciliteten

Det er med Budget 2017 besluttet, at svømmefaciliteten skal være af bydækkende karakter og på ca. 4.000 m2. Samtidig peger dialogmøderne på, at svømmefaciliteten også skal kunne rumme lokale behov som f.eks. svømmeundervisning for skoler.

Med udgangspunkt i dette foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen en svømmefacilitet med plads til både børnefamilier, foreninger, skoleelever, motionister og wellnesgæster. Dette sker ved at indtænke forskellige typer bassiner i svømmefaciliteten, der både rummer funktionsspecifikke krav til særlige typer aktiviteter og samtidig muliggør en multifunktionalitet. Her indeholder konkurrenceprogrammet krav til følgende typer bassiner for svømmefaciliteten:

  • 25 m bassin med minimum 6 baner

  • Lege- og undervisningsområde, f.eks. med balancebom, rutsjebane eller flydende legeland.
    Kan tænkes sammen med 25 m bassin og med passende dybde for børn og unge.

  • Et undervisningsbassin med passende dybde for børn og unge.

  • Et varmtvandsbassin. Skal være egnet til både babysvømning, gigtpatienter med adgang for gangbesværede og handicappede.

  • Velværebassin i wellnesområde, der kan tænkes sammen med sauna, dampbade mm. Målet er, at placeringen ud til havnen skal bidrage til en sanselig oplevelse.

I arkitektkonkurrencen ønskes en løsning for, hvordan der kan arbejdes med forskellige stemninger i svømmefaciliteten med afsæt i fordelingen af bassiner og brugere.

Havnebad

Havnebadet skal planlægges sammen med den samlede træbrygge, der påtænkes rundt om Papirøen. Dertil skal der være platformsarealer til ophold og med en bredde, så man kan passere uden hindring. Der søges tre type bassiner for havnebadet; mindre bassiner med fast bund, et udspringsområde samt et større havnebassin til motion. Hertil søges en badezone med mindst tre baner og med mulighed for 50 m bane. Det er en forudsætning, at By & Havn og Søfartstyrelsen godkender badezonen.

Havnebadet skal kunne bruges af vinterbadere og tænkes i tæt sammenhæng med svømmefaciliteten i forhold til støttefunktioner som omklædning, toiletter og saunafaciliteter.

Foreningsfaciliteter

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. juni 2016, at foreningsfaciliteterne skal have et omdrejningpunkt omkring havnen og det maritime. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i dialog med svømmeforeningerne HSK, MK 31 og idrætsforeningen DGI kvalificeret foreningsfaciliteterne, der samlet kan være op til 1.000 m2. Foreningsfaciliteterne skal understøtte foreningslivet på øen med støttefunktioner såsom klubfaciliteter, depotrum og omklædning samt større lokaler til events. Samtidig er det sigtet, at foreningsfaciliteterne og bryggens udformning skal give mulighed for maritime aktiviteter så som kajak, kano, stand up paddle og lignende. 

Ambitionen er, at foreningerne skal spille en aktiv rolle i aktiviteter og drift på stedet. Der skal i det videre udarbejdes en proces for, hvilke foreninger der skal være tilknyttet de nye foreningsfaciliteter.

Arkitektkonkurrence

Med Budget 2017 er både organisering og tidsplan for arkitektkonkurrencen besluttet. 

For organiseringen er det besluttet at arbejde videre med en dommerkomité med 2-3 fagdommere samt tre udvalgte politiske repræsentanter bestående af overborgmesteren, kultur- og fritidsborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren. De tre borgmestre var også dommere for idékonkurrencen for kommunale faciliteter på Papirøen, der blev afholdt i 2015.

Nordea Fonden støtter arkitektkonkurrencen med 2,1 mio.kr. og vil også indgå i dommerpanelet for arkitektkonkurrencen.

Arkitektkonkurrence bliver udskrevet i foråret 2017, og der forventes en offentliggørelse af vinderforslag i vinteren 2017.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil under arkitektkonkurrencen holde tæt kontakt til Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg og løbende orientere om status i processen.

Navnekonkurrence

Det samlede projekt med en svømmefacilitet med foreningsfaciliteter og havnebad har endnu ikke et fået et officielt navn. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at der parallelt med arkitektkonkurrencen igangsættes en navnekonkurrence for den nye samlede vandattraktion på Papirøen. En vinder af navnekonkurrencen bliver offentliggjort samtidig med vinderen af arkitektkonkurrencen.


Andre forhold på Papirøen

Der er lokalt en ide om et bibliotek og beboerhus på Papirøen. De to funktioner er ikke en del af arkitektkonkurrencen, og der er ikke afsat midler af til formålet.

Københavns Kommune har forkøbsret på op til 4.000 m2 i øens haller. Forkøbsretten gælder frem til ultimo 2017. Såfremt der skal arbejdes videre med kultur- og fritidsfunktioner, skal der afsættes midler til en planlægningsbevilling, hertil skal der i den videre proces findes finansiering til grundkøb og anlæg. 

I lokalplanen for Papirøen er der indtænkt en bred promenade rundt om hele øen med plads til ophold og nyde solen. I midten kommer et grønt byrum med træer og med plads til mindre begivenheder .

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkast til vision og funktionsprogram for konkurrenceprogrammet, vil dette materiale blive afsættet for det videre arbejde med en arkitektkonkurrence for projektet.

 

Mette Touborg 

                             /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at holde fast i visionen om et åbent Folkeoplysningens Hus, hvor der er plads til større aktiviteter for foreninger og aftenskoler i hele byen.

Til top