Mødedato: 14.10.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Brugsaftale for Teater ZeBU

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny brugsaftale for Teater ZeBU. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender brugsaftale med Teater ZeBU for 2021-2024, jf. bilag 1

Problemstilling

Børne- og ungdomsteatret ZeBU har siden 2010 benyttet ejendommen på Øresundsvej 4-6 på erhvervslejekontrakt med Københavns Ejendomme. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 25. januar 2018 at kommunalisere lejemålet efter ombygning, og at ombygningen ikke måtte betyde ændring af lejemålets størrelse eller øgede udgifter for parterne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Intern Revision og KEID etableret en tværgående taskforce, der har haft til opgave at opdatere forvaltningens tilskudsaftaler, så de lever op til Københavns Kommunes forretningscirkulære for ydelse af tilskud og huslejemodellen, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.

KEID har efter ombygning foretaget opmåling af ejendommen. Kultur- og Fritidsforvaltningen er sammen med KEID nået til enighed om lejemålets størrelse og budgetkompensation.

Brugsaftalen med ZeBU har været en del af arbejdet, og aftalen forelægges nu Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse.

Teater ZeBU har godkendt brugsaftalen.

Løsning

Om ZeBU

Teatrets formål er at præsentere forestillinger, der i tematik og scenekunstnerisk udtryk hovedsageligt henvender sig til skole- og familiepublikummet fra 5 år og op. Udover egne produktioner og gæstespil tilbyder teatret festivaler, workshops og undervisningsmateriale.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 16. juni 2020 besluttede udvalget at genudpege Teater ZeBU som Lille storbyteater i Københavns Kommune.

Teater ZeBU modtager et årligt tilskud på 3 mio. kr. som Lille storbyteater. Med denne brugsaftale vil teatret få stillet lejemålet vederlagsfrit til rådighed. Den vederlagsfri anvendelse svarer til 243.349,16 kr. pr. år. (2021 p/l). Dette beløb udlignes ved en teknisk korrektion af Lille storbyteater-tilskuddet.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for forvaltningen. Der føres et samlet regnskab for økonomiske konsekvenser i og mellem forvaltninger, som opgøres endeligt, når alle aftaler til ændring er godkendt. Kultur- og Fritidsudvalget vil få forelagt en indstilling om de samlede økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå brugsaftalen med Teater ZeBU.

 

Mette Touborg

                                                          / Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. oktober 2021:

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Til top