Ændring i Kulturhus- og biblioteksplan 2025-2028
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til ændring i Kulturhus- og biblioteksplan 2025-2028 (KUBI-planen), som udvalget vedtog den 22. februar 2025.
Udvalget besluttede den 10. juni 2025, på baggrund af et medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti, at forvaltningen skulle udarbejde et forslag til politisk behandling om ikke at reducere antallet af biblioteker i Københavns Kommune.
Forvaltningen foreslår derfor, at indsatsområdet i KUBI-planen ’Stærke lokale samlingspunkter’ justeres, så der i forbindelse med effektiviseringer eller samlokaliseringer af institutioner ikke reduceres i antallet af biblioteker i planperioden. Samtidigt tydeliggøres ambitionen om at skabe flere styrkede lokale samlingspunkter af høj kvalitet i bydelene gennem samlokaliseringer af kommunale tilbud.
Ændringen af planen for at bevare tyve biblioteker i planperioden vil i udgangspunktet betyde, at udvalget i forbindelse med årlige effektiviseringer på biblioteksområdet i stedet skal finde besparelser på bibliotekernes medarbejdere og/eller aktiviteter.
Hvis forvaltningens forslag til tilpasning af indsatsområdet ikke godkendes, vil forvaltningen vende tilbage med en mere vidtgående revision af indsatsområdet ’Stærke lokale samlingspunkter’, hvor samlokalisering helt udgår. I så fald vil indsatsområdet alene omhandle opgradering af de eksisterende lokationers fysiske rammer, indhold og synlighed i planperioden.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at KUBI-planen tilpasses, så det tydeliggøres, at der ikke arbejdes med reduktion af antallet af biblioteker eller med sammenlægning af biblioteker i planperioden.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at det tydeliggøres i KUBI-planen, at der fortsat kan arbejdes med samlokaliseringer af biblioteker med andre institutioner som fx kulturhuse og idrætsanlæg.
- at medlemsforslaget fra Det Konservative Folkeparti om ikke at reducere antallet af biblioteker i Københavns Kommune fra 10. juni 2025 hermed er håndteret.
Problemstilling
KUBI-planen er vedtaget som den overordnede ramme om biblioteksudviklingen, og medlemsforslaget berører ét af de fire områder i planen: ’Stærke lokale samlingspunkter’. Indsatsområdet rummer bl.a. ambitionen om at opnå stærkere tilbud ved at samle dem på færre steder, fx gennem lukninger med overførsel af medarbejdere og aktiviteter eller samlokaliseringer. Det er en strategisk målsætning på baggrund af, at stigende huslejepriser og årlige effektiviseringer gennem en årrække har resultereret i færre medarbejdere og aktiviteter i husene.
Efter vedtagelsen sendte Kultur- og Fritidsudvalget den 13. marts 2025 en række forslag til lukninger og samlokaliseringer i høring, herunder lukning af udvalgte biblioteker, kulturhuse og borgerserviceindgange. På baggrund af høringen har udvalget den 10. juni 2025 valgt ikke at gå videre med lukkeforslagene. Samtidigt besluttede udvalget på baggrund af medlemsforslaget fra Det Konservative Folkeparti, at forvaltningen skal udarbejde et forslag til politisk behandling om ikke at reducere antallet af biblioteker i Københavns Kommune.
Løsning
Forvaltningens forslag til realisering af Kultur- og Fritidsudvalget beslutning er, at KUBI-planen tilpasses i overensstemmelse med medlemsforslaget og således, at der fortsat er mulighed for at udvikle de fysiske rammer for bibliotekerne, fx gennem flytninger eller samlokaliseringer. Forslaget til den ændrede plan findes i Bilag 1. Udkast til ændret Kulturhus- og biblioteksplan 2025-2028.
I forslaget tydeliggøres, at der ikke arbejdes med reduktion af antallet af biblioteker eller med sammenlægning af biblioteker (se markeringer med rødt i bilag 1). Desuden tydeliggøres, at der fortsat kan arbejdes med samlokaliseringer af biblioteker med andre institutioner som fx kulturhuse og idrætsanlæg (se markeringer med gult i bilag 1).
Baggrund for indsatsområdet i KUBI-planen
KUBI-planen blev vedtaget i februar 2025 på baggrund af en bred inddragelse af lokaludvalg, kerneinteressenter, borgere og medarbejdere i løbet af 2024.
Indsatsområdet ’Stærke lokale samlingspunkter’ er således udformet efter inddragelsen, forvaltningens faglige betragtninger og politiske drøftelser på temamøder. Den underliggende indsats ’Lokale fyrtårne’ udtrykker en ambition om at styrke kvaliteten af biblioteks- og kulturhustilbuddet på tværs af byen på baggrund af, at stigende huslejepriser og effektiviseringer på medarbejdere og aktiviteter efterhånden har udtyndet tilbuddene i husene. Et af formålene med indsatsen er at samle kulturtilbuddet færre steder og udnytte de gode erfaringer fra samlokaliseringer i styrkede lokale samlingspunkter som fx det succesfulde kulturhus og bibliotek på Rentemestervej i Nordvest og flytningen af Nørrebro Bibliotek til idrætsanlægget Nørrebrohallen.
Årlige effektiviseringer er et vilkår for Kultur- og Fritidsforvaltningen. Strategien med at samle tilbuddene færre steder er både at skabe synergi ved besøg og at skabe en kritisk masse af bemanding og aktiviteter på en given lokation.
Konsekvenser af ændringerne i planen
Biblioteksområdet er et stort område i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hvis området fortsat skal bidrage til de årlige effektiviseringsmåltal, skal der prioriteres mellem mursten (bygninger), mennesker (medarbejdere) og materialer. De foreslåede ændringer fastholder antallet af biblioteker, men giver mulighed for at skabe mere effektive tilbud gennem mulige samlokaliseringer med andre institutionstyper. Det giver mulighed for at søge efter bedre og billigere lokationer udvalgte steder og fx reducere antallet af de eksisterende enogtredive kulturhuse. For flere kulturhuse, kan en samlokalisering med biblioteker formentlig blive en gevinst.
Hvis man i stedet ønsker helt uændrede fysiske rammer for bibliotekerne, vil fremtidige effektiviseringer på området alene omfatte medarbejdere og materialesamling.
Politisk handlerum
Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge ikke at godkende forvaltningens forslag til ændringer i KUBI-planen. I givet fald vil forvaltningen vende tilbage med en mere vidtgående revision af indsatsområdet ’Stærke lokale samlingspunkter’, hvor samlokalisering helt udgår. I så fald vil indsatsområdet alene omhandle opgradering af de eksisterende lokationers fysiske rammer, indhold og synlighed i planperioden.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser i planperioden vil være, at der i forbindelse med årlige effektiviseringskrav på biblioteksområdet vil være øget fokus på biblioteksmaterialer, medarbejdere og/eller aktiviteter.
Videre proces
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning justeres KUBI-planen og forvaltningens videre arbejde under planen.
Mikkel Boje/ Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2025
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.