Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning fra Sofies Jazz Klub om ekstraordinær bevilling til at dække Covid-19-relateret underskud

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Sofies Jazz Klub om en ekstraordinær bevilling på 17.362 kr. til at dække Covid-19-relateret underskud.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om en ekstraordinær bevilling på 17.362 kr., da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget reserverede på udvalgsmødet den 14. oktober 2021 24.680 kr. af de disponible midler 2021. Udvalget anmodede på mødet forvaltningen om at undersøge, om der foreligger lignende tilfælde i forhold til de særlige akut- og aktivitetspuljer i forbindelse med Corona, og om at udarbejde en indstilling til den 13. december 2021.

 

Løsning

Sofies Jazz Klub modtog i oktober 2020 et tilskud på 35.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalgets Akutpulje til aktiviteter i 2020, herunder til at dække underskud i 2020 som følge af Covid-19.

Ved Kultur- og Fritidsforvaltningens gennemgang af Sofies Jazz Klubs årsregnskab for 2020 kunne forvaltningen konstatere, at Sofies Jazz Klub realiserer et overskud på 24.680 kr. i 2020, som tilfører midler til foreningens egenkapital i 2020. Forvaltningen har på den baggrund rejst et tilbagebetalingskrav på 24.680 kr. til Sofies Jazz Klub på overskuddet fra Akutpuljen i 2020.

I ansøgningen anfører Sofies Jazz Klub, at nedlukningen fra 19. september 2020 og den fuldstændige nedlukning fra 9. december 2020 og frem betød, at Sofies Jazz Klub først fra juli 2021 igen kunne afholde arrangementer.

Sofies Jazzklub har derfor anvendt resten af tilskuddet fra 2020 til at opretholde driften fra årsskiftet og frem, så Sofies Jazz Klub fortsat eksisterer i 2021, og finder det for snævert at betragte tilskuddet ud fra en kalenderårs-tankegang (bilag 1 og 2).

Revisoren for Sofies Jazz Klub har efterfølgende fremsendt et revideret perioderegnskab 1. januar 2021 - 30. juni 2021, der viser et underskud på 17.362 kr. (bilag 3 og 4). Forvaltningen har på den baggrund - og efter aftale med Sofies Jazz Klub - rettet det oprindelig ansøgte beløb i indstillingen fra 24.680 kr. til 17.362 kr. 

Indstillingen er desuden vedlagt nyt bilag om tilbagebetalte midler fra akut- og aktivitetspuljerne (bilag 5).

Formålet med Akutpuljen var, at de mest trængte spillesteder og øvrige kulturaktører i Københavns Kommune kunne søge akut driftstilskud i 2020. Baggrunden var økonomiske udfordringer som følge af coronarestriktioner.

Det var ikke hensigten med Akutpuljen, at tilskudsmodtagere skulle opbygge egenkapital. Herudover oprettede Kultur- og Fritidsudvalget en aktivitetspulje til musikaktiviteter i 2021.

Sofies Jazz Klub har ikke midler til at tilbagebetale beløbet, og ansøger på den baggrund Kultur- og Fritidsudvalget om en ekstraordinær bevilling på 17.362 kr. i 2021, så tilbagebetalingskravet fra forvaltningen kan modregnes.

Forvaltningen har på baggrund af anmodningen fra Kultur- og Fritidsudvalget udarbejdet et notat, der redegør for tilbagebetalingskrav for de øvrige modtagere af de særlige akut- og aktivitetspuljer i forbindelse med Corona (bilag 5).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en aftale, der imødekommer forvaltningens tilbagebetalingskrav af overskydende midler fra Akutpuljen 2020.

Mette Touborg    

                                                              /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der bevilges 17.362 kr. fra udvalgets disponible midler 2021.

Et flertal (Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Birgitte Kehler Holst og Maria Frej) stemte for forslaget.

Et mindretal (Kasandra Behrndt-Eriksen, Karina Bergmann og Christopher Røhl Andersen) stemte imod.

Kristian Nielsen undlod at stemme.

Forslaget blev således godkendt.

Henrik Appel Esbensen og Jonas Bjørn Jensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Corona har været en svær situation for mange kulturaktører. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget ad flere omgange lavet hjælpepakker og andre tiltag. Her har Sofies Jazzklub forsøgt at navigere og gøre det rigtige. På trods af, at det måske ikke er lykkedes fuldstændigt, så er tilskuddets størrelse og Sofies Jazzklubs forsøg på at gøre det rigtigt sammen med det forhold, at pengene er gået til kultur, afgørende for, at vi i det enkeltstående tilfælde vælger at tildele Sofies Jazzkælder de 17.362 kr. og ser frem til masser af god jazzmusik i fremtiden.”

Til top