Mødedato: 13.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, udvalgsværelse D (1. sal, vær. 103)

Afholdelse af kommunal- og regionsrådsvalg 2021

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om, at budgettet for afholdelse af kommunal- og regionsrådsvalg 2021 indgår i forhandlingerne om Budget 2021. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om udgifter til valgdeltagelsesinitiativer skal henvises til forhandlingerne om Budget 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om, at der søges om 9,1 mio. kr. til afholdelse af kommunal- og regionsrådsvalget 2021 (need to) i forhandlingerne om Budget 2021 til efterretning.
  2.  at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forslag om 650.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen til valgdeltagelsesinitiativer ved kommunal- og regionsrådsvalget 2021 henvises til forhandlingerne om Budget 2021.

Problemstilling

Københavns Kommune skal afholde kommunal- og regionsrådsvalg den 16. november 2021. Valget forestås af Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med andre forvaltninger.

Der er afsat en grundbevilling til valget på 19,9 mio. kr. Hertil kommer nødvendige merudgifter på 9,1 mio. kr., som indgår i forhandlingerne om Budget 2021 som need to.

Kultur- og Fritidsudvalget skal derudover tage stilling til, om valgdeltagelsesinitiativer for 650.000 kr. skal henvises til forhandlingerne om Budget 2021.

Løsning

Budget for afholdelse af kommunal- og regionsrådsvalget 2021 (KFF, need to)

Grundbevillingen til valget udgør, ligesom ved valget i 2017, 19,9 mio. kr. i 2021-priser, hvilket ikke er dækkende for de faktiske udgifter til valgafholdelsen. Udgifterne udgør i alt 29 mio. kr. Der søges derfor om 9,1 mio. kr. som tillægsbevilling i forhandlingerne om Budget 2021 som need to.

Grundbevillingen tager ikke højde for befolkningstilvækstens indvirkning på valgafholdelsen eller for nye krav til valgafholdelsen, som er afgørende for udgifterne.

Ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2017 udgjorde tillægsbevillingen 7,7 mio. kr. i 2021-priser. Der er dermed tale om en stigning fra 2017 til 2021 på 1,4 mio. kr. I samme periode er antallet af vælgere steget med 33.000, hvilket svarer til antallet af vælgere på Bornholm. Vælgertallet i Københavns Kommune forventes i 2021 at udgøre 526.000. Siden 2017 er det derfor blevet nødvendigt at øge antallet af valgsteder fra 50 til 53, hvilket giver en permanent merudgift.

Siden grundbevillingen blev fastsat, er der bl.a. digitale valglister på alle valgsteder, efterspørgslen på brevstemmeafgivning er stigende og portoudgiften er steget. Udgiften til valgsystemet er desuden stigende, fordi udgiften udregnes pr. borger i kommunen. Ved valget i 2021 vil det være nødvendigt med en opskalering af fintællingen, fordi der vil være et øget antal stemmesedler. Der skal derfor opstilles yderligere tælleborde i telte udenfor fintællingshallen for at sikre, at de to valg optælles inden for lovens tidsfrist.  

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder løbende på at effektivisere valgafholdelsen. Besparelser på 250.000 kr. er i 2021 fundet ved at effektivisere rekrutteringen af tilforordnede og valgstyrere, fordi det fremover bliver muligt at registrere sig med NemID. Herudover flyttes brevstemmemødet fra søndag til mandag, hvilket giver en besparelse på løn. Der opnås en besparelse på honorarer på fintællingen, fordi der opstilles tælleborde i telte, som giver mulighed for flere tællehold og en hurtigere optælling. 

Valgdeltagelsesinitiativer (tilvalg)

Valgbestyrelsen har på møde den 27. maj 2020 besluttet at foreslå, at der afsættes 650.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen til tiltag for at øge stemmeprocenten og den demokratiske dannelse. Tiltagene tager udgangspunkt i erfaring og forskning på området og kan iværksættes hver for sig:

Tiltag for at øge valgdeltagelsen

Budget i kr.

Geografiske områder med lav stemmeprocent 

     300.000

Udvalgte målgrupper, som ikke stemmer

     300.000

Sms'er og sociale medier

       50.000

Budget i alt

     650.000

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Budgettet for afholdelse af kommunal- og regionsrådsvalget 2021 indgår som need to i forhandlingerne om Budget 2021.

Forslaget om valgdeltagelsesinitiativer indgår ligeledes i forhandlingerne om Budget 2021, hvis det bliver henvist af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Mette Touborg

/Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2020

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt. 

 

Der blev begæret afstemning om indstillingens 2. at-punkt.

Et flertal (Jonas Bjørn Jensen, Tue Hækkerup, Henrik Appel Esbensen, Flemming Steen Munch, Christopher Røhl Andersen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde og Maria Frej) stemte for indstillingens 2. at-punkt.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Indstillingens 2. at-punkt blev således godkendt. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser. 

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "At stemme er en ret og ikke en pligt. Hvor sympatisk det end lyder at afsætte 650.000 kr. til tiltag, der skal øge stemmeprocenten og den demokratiske dannelse, vil vi mene, at der er tilstrækkelig dækning af valgene både i det offentlige rum, i kommunale institutioner, i foreninger og i medierne. I øvrigt er det ikke demokratisk, at det ikke fremgår, hvem valgbestyrelsen, der har indstillet dette forslag, består af samt en bedre beskrivelse af aktiviteterne." 

Til top