Mødedato: 12.12.2002, kl. 16:00

Disponeringen af Den Brune Kødby - Medborgerhusområdet

Disponeringen af Den Brune Kødby - Medborgerhusområdet

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. december 2002

 

14. Disponeringen af Den Brune Kødby - Medborgerhusområdet

(KFU 468/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender den beskrevne indholdsdisponering af medborgerhusområdet i Den Brune Kødby, som indebærer

  • at medborgerhusområdet i Den Brune Kødby fremover etableres som selvstændigt kulturhus
  • at den beskrevne indholdsdisponering af medborgerhusområdet i Den Brune Kødby danner grundlag for de fremtidige aktiviteter

 

RESUME

I forbindelse med beslutningen om kommunaliseringen af Byens Huse blev de enkelte huse anmodet om at tilkendegive deres ønsker til en fremtidig organisationsform. Husenes respektive ønsker blev behandlet af Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 29. august 2002.

I den forbindelse blev det besluttet, at forvaltningen på baggrund af indkomne forslag fra Vesterbro Kulturhus og Forhandlingsgruppen for medborgerhusområdet i Den Brune Kødby skulle optage forhandlinger med henblik på at forelægge et forslag for udvalget inden udgangen af 2002.

På baggrund af møder mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Vesterbro Kulturhus og Forhandlingsgruppen indstilles det, at Forhandlingsgruppens oplæg principielt imødekommes som fremtidigt grundlag for driften af medborgerhusområdet i Den Brune Kødby og at forvaltningen bemyndiges til at færdigforhandle grundlaget for den fremtidige drift.

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med beslutningen om kommunaliseringen af Byens Huse blev de enkelte huse anmodet om at tilkendegive deres ønsker til en fremtidig organisationsform. Husenes respektive ønsker blev behandlet af Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 29. august 2002.

For så vidt angår Den Brune Kødby blev følgende 'at'-punkt tiltrådt:

… "(4) at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at forvaltningen indgår i drøftelser om den fremtidige organisering og drift af medborgerhusområdet i Den Brune Kødby med Vesterbro Kulturhus og Forhandlingsgruppen for medborgerhusområdet i Den Brune Kødby på baggrund af forslagene fra Vesterbro Kulturhus og Forhandlingsgruppen. Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger en indstilling om sagen for Kultur- og Fritidsudvalget inden udgangen af 2002.".

Medborgerhusområdet i Den Brune Kødby har i flere år været en del af KUC/Byens Huse og er organiseret som en 'satellit' af Vesterbro Kulturhus.

Driften af de to steder har således påhvilet Vesterbro Kulturhus. Dog har området i Den Brune Kødby eget budget, og er således økonomisk uafhængig af Vesterbro Kulturhus. Budgettet er i 2002 på 895.000 kr.

Lejeforhold

Bygningerne i medborgerhusområdet blev tidligere administreret af CAB (Center for aktivering og beskæftigelse - nu Beskæftigelsesindsatsen), der også forestår renoveringen af bygningerne i medborgerhusområdet. Efterfølgende blev alle ejendomsadministrative forhold i Den Brune Kødby overgivet til Kultur- og Fritidsudvalget pr. 1. januar 2001 (BR 119/01).

På nuværende tidspunkt er der er indgået lejeaftaler mellem CAB og KUC/Vesterbro Kulturhus om anvendelsen af bygningerne 63 og 64. Der er kontraktforhandlinger i gang mellem Ejendomsdrift og Sekretariatet for Kultur- og Medborgerhuse for så vidt angår bygning 65, og sidst har Ejendomsdrift en lejeaftale med Sundhedsforvaltningen om Sund By-butikken i bygning 88. Der er p.t. ikke aftaler omkring bygning 62, som ikke er færdiggjort.

Da hele området er udlagt til medborger-formål arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen på at hele området omfattes af én lejeaftale, som indgås mellem Ejendomsdrift og Sekretariatet for Kultur- og Medborgerhuse.

Renovering

Renoveringen er efterhånden ved at være på plads. På nuværende tidspunkt mangler den endelige færdiggørelse af bygning 62 (Halmtorvet 13) samt en renovering af gårdarealet mellem bygningerne.

Ansvaret for færdiggørelsen påhviler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i kraft af Borgerrepræsentationens beslutning herom (BR 119/2001). Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen v/ Beskæftigelsesindsatsen oplyser, at arbejdet forventes færdiggjort i løbet af første halvår 2003.

Der må tages et vist forbehold for, hvordan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afleverer bygning 62, idet Borgerrepræsentationens beslutning indebærer færdiggørelsen af råhuset – dvs. tagudskiftning, skorsten, vinduer og vægge, samt indvendige flader med henblik på nødvendige reparationer i henhold til fredningsmyndighedernes krav. Således er det usikkert, hvorvidt en egentlig aptering af bygning 62 er indeholdt i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forpligtelser. Det kan medføre, at der efterfølgende skal afsættes midler til apteringen før bygningen kan tages i anvendelse til medborger-aktiviteter. Forvaltningen er p.t. i dialog med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om spørgsmålet.

Indholdsdisponering af medborgerhusområdet

I takt med færdiggørelsen og ibrugtagningen af flere bygninger, har en forhandlingsgruppe af brugerrepræsentanter og beboere på Vesterbro igennem længere tid drøftet mulighederne for anvendelse af faciliteterne i medborgerhusområdet. Resultatet af dette arbejde er beskrevet i vedlagte visionspapir fra forhandlingsgruppen (bilag 1).

Tidligere beslutninger

Borgerrepræsentationen har den 14. juni 2000 (BR 272/2000) besluttet følgende disponering af bygningerne i medborgerhusområdet i Den Brune Kødby:

Bygning A/62: disponeres til medborgeraktiviteter .

Bygning A/63: disponeres til café .

Bygning A/64: disponeres til medborgeraktiviteter .

Bygning A/65: disponeres tilmedborgeraktiviteter .

Bygning A/88: disponeres til Sund By-butik .

***

Status

På nuværende tidspunkt er fire ud af de fem bygninger taget i brug, og er disponeret som følger:

Bygning 62: Bygningen er ikke færdiggjort og er derfor ikke taget i brug p.t.

Bygning 63: Anvendes i dag til 'Verdenscaféen Mandela', som en café med arrangementer, musik og servering af mad og drikke.

Bygning 64: Anvendes i dag som beboerhus, og rummer derudover enkelte faste indlejere. Lokalerne er karakteriseret ved at være relativt små, og derfor primært anvendelige som møde- eller kontorfaciliteter.

Bygning 65: Bygningen blev færdiggjort i foråret 2002, og anvendes som forsamlingshus/beboerlokale for området. Derudover anvendes bygningen til blandt andet foredrag og høringer i forskellige sammenhænge.

Bygning 88:Bygningen rummer en Sund By-butik. Der er indgået lejeaftale mellem Ejendomsdrift og Sundhedsforvaltningen om lejemålet.

***

Forslag fra Forhandlingsgruppen

I forhandlingsgruppens oplæg anbefales anvendelsen af bygningerne således:

Bygning 62: Forhandlingsgruppen anbefaler, at bygning 62 anvendes dels med scenefaciliteter i stueetagen, og dels med fleksible værkstedsrum på første sal. Forhandlingsgruppen ønsker deltagelse i indretningen af bygningen, så disponeringen af de enkelte rum sker i overensstemmelse med de indholdsmæssige ønsker.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår i forhandlinger med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om indflydelse på bygningens færdiggørelse. I den forbindelse vil Forhandlingsgruppen blive inddraget under hensyntagen til det ovenfor anførte forbehold for aptering og lignende.

Bygning 63: Bygningen foreslås ændret fra sin nuværende funktion med café, til 'arrangementshus', som samtidig er medborgerhusområdets portal.

Bygning 64: Bygningen forslås anvendt til sekretariatshus for lokale foreninger og interessegrupper. Forhandlingsgruppen ønsker at anvendelsen af bygningen sker på projektbasis, mere end på faste lejemål, for at sikre en fortsat dynamik i anvendelsen af faciliteterne i huset. Desuden anbefales etableringen af et IT-værksted i denne bygning. Disponeringen er til dels en videreførsel af den nuværende anvendelse, og aftaler med de nuværende lejere vil blive overholdt.

Bygning 65: Det foreslås, at bygningen fortsat anvendes som 'forsamlingshus', til anvendelse af beboere og projekter mv. fra lokalområdet.

Bygning 88: Det anbefales, at bygningen omdefineres til 'Sundhedens hus', som en del af det øvrige område. Der er allerede på nuværende tidspunkt et samarbejde mellem Sund By-butikken og medborgerhusområdet, og det er dette samarbejde, der foreslås udvidet, så aktiviteterne i Sund by-butikken udvides og bliver en mere integreret del af hele medborgerhusområdet.

De eksisterende Sund By-aktiviteter i bygningen vil ikke blive berørt af denne beslutning.

***

Administrativt har aktiviteterne i Den Brune Kødby været drevet af Vesterbro Kultuhus med henblik på dels en samordning af de kulturelle aktiviteter i bydelen, dels en rationalisering af driften.

Det er hensigten, at denne samdrift opretholdes og formaliseres gennem de respektive brugerbestyrelsers arbejde således, at der sikres den fornødne kommunikation og koordination.

Af samme årsag anbefales det både fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og fra Forhandlingsgruppen, at der vælges en selvstændig brugerbestyrelse for området for at sikre den videre udvikling af medborgerhusaktiviteterne i Den Brune Kødby.

Økonomi

Medborgerhusområdet i Den Brune Kødby er i øjeblikket budgetteret særskilt. Således er det forudsætningen, at det er det eksisterende budget, der lægges til grund for den videre drift af medborgerhusaktiviteterne i Den Brune Kødby. Medborgerhusområdet vil på den baggrund blive budgetreguleret i overensstemmelse med de af udvalget tidligere tiltrådte principper for budgetfordeling mellem kultur- og medborgerhusene.

Den videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder nærværende indstilling vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå i drøftelser med Forhandlingsgruppen om udmøntning af beslutningen, herunder

  • sikre valg til en egentlig brugerbestyrelse for medborgerhusområdet i Den Brune Kødby
  • gå i dialog med Forhandlingsgruppen og Vesterbro Kulturhus med henblik på at sikre rammerne for udmøntningen af indholdsdisponeringen
  • drøfte Forhandlingsgruppens deltagelse i fremtidige byggemøder for bygning 62 med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i forhold til det vedtagne budget.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Indstillingen er udarbejdet af Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Forhandlingsgruppen/brugerbestyrelsen for medborgerhusområdet.

BILAG

1. Fremtidsvisioner for beboerhusområdet på Halmtorvet. Dateret 15.10.2002, udarbejdet af forhandlingsgruppen for Den Brune Kødby og Vesterbro Kulturhus.

2. Kort over Den Brune Kødby

 

Carsten Haurum

/Peter Maarbjerg

 

 

Til top