Mødedato: 11.12.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af Klubhuspuljen

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 19 ansøgninger til Klubhuspuljen i denne fordelingsrunde. Der er i alt 0,9 mio. kr. til disposition i 2026 og 6,8 mio. kr. i 2027, som inklusiv momskompensation giver mulighed for at udmønte i alt 9,3 mio. kr. til nye projekter.

Forvaltningen har med afsæt i de politisk godkendte kriterier for puljen vurderet ansøgningerne og tildelt dem en score på 1-5. Det indstilles, at ansøgninger med scoren 3-5 imødekommes, hvormed 8 ansøgninger tilgodeses for i alt 8,9 mio. kr. med et træk på puljens budget på 7,4 mio. kr. pga. momskompensation. Forslag til fordeling fremgår af løsningsafsnittet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget fordeler Klubhuspuljens midler i 2026 og 2027 til nybyggeri og renoveringer.

Problemstilling

Klubhuspuljen er en varig pulje på 6,8 mio. kr. årligt, der støtter nybyggeri, ombygning og renovering af klubhuse og foreningslokaler.

Der er i forbindelse med denne ansøgningsrunde til Klubhuspuljen kommet 19 ansøgninger for i alt 37,7 mio. kr. En del af puljens budget i 2026 er tidligere udmøntet. Der er 0,9 mio. kr. til disposition i 2026 og 6,8 mio. kr. i 2027. Der er samlet mulighed for at bevillige 9,3 mio. kr. til nye projekter inklusive momskompensation. Oversigt over ansøgninger og forslag til prioritering fremgår af bilag 1.

Kultur- og Fritidsudvalget har fastsat puljens kriterier den 12. november 2020, herunder kriterie om forbedrede rammer for samvær for børn og unge i foreninger (bilag 3).

Løsning

Forvaltningen har vurderet de indkomne ansøgninger med afsæt i puljens kriterier og tildelt dem en score på 1-5. Det indstilles at imødekomme ansøgninger med scoren 3-5, svarende til 8 ansøgninger for i alt 8,9 mio. kr. til nye projekter. Dette medfører et forbrug på Klubhuspuljen på 7,4 mio. kr. efter momskompensation.

Tabel 1. Forslag til fordeling af midler i Klubhuspuljen 2026-2027

Nr.

Ansøger

Projekttitel

2026

2027

1

Roklubben Gefion

Tillægsbevilling: Færdiggørelse af renovering af omklædningsrum og gymnastiksal samt klimaskærm

 

588.100

4

KFUM-Spejderne Hyltbjerg gruppe

Ærkesædet - En klimavenlig spejderhytte

 

453.834

5

Kjøbenhavns amatør sejlklub - K.A.S

Renovering af klubhus

 

1.627.650

10

Boldklubben Union

Renovering af køkken i BK Union

 

605.000

12

Danske Studenters Roklub

Etablering og indretning af klub- og medlemsfaciliteter

 

1.500.000

13

Boldklubben Hekla

Ombygning boldklubben Hekla og udviklingsbevilling

 

1.000.000

15

Roforeningen KVIK

Nødvendig vedligeholdelse af Klubhus

 

1.760.000

16

Big Heart Skateboarding

Ørestad Streethal 2.0 - FRA kold, utryg og u-indbydende TIL Varm, Tryg og Indbydende

1.067.964

346.036

Periodisering ifm. bevilgede tilskud
Det anbefales, at puljens budget i 2026 prioriteres til fællesskabsfaciliteter i Ørestad Streethal med henblik på, at faciliteten kan komme godt fra start, når anlægget overgår til brugerdrift med årsskiftet. De øvrige tilgodesete ansøgninger placeres i 2027. Ønsker tilskudsmodtagere fremrykning af tilskuddet til 2026, vil forvaltningen i videst muligt omfang forsøge at tilgodese dette inden for rammerne af måltallet, herunder mulighed for udbetaling af tilskud til rådgivning, så tilskudsmodtagere kan arbejde videre med projektforslag og myndighedsdialog i 2026.

Politisk Handlerum

Udvalget kan foretage en anden prioritering end den foreslåede ved at lade ansøgninger hhv. ind- og udgå.

Hvis udvalget ønsker, at flere ansøgere tildeles midler i 2026, forudsætter det, at der tilvejebringes måltal i 2026 til formålet. Dette kan fx ske ved, at evt. ledigt budget og måltal i 2026 i puljen Anlægstilskud til idrætsfaciliteter (pkt. 4 på dagsordenen) skubbes til 2027.

Økonomi

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, udmøntes der 7,4 mio. kr. fra Klubhuspuljen, fordelt med 0,9 mio. kr. i 2026 og 6,5 mio. kr. i 2027. Forvaltningen vil herefter gå i dialog med tilskudsmodtagere om periodisering af projekterne.

Videre proces

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, vil de tilgodesete foreninger modtage en bevillingsbeskrivelse. Såfremt projekterne ændres væsentligt i idé eller indhold, vil dette blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Mikkel Boje

/ Mads Kamp Hansen

Til top