Mødedato: 11.10.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kerneopgaver for Copenhagen Eventures fra 2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til det videre aftaleforløb i forbindelse med forhandling om tilskud til Copenhagen Eventures fra 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager det beskrevne aftaleforløb for forhandling om tilskud til Copenhagen Eventures fra 2019 til efterretning.  

Problemstilling

Copenhagen Eventures har, i regi af Wonderful Copenhagen (WoCo), som kerneopgave at tiltrække og udvikle events med et internationalt potentiale. Københavns Kommunes tilskud til Copenhagen Eventures er med Budget 2019 reduceret fra 4,7 mio. kr. årligt til 2,4 mio. kr. årligt (p/l 2019), gældende fra 1. januar 2019. 

Som et resultat heraf skal den eksisterende tilskudsaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og WoCo revideres, således at vilkår og forpligtelser for kommunens tilskud tilpasses den nye budgetramme.  

Løsning

Borgerrepræsentationen besluttede den 4. oktober 2018 i forbindelse med Budget 2019, at Copenhagen Eventures fortsat forankres i WoCo med et årligt driftstilskud på 2,4 mio. kr. med fokus på eventtiltrækning, -udvikling og markedsføring. Derudover vil sekretariatsbetjeningen af det kommende Eventråd blive varetaget af Copenhagen Eventures med henblik på at understøtte Københavns Kommunes strategiske arbejde med megaevents.

Copenhagen Eventures opgaveløsning sker med afsæt i en tilskudsaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og WoCo, som angiver vilkår og forpligtelser for kommunens tilskud. I den gældende aftale for 2018 er kerneopgaverne for Copenhagen Eventures:

  • Indgang for eventarrangører (rådgivning og vejledning)

  • Forberedelse og afgivelse af bud på Københavns værtskab for internationale kultur- og sportsevents (internationalt salgsarbejde og kommunikation af København som event- og turismedestination)

  • Samarbejds- og sparringspartner for Københavns Kommune (herunder bidragsyder af eventkatalog over kommende events, analyser, turismeøkonomiske beregninger mm.)

  • Samarbejdspartner og bidragsyder til arrangører af megaevents i København (eventudvikling, netværk og videndeling i forhold til turisme, transport, hoteller mm.)

  • International markedsføring af København via events (kampagner mm.).

  • Sekretariatsbetjening af Eventrådet

Den gældende tilskudsaftale for 2018 er vedlagt som bilag 1. Kultur- og Fritidsforvaltningens udgangspunkt i forhold til de forestående forhandlinger med WoCo om aftalegrundlaget for de kommende år er, at Copenhagen Eventures kerneopgaver er uforandrede og fortsat skal løftes indenfor den nye budgetramme fra 2019.

Resultatet af Budget 2019 er en halvering af Københavns Kommunes tilskud til Copenhagen Eventures i forhold til niveauet i 2018. Det er derfor forventeligt, at der vil skulle ske forskydninger af vægtningen af de enkelte kerneopgaver - også som følge af, at Copenhagen Eventures fremover skal varetage sekretariatsbetjeningen af det kommende Eventråd. Kultur- og Fritidsforvaltningens oplæg vil være:

  • at prioriteringerne i Copenhagen Eventures budget for det kommende år koordineres med Kultur- og Fritidsforvaltningen for at sikre et mere målrettet arbejde med de events, som  vurderes at understøtte kultur- og fritidspolitikken og kommunens strategiske pejlemærker på eventområdet
  • at Copenhagen Eventures har større fokus på den blivende værdi for hovedstadens kultur- og fritidsliv
  • at byens værtskab for events skal styrke og bygge videre på de københavnske styrkepositioner og kultur- og idrætsmiljøer
  • at Copenhagen Eventures arbejder for at sikre en større professionalisme i forhold til afrapportering til Kultur- og Fritidsforvaltningen i relation til budget- og regnskabsaflæggelse, erfarings- og dataopsamling, sammenhæng mellem strategi, eventkatalog og indsats mm.

Vægtningen af Copenhagen Eventures kerneopgaver og prioritering fra 2019 skal besluttes i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Forvaltningen forventer, at en revideret tilskudsaftale kan indgås til november 2018.

Opgaven med at tiltrække og udvikle events skal endvidere ses i sammenhæng med den kommende idrætsplan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen indleder primo oktober 2018 forhandling med WoCo med henblik på en udarbejdelse af en ny tilskudsaftale fra 2019, hvor vilkår og forpligtelser for Copenhagen Eventures er tilpasset det tilskud, som Københavns Kommune med Budget 2019 har afsat til tiltrækning og udvikling af events. Tilskudsaftalen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til endelig godkendelse.

 

Mette Touborg

                            /Thomas Bach          

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet Kultur- og Fritidsudvalget finder det vigtigt,

  • at arrangementerne har en blivende værdi for København,
  • at der i afrapporteringen er en hensigtsmæssig balance i forhold til Copenhagen Eventures kerneopgave.
Til top