Mødedato: 10.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Renovering og udvidelse af toiletforholdene i Nørrebrohallen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om finansiering af udvidelse og renovering af toiletforholdene i Nørrebrohallen skal henvises til forhandlingerne om Budget 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af udvidelse og renovering af toiletforholdene i Nørrebrohallen til forhandlingerne om Budget 2022.

Problemstilling

De nuværende toiletter i Nørrebrohallens foyer fremstår nedslidte og vanskelige at holde rene. Dertil kommer, at en gunstig udvikling i besøgstallet i hallen samt høje besøgstal på biblioteket, i cafeen og stigende benyttelse af den Røde Plads lægger et pres på hallens toiletter, hvor der især i primetime og ved afholdelse af større arrangementer er uhensigtsmæssig kødannelse foran toiletterne, der bl.a. medfører gener for afviklingen af arrangementerne. 

Det er ikke muligt at renovere eksisterende toiletter og etablere flere wc-båse i Nørrebrohallen indenfor rammen af de vedligeholdelsesmidler, som allerede er afsat til kulturinstitutioner på Kultur- og Fritidsudvalgets område.

Løsning

Nørrebrohallen har igennem de seneste år oplevet en markant fremgang i antallet af besøgende københavnere, der benytter hallens faciliteter. Nørrebrohallen er gået fra ca. 600.000 årlige besøg i 2016 til ca. 1.024.000 årlige besøg i 2019 (2020 er ikke medregnet på grund af corona-situationen). Dertil kan lægges yderligere 436.000 årlige besøg hos Nørrebro Bibliotek, der i dag bor under samme tag som Nørrebrohallen mod Den Røde Plads. Endelig bidrager en opgradering af caféområdet og et stigende aktivitetsniveau på Den Røde Plads også til øget pres på toiletterne i Nørrebrohallen.

De nuværende toiletforhold omfatter et herretoilet med fem wc-båse og pissoirområde, et dametoilet med fire wc-båse, og to handicaptoiletter med egen indgang. For både herre- og dametoiletterne gælder, at der er meget trange forhold bl.a. til håndvask mv., hvorved toiletterne ikke fungerer effektivt ved kødannelse.

Det foreslås derfor, at der for både herre- og dametoiletterne etableres et nyt forrum med håndvaskforhold, der er disponeret til antallet af toiletter. I forhold til dametoilettet foreslås det desuden, at der etableres to ekstra wc-båse, så kapaciteten bliver seks wc-båse i alt.

Der gennemføres desuden en renovering af de eksisterende toiletforhold med udskiftning af fliser, nyt gulv og nye wc-kummer, så alle flader bliver nemme at holde rene og det generelle indtryk af toiletforholdene bliver mere indbydende.

Økonomisk overslag på anlægsbehov
Der er et forventet samlet finansieringsbehov på 1,8 mio. kr. på anlæg. Det økonomiske overslag er baseret på en vurdering fra rådgiver. Det endelige anlægsbehov vil fremgå af et kommende budgetnotat, såfremt sagen henvises til forhandlingerne om Budget 2022. Der afsættes 3,7 pct. af det samlede anlægsbudget til byggehonorar.

Tabel 1: Prisoverslag i 1.000 kr.:

Etablering af nye toiletter

1.760

Byggehonorar til KFF (3,7 pct.)

65

Anlæg i alt

1.825

Planlagt anlægsperiode
Der er i forvejen planlagt en ombygning af Nørrebrohallen i forlængelse af investeringscasen om flytningen af Tomsgårdsvej Kulturhus, hvor der bl.a. skal etableres flere mødefaciliteter mv. Der er derfor økonomiske og praktiske synergier at hente ved at gennemføre renovering og udvidelse af toiletforholdene i sammenhæng med denne ombygning.

Der forventes derfor en anlægsperiode på ca. tre måneder, der indledes fra den 1. januar 2022.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt sagen henvises til forhandlingerne om Budget 2022, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat.

Såfremt der afsættes finansiering i Budget 2022, vil projektering gå i gang umiddelbart efter indgåelse af aftalen om Budget 2022, så anlægsperioden kan overholdes.

 

Mette Touborg

                                                                                       /Rikke Skovbølling Brandt

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top