Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om støtte til projektet #hvorerfællesskabet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Askovfonden KBH+ om støtte til projektet #hvorerfællesskabet #holdommig.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 50.000 kr. til projektet #hvorerfællesskabet #holdommig, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

AskovFonden KBH+ søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 50.000 kr. til det kultur-sociale projekt #hvorerfællesskabet #holdommig.

Det er ikke afsat midler til formålet på budgettet.

Løsning

Projektet #hvorerfællesskabet #holdommig tager udgangspunkt i en ungegruppe omkring KBH+ på Nørrebro. 

Projektet er et kulturelt og socialt projekt, der, ifølge ansøger, handler om ensomhed og fællesskab. Målet er, gennem kreative processer, at skabe personlig empowerment for de involverede unge og bryde den tabuiserede tavshed om ensomhed.

Projektet faciliteres af kunstnere inden for bl.a. dans og koreografi.

Projektet er iværksat af AskovFonden KBH+, NextDoor Project, Københavns Musikteater og Rapolitics.

Ifølge ansøger skal de unge i projektet gennem kroppens nonverbale kommunikation fordybe sig i kroppens instinktive viden om samvær. Askovfonden KBH+, Rapolitics og komponist Henriette Groth faciliterer de unges refleksion over den kropslige praksis med fokus på spoken word/poetry slam/rap og musik.

Projektet vil i de første uger fungere som et åbent tilbud til de unge brugere, hvorefter gruppen lukkes for at kunne arbejde i et trygt rum, skabe fokus, opbygge relation og etablere en fælles arbejdskultur. Projektet påbegyndes i november 2017 og forventes afsluttet i marts 2018.

Projektet dokumenteres i et visuelt videoarkiv, der bl.a. skal indeholde de unges og kunstnernes refleksioner over anvendte metoder og formater. Arkivet gøres muligvis tilgængeligt efter en vurdering i samarbejde med de medvirkende unge.

Det samlede budget for projektet er på 300.000 kr. Ansøger meddeler, at Statens Kunstfond og LauritzenFonden har bevilget i alt 170.000 kr. til projektet, mens der er ansøgt om den resterende finansiering hos Tryg, Bikuben og Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Mette Touborg

                              /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 50.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. (2017).

Til top