Mødedato: 09.06.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tre scenarier for Cph Volunteers

Frivilligkorpset Cph Volunteers har eksisteret i 13 år, og er blevet en markant institution i Københavns kultur- og idrætsliv med pt. 1.500 frivillige. Cph Volunteers formidler frivillighed mellem byens kultur- og idrætsarrangementer og frivillige københavnere. Cph Volunteers gør det let for borgerne at blive frivillige til skiftende opgaver – når de har tid og lyst. Desuden yder Cph Volunteers rådgivning til eventarrangører om frivillighed, og opbygger dermed en mere værdiskabende frivilligindsats. Desuden arrangeres der aktiviteter, som udvikler de frivilliges kompetencer, fællesskab og engagement.

Bevillingen til Cph Volunteers stod til at udløbe med udgangen af 2022. Kultur- og Fritidsudvalget henviste den 21. april 2022 bevillingsudløbet til forhandlingerne om Budget 2023.  Forudsætningerne for bevillingen til Cph Volunteers er ændret, og Kultur- og Fritidsudvalget orienteres derfor om, at budgetnotatet vil indeholde tre forskellige scenarier, hvoraf de to er forhøjede bevillinger.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at der i budgetnotat om forlængelse af bevilling til Cph Volunteers til budgetforhandlingerne for 2023 vil være tre forskellige scenarier for fremadrettet aktivitetsniveau.

Problemstilling

På udvalgsmødet den 21. april 2022 henviste Kultur- og Fritidsudvalget det oprindelige bevillingsudløb på 0,6 mio. kr., der udløber med udgangen af 2022 til forhandlingerne om Budget 2023. Siden bevillingen blev afsat med Budget 2018 er nogle forudsætninger og omfanget af indsatsen ændret.

Bevillingen til Cph Volunteers var i 2018 1,5 mio. kr. Den blev sænket i 2019 til 1 mio. kr. og igen i 2020-2022 til 0,6 mio. kr. Årsagen til den reducerede bevilling var en forventning i 2017 om, at Cph Volunteers kunne integreres i Kultur- og Fritidsforvaltningens kernedrift. Det var forventningen, at der kunne opnås medfinansiering af driftsomkostningerne fra andre forvaltninger, og at partnerskaber med kulturaktører og andre kommuner kunne blive indtægtsgivende for Kultur- og Fritidsforvaltningen. Dermed var planen at fortsætte indsatsen uden en fornyet bevilling.

Selvom det lykkedes at effektivisere driften væsentligt, så stod det i 2019 klart, at forventningerne til medfinansiering ikke kunne indfries. Det viste sig, at der ikke var hjemmel til at påbegynde en indtægtsdækket virksomhed.

Løsning

De fleste megaevents og omkring 70 af byens andre kultur- og fritidsarrangører benytter Cph Volunteers. Projektet bidrager til en mangfoldig frivillighed i København. I 2021 oplevede Cph Volunteers en tilvækst på 754 frivillige. På landsplan har Cph Volunteers den længst eksisterende og mest omfattende praksis i forhold til den episodiske frivillighed, som stadig flere kommuner orienterer sig imod.

Håndtering af finansieringsbehov indtil nu

Den nuværende bevilling er på 0,6 mio. kr. årligt. Det reelle ressourceforbrug til den nuværende indsats er 1,2 mio. kr. årligt. Ud over bevillingen har forvaltningen i årene 2020-2022 finansieret indsatserne inden for rammen. Dette er håndteret gennem en midlertidig prioritering af ressourcer fra kulturhusene. Hvis indsatsen skal opretholdes fremover, er der behov for finansiering til dette. I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af budgetbidrag 2022 valgte udvalget at finansiere bevillingen til Cph Volunteers i et år indtil udgangen af 2022.

Scenarier for bevillingsfornyelse til Budget 2023

Scenarie 1: Fornyelse af den nuværende bevilling på 0,6 mio. kr. årligt med nedgang i serviceniveau

Scenarie 1 blev henvist til forhandlingerne om Budget 2023 på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. april 2022 som et bevillingsudløb.

Hvis Cph Volunteers fortsætter med den nuværende bevilling, vil 0,4 mio. kr. årligt gå til projektledelse og 0,2 mio. kr. årligt gå til IT, licenser, materialer mv. I så fald vil Cph Volunteers udelukkende være en digital formidlingsplatform for frivillighed, hvor frivillige matches med ledige frivilligopgaver.

Alle udviklingsaktiviteter må enten neddrosles eller stoppes, herunder udbredelse af frivillighed i Kultur- og Fritidsforvaltningens bydelsenheder, udbredelses- og PR-aktiviteter, rådgivning af arrangører, aktiviteter for de frivillige og samarbejde med det øvrige Københavns Kommune på frivillighedsområdet.

 Scenarie 2: Forhøjet bevilling på 1,2 mio. kr. årligt, der anbefales som en varig bevilling, med opretholdelse af nuværende serviceniveau

Med en forhøjet bevilling på 1,2 mio. kr. årligt, hvoraf 0,9 mio. kr. går til projektledelse og 0,3 mio. kr. går til IT, licenser, materialer mv., kan indsatsen opretholdes med både drift og muligheden for løbende tilpasning og udvikling af indsatsen.

En varig bevilling vil betyde at: 

  • Eventfrivilligheden kan indgå i bydelenes drift på længere sigt, og dermed udvikle en sammenhængende indsats med lokalt forankrede grupper af bydelsfrivillige. Cph Volunteers har gennemført et forsøg med at skabe en lokalt forankret indsats for bydelsfrivillighed på Østerbro. Med en varig bevilling vil det være muligt at gennemføre lignende processer i 1-2 bydele årligt. En accelereret implementering vil kræve en midlertidigt forhøjet bevilling, jf. scenarie 3.
  • Der kan etableres mere ambitiøse, langvarige frivilligpartnerskaber med større kultur- og fritidsaktører som f.eks. Det Kongelige Teater, København Zoo, DGI, Sparta m.fl.
  • Der vil kunne arbejdes mere langsigtet med at opkvalificere både frivillige, arrangører og medarbejdere, og dermed løfte hele frivillighedsområdet i København.
  • Der kan arbejdes mere langsigtet med forbedring af IT-understøttelsen, den digitale brugeroplevelse og dataindsamling.

Scenarie 3: Midlertidigt forhøjet bevilling på 1,7 mio. kr. i perioden 2023-2026 og herefter en varig bevilling på 1,2 mio. kr. fra 2027 og frem med forhøjet serviceniveau i form af to fokusindsatser

Med en midlertidigt forhøjet bevilling, der efterfølges af en varig (grund-) bevilling vil det være muligt at opretholde indsatsen, som den kendes i dag, og implementere to fokusindsatser.

  1. Intensiv udrulning af lokalt forankret og tværgående understøttet frivillighed i alle 12 bydele i løbet af to år

    Opbygning af grupper af bydelsfrivillige med forankring i lokale kulturinstitutioner, som skaber en stærk tilknytning mellem de frivillige og bydelens kultur- og fritidsliv. Denne indsats sker i sammenhæng med den lokale foreningsfrivillighed og sociale frivillighed i øvrigt. Med et lokalt forankret Cph Volunteers kan lokale foreninger samt kultur- og idrætsevents, men også botilbud, lokaludvalg, miljøpunkter og mange andre, let rekruttere nye frivillige, som kan engagere sig på fleksible vilkår.

     

  2. Videnscenter for eventfrivillighed for kultur- og fritidsarrangører
    Cph Volunteers kan styrke indsatsen over for arrangørvækstlaget gennem tre delindsatser: 1) projektrådgivning til nye arrangører, herunder foreningslivet, 2) samling og formidling af viden på Cph Volunteers hjemmeside og 3) faglige arrangementer om frivillighed for Københavns kultur- og idrætsarrangører, herunder foreningslivet, som skaber netværk og kompetenceløft.

Tabel 2 – Tre scenarier for bevilling til Cph Volunteers

(1.000 kr. – 2023 p/l)

2023

2024

2025

2026

I alt

Scenarie 1

Opretholdelse af Cph Volunteers med reduceret serviceniveau (bevillingsudløb, allerede henvist varigt)

646

646

646

646

2.584

Scenarie 2 *

Opretholdelse af Cph Volunteers inkl. udvikling

1.230

1.230

1.230

1.230

4.920

Scenarie 3**

Opretholdelse af Cph Volunteers inkl. udvikling og fokusindsatser

1.720

1.720

1.720

1.720

6.880

*Midlerne ønskes afsat varigt.
** Midlertidigt forhøjet bevilling fra 2023 til 2026. Herefter varig bevilling på 1.230 mio. kr. årligt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget udarbejder et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2023, der indeholder beskrivelse af de tre scenarier.

 

Søren Tegen Pedersen

        /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget tog orienteringen til efterretning.

 

Analyse- og udviklingschef, Jakob Heide Petersen, og chef for kulturfaglig afdeling, Sara Bech Jakobsen, deltog under punktets behandling.

 

 

Til top