Mødedato: 09.06.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Halvårlig status på tryghedssituationen på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse

Se alle bilag

Forvaltningen har de seneste år arbejdet strategisk med at styrke tryghedsarbejdet i forvaltningen. Der arbejdes på tværs af hele forvaltningen og i samarbejde med andre forvaltninger, SSP og politi om at skabe gode og trygge rammer for brugerne såvel som medarbejderne på biblioteker, idrætsanlæg og kulturhuse. Dertil er forvaltningen en proaktiv medspiller i Københavns Kommunes Sikker By-samarbejde og SSP-samarbejdet, som har til formål at sikre en tryg by og mindske kriminalitet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger halvårsstatus på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse. Status viser, at ca. halvdelen af Kultur- og Fritidsforvaltningens idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse ikke har registreret utryghedsskabende hændelser, mens en tredjedel har indberettet meget få hændelser. Fem anlæg har indberettet mere end 30 hændelser. Forvaltningen har skærpet fokus på trygheden på institutioner med mange og alvorlige hændelser. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges status til orientering. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse til efterretning.

Problemstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 13. december 2021 besluttede udvalget, at den halvårlige status på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg med halinspektører fremover også skal indeholde status på tryghed på øvrige idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse. For overblikkets skyld håndteres dette i en særskilt indstilling.

Løsning

Forvaltningen benytter systemet Microbizz til at registrere utryghedsskabende hændelser på anlæggene. Data fra Microbizz viser, at der i perioden fra den 1. maj 2021 til den 30. april 2022 i alt er registreret 713 utryghedsskabende hændelser på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse, hvilket svarer til i gennemsnit 5 hændelser per institution om året. Hændelserne er af meget forskellig karakter og dækker bredt fra hærværk (121 tilfælde) og utryghedsskabende adfærd (445 hændelser) til ubehagelige tilråb (19 episoder), trusler (14 episoder) og fysisk vold (11 episoder), mens 103 er kategoriseret som "andet". Kategorierne er uddybet i bilag 1.

Cirka halvdelen af Kultur- og Fritidsforvaltningens omkring 130 idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse har ikke registreret utryghedsskabende hændelser, mens en tredjedel har indberettet henholdsvis 1 og 2 hændelser i perioden. 5 anlæg har indberettet mere end 30 hændelser i perioden. Forvaltningen har skærpet fokus på trygheden på institutioner med mange og alvorlige hændelser. De 5 institutioner med mange hændelser er Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Idrætshuset på Østerbro, Østerbrohuset, Lundehushallen og Støberiet på Blågårds Plads.

På Vesterbro Bibliotek og Kulturhus har der været indberettet 75 hændelser. Stort set alle hændelser har involveret hjemløse. Kultur- og Fritidsudvalget er i notat den 11. februar 2022 blevet orienteret om situationen og indsatsen.

I Støberiet på Blågårds Plads har der været 32 indberettede hændelser. De fleste hændelser har været med unge over 18 år, der har brugt stedet uhensigtsmæssigt i den selvbetjente åbningstid, hvor de blandt andet har røget hash og opholdt sig til gene for andre brugere. Forvaltningen har i samarbejde med SSP koordineret en indsats, hvor lokalpolitiet og Københavnerteamet i perioder har intensiveret tilstedeværelsen i området, hvilket har givet lidt ro - uden dog helt at eliminere udfordringerne.

I Idrætshuset på Østerbro (selvbetjent institution) har der været indberettet 73 hændelser. Stort set alle hændelser er med unge, der har brugt Idrætshuset som opholds- og værested på en uhensigtsmæssig måde, som til tider har skabt utryghed og været generende for øvrige brugere. En intensiv og koordineret indsats fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, lokalpolitiet og SSP med øget tilstedeværelse har mindsket antallet af hændelser.

I Østerbrohuset (selvbetjent institution) har der været 46 indberettede hændelser, hvoraf de 38 har været situationer med unge, der har brugt huset uden at booke tid. Der har ikke været konflikter i forbindelse med disse episoder, hvorfor de fremover ikke indmeldes som utryghedsskabende adfærd. Der er ligeledes indgået dialog med aktører om muligheder for at rumme ungegruppen på stedet.

I Lundehushallen (selvbetjent institution) har der været 36 indberettede hændelser, der stort set alle er med unge under 18 år, der har taget ophold i hallen. Da hallen i perioder har været udsat for hændelser med hærværk og utryghedsskabende adfærd, har forvaltningen i samarbejde med SSP koordineret en indsats med øget tilstedeværelse.

Idrætshuset, Østerbrohuset og Lundehushallen indgår i indstillingen om status på halinspektørordningen som nogle af de anlæg, forvaltningen vurderer kan have en god effekt af en delt halinspektørordning.

Derudover har forvaltningen skærpet fokus på institutioner, der ikke nødvendigvis har haft mange hændelser, men hvor hændelserne har en særlig alvorlig karakter eller potentielt kan eskalere. Her kan blandt andet nævnes Hillerødgade Bad og Hal, Tingbjerg Svømmehal, Bavnehøj Idrætsanlæg samt Støberiet og Blågårdens Bibliotek.

Data fra Microbizz viser, at der opstår markant flest hændelser i eftermiddags- og aftentimerne og på selvbetjente anlæg. Der indberettes ligeledes markant flere hændelser i "de kolde måneder", hvor søgningen til indendørsaktiviteter er størst.

Tryghedsbilledet viser, at der er nogle anlæg, der år for år gentagne gange har tryghedsudfordringer. Det kan for eksempel være på grund af anlæggets beliggenhed, fysiske rammer, brugergruppe m.v. Det drejer sig for eksempel om Bellahøj Svømmestadion (Friluftsbadet) i sommerperioderne (som også adresseres i indstillingen om halinspektører), Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Nørrebrohallen, Nørrebro Bibliotek, Blågårdens Bibliotek og Støberiet på Blågårds Plads, Tingbjerg Svømmehal eller Bavnehøj Idrætsanlæg. Situationen på hver af institutionerne er forskellige og kalder på forskellige løsninger, der kan række lige fra nye adgangskontrolsystemer, justerede åbningstider, tryggere indretning, kompetenceudvikling af personale, mindre selvbetjent åbningstid og meget andet. Da der er tale om meget forskellige problemstillinger og løsninger, vil konkrete tiltag på de enkelte institutioner kunne organiseres i en fleksibel tryghedspulje. Hermed kan der løbende sættes ind, hvor behovet er størst.

Om tryghedsarbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Forvaltningen har de seneste år arbejdet strategisk med at styrke tryghedsarbejdet i forvaltningen. Der arbejdes på tværs af hele forvaltningen og i samarbejde med andre forvaltninger, SSP og politi om at skabe gode og trygge rammer for brugerne såvel som medarbejderne på biblioteker, idrætsanlæg og kulturhuse. Dertil er forvaltningen en proaktiv medspiller i Københavns Kommunes Sikker By-samarbejde og SSP-samarbejdet, som har til formål at sikre en tryg by og mindske kriminalitet.

Som led i det tværgående tryghedsarbejde har forvaltningen igangsat flere udviklingstiltag. Det drejer sig blandt andet om:

  • Understøttelse af institutionerne: Styrket videndeling og sparring på tværs af forvaltningen, med henblik på at forebygge hændelser og understøtte institutionerne ved hændelser.
  • SSP: Styrket SSP-samarbejde både lokalt og med SSP-sekretariatet. Etablering af netværk af Kultur- og Fritidsforvaltningens SSP-repræsentanter, med henblik på at styrke sparring og videndeling.
  • Kompetenceudvikling: Alle frontmedarbejdere gennemfører fremadrettet et kompetenceforløb om førstehjælp med hjertestarter, brandbekæmpelse, konflikthåndtering, beredskab samt værtskab.
  • Kvalificering af Microbizz: Systemet er kvalificeret, så der sikres en mere præcis viden om hændelserne, hvorved der bedre kan sættes målrettet ind, hvor behovet er størst.
  • Hjemløse: Samarbejde med hjemløseenheden, Sikker By og andre aktører, der arbejder med hjemløse, med henblik på at kunne forebygge og håndtere hændelser med hjemløse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges på udvalgsmøder i juni og december status på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse.

Søren Tegen Pedersen

  /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget tog den halvårlige status til efterretning.

 

Analyse- og udviklingschef, Jakob Heide Petersen, og kontorchef i Idrætsudvikling, Rikke Thielcke, deltog under punktets behandling.

Til top