Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kunstneren Shepard Fairey tilbyder street art til København

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra V1 Gallery og kunstneren Shepard Fairey om udsmykning af mure i København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1.   at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen fra V1 Gallery, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

Den amerikanske samtidskunstner og grafiske designer Shepard Fairey kommer til København med en soloudstilling, som åbner d. 5. august 2011 i V1 Gallery (bilag 1). Shepard Fairey har lavet mange store offentlige udsmykningsprojekter, blandt andet i Los Angeles, New York, London, Berlin Tokyo og Paris, og han har lavet museumsshows samt street-kampagner. Mest kendt er han måske for sit 'Hope-portræt' af Barack Obama. Herudover designer han covers for musikgrupper som f.eks. Black Sabbath, Led Zeppelin og Sex Pistols, ligesom han designer til magasiner og aviser som Time Magazine og New York Times.

I forbindelse med sin udstilling i V1 Gallery har Shepard Fairey tilbudt Københavns Kommune 3-10 midlertidige kunstværker på offentlige mure/billboards i København. Kunstværkerne kan udføres som malerier eller som plakater, der bliver lakeret efterfølgende for at kunne holde til vind og vejr. Det forventes, at værkerne kan holde i et par år. Fairey udtrykker, at værkerne skal have lov til at blive stående i minimum 3 måneder.

Shepard Fairey tilbyder sine kunstværker gratis. Dog er der behov for en mindre finansiering til materialer, lift mv.  Budgettet afhænger af størrelsen af væggene. Hvis der laves et stort værk på 260 m2, 3 mellemværker på 130 m2 og 6 mindre værker på 45 m2, vil budgettet være i alt ca. 250.000 kr. (bilag 2).

V1 Gallery står for kontakt til Shepard Fairey samt de praktiske foranstaltninger.

 

Løsning

Kunst i det offentlige rum har værdi for byen. Den er frit tilgængelig for alle og når ud til flere mennesker, end der kommer på et galleri eller museum. Dermed tilbyder den alternative kunstoplevelser til byens borgere og besøgende. Herudover er den med til at udsmykke og forskønne byen og dermed gøre byen mere attraktiv og mangfoldig.

Shepard Fairey er en internationalt anerkendt kunstner - og en af de helt store navne inden for street art. Hans billeder giver ikke kun byens borgere en kunstoplevelse, men kan tiltrække international opmærksomhed inden for street art scenen. Kunstneren skal intet have i betaling, men dækket sine udgifter. Til gengæld får København en række værker, der kan holde flere år frem i tiden. 

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der udover udgifter til materialer, lift mv. også skal reserveres et beløb til afrensning, når værkerne begynder at forfalde. Forvaltningen har fået oplyst, at det koster 1800 kr. for de første 3 m2 og herefter 250 kr. pr. m2. For de foreslåede 10 værker (6  mindre, 3 mellem og 1 stort) bliver det ca. 240.000 kr. Det samlede budget bliver således i følge forvaltningen på ca. 490.000 kr.

Shepard Fairey ønsker at sprede sine værker over hele byen, både på centrale steder samt i udsatte områder eller byudviklingsområder. Et forslag til en central placering er ruten for VM i landevejscykling, hvilket vil give en god mulighed for eksponering. Fordelen ved at inkludere centrale placeringer er, at det kan give anledning til at besøge de øvrige byområder for at se flere værker.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at projektet er en unik mulighed for at udsmykke byens mure og bygninger. Projektet understøtter samtidig Københavns Kommunes strategi om differentieret graffiti - for at friholde byens mure og bygninger fra graffiti kan der anvendes andre former for udsmykning såsom grøn beplantning eller kunst. 
 

Da der ikke er afsat midler til projektet på budgettet, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der gives afslag på ansøgningen til værker af Shepard Fairey.

 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

-




Carsten Haurum       

                                                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:

Der blev begæret afstemning om et af Birthe Skaarup stillet forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende kunsterens forslag til kunstværker.

Et mindretal (Birthe Skaarup) stemte for forslaget.

Et flertal (Peter Thiele, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Allan Ahmad) stemte imod.

Susanne Møller undlod at stemme.

 

Forslaget blev dermed forkastet.

Der blev herefter begæret afstemning om et forslag om at der ydes tilskud på 250.000 kr. med henblik på at der udføres kunstværker som beskrevet i indstillingen - kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Peter Thiele, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Susanne Møller og Allan Ahmad) stemte for forslaget.
Ingen stemte imod.
Birthe Skaatrup undlod at stemme.
Forslaget blev dermed godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at mulighederne for at tilvejebringe dele af finansieringen ved hjælp af sponsorater (der ikke må influere på værket i øvrigt) undersøges sideløbende.

Kultur- og Fritidsudvalget udtalte, at udvalget støtter at byens rum benyttes til kunstværker til glæde for københavnerne. Udvalget er positivt indstillet for andre kunsntere, der vil bidrage til kunst i byens rum.

Til top