Mødedato: 05.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Nyistandsatte lokaler i bunkere på Herman Triers Plads

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en orientering om fire nyistandsatte øvelokaler i bunkere på Herman Triers Plads.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om fire nyistandsatte øvelokaler i bunkere på Herman Triers Plads til efterretning
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen udvælger én øvelokaleforening til at administrere de fire øvelokaler.

Problemstilling

På Herman Triers Plads er der fire nye ledige lokaler i bunkere, der kan anvendes til øvelokaler.

I 2016 afsatte Kultur- og Fritidsudvalget 1 mio. kr. fra udvalgets disponible midler til at få istandsat lokaler i bunkere, med det formål at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle leje lokalerne af KEID og indgå brugsaftaler med foreninger. Lokalerne er nu klar til at blive taget i brug. Da driften af bunkerne er overdraget fra KEID til Hovedstadens Beredskab (HBR), skal der indgås en ny aftale med HBR om lokalerne.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med HBR om de fire nyistandsatte lokaler i bunkerne på Herman Triers Plads.

Forvaltningen har aftalt med HBR, at Københavns Kommune kan indgå lejekontrakt om de fire øvelokaler på Herman Triers Plads. Af hensyn til den praktiske daglige drift, er det dog en forudsætning for HBR, at der kun er én kontaktperson for brugerne.

For at imødekomme den oprindelige beslutning skulle lokalerne indgå i Foreningsportalen, hvorfra de kunne bookes af folkeoplysende foreninger. HBR's ønske om kun at have én kontaktperson kan imidlertid ikke imødekommes, hvis flere brugere/foreninger kan booke lokalerne gennem Foreningsportalen. Samtidig vil flere enkeltbrugere formentlig medføre et større behov for opbevaring af udstyr, som ikke umiddelbart kan imødekommes, hvilket igen kan betyde, at udnyttelsen af lokalerne ikke bliver optimal.

Forvaltningen foreslår på den baggrund, at en enkelt øvelokaleforening efter ansøgning udvælges til, blandt sine medlemmer, at fordele tiderne. Det vil dels sikre, at HBR (og forvaltningen) kun har en enkelt kontaktperson, dels vil en enkelt forening kunne anskaffe fælles udstyr så opbevaring og udnyttelse bliver så godt som muligt.

Udgifterne vil blive afholdt af lokalerammen for folkeoplysning. Lokalerne vil blive omfattet af gebyrmodellen for øvelokaler.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår lejekontrakt med HBR om lejen og brugen af de fire nyistandsatte øvelokaler i bunkere på Herman Triers Plads og udbyder lokalerne i en ansøgningsproces.

 

Mette Touborg

                                                     /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2019:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Et flertal (Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Indstillingen blev dermed godkendt.

Kasandra Behrndt-Eriksen deltog ikke i afstemningen.

Til top