Mødedato: 05.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Principper for tilskud til foreninger med øvelokaler i bunkere

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til nye principper for tilskud til foreninger med øvelokaler i bunkere.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de nye generelle principper for tilskud til foreninger og andre kulturaktører med øvelokaler i bunkere, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af principperne tager konsekvenserne for tilskud til 12 foreninger med eksisterende øvelokaler i bunkere til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommune (KK) har i en årrække givet støtte til foreninger med øvelokaler i bunkere i form af betaling af husleje og øvrige forbrugsudgifter.

Hovedstadens Beredskab (HBR) har pr. 1. januar 2019 overtaget drift og administration af alle byens bunkere fra Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). Det er derfor nødvendigt at vedtage nye generelle principper for tilskud til foreninger med øvelokaler i bunkere.

HBR har i 2019 indgået nye erhvervslejekontrakter med brugerne, som indebærer, at brugerne skal betale husleje og forbrug direkte til HBR. Den administrative praksis, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen hidtil har dækket udgifterne omfattet af foreningernes erhvervslejekontrakter direkte til KEID (og i 2019 direkte til HBR), skal ændres, da et eventuelt tilskud til foreningerne skal gives direkte til foreningerne, jf. forretningscirkulæret om ydelse af tilskud.

Løsning

Tilskud til foreninger og kulturaktører med øvelokaler i bunkere

For at leve op til forretningscirkulæret om ydelse af tilskud, og for at sikre ligebehandling og gennemsigtighed i forhold til tilskud givet til foreninger med øvelokaler i bunkere, har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet nedenstående principper om mulighederne for tilskud til folkeoplysende foreninger, andre foreninger og kulturaktører med lokaler i bunkere.

Lokaletilskud til folkeoplysende foreninger
Københavns Kommune skal i medfør af folkeoplysningslovens §§ 21 og 22 stille offentlige lokaler vederlagsfrit til rådighed for den frie folkeoplysende virksomhed.

Kommunen kan med hjemmel i folkeoplysningslovens § 25 yde tilskud til private lokaler, der ejes eller lejes af folkeoplysende foreninger.

HBR er et kommunalt fællesskab, jf. styrelseslovens § 60, og bunkere er, selvom administrationen er overgået til HBR, fortsat offentlige lokaler, der skal stilles vederlagsfrit til rådighed. Da der ikke er tale om private lokaler, er der ikke i folkeoplysningsloven hjemmel til at yde tilskud til leje af lokaler i bunkere. Folkeoplysende foreninger med erhvervslejekontrakter i bunkere kan derfor ikke modtage lokaletilskud med hjemmel i folkeoplysningsloven.

Forvaltningen har med HBR aftalt, at KK kan overtage lejekontrakterne fra de foreninger, der ønsker det. HBR har dog betinget sig, at man kun har én kontaktperson for brugerne af en bunker.

De bunkere, hvor KK overtager lejekontrakten, kan Kultur- og Fritidsforvaltningen herefter - efter ansøgning - stille til rådighed for foreningerne efter reglerne i folkeoplysningsloven og kommunens retningslinjer for støtte til folkeoplysning. For at imødekomme HBR's ønske om kun at have en enkelt kontaktperson pr. bunker foreslår forvaltningen, at en enkelt øvelokaleforening udvælges til, blandt sine medlemmer, at fordele tiderne i de enkelte bunkere. Forvaltningen vurderer, at dette samtidig vil muliggøre en bedre udnyttelse af bunkerne, da en øvelokaleforening blandt andet vil kunne organisere fælles indkøb og opbevaring af udstyr, hvilket flere enkeltstående foreninger vil have sværere ved at organisere.

Folkeoplysende foreninger, der ikke ønsker at overdrage deres lejekontrakt til KK, kan søge Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud til betaling af husleje. Et eventuelt tilskud vil blive bevilget efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Tilskud til ikke-folkeoplysende foreninger
Andre foreninger og kulturaktører med øvelokaler i bunkere kan søge Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud til betaling af husleje. Et eventuelt tilskud vil blive bevilget efter kommunalfuldmagtsreglerne. Kultur- og Fritidsudvalget bør i givet fald opstille objektive kriterier for tildeling af tilskud.

Alle folkeoplysende foreninger, der ikke ønsker at overdrage deres lejekontrakt til KK, øvrige foreninger og kulturaktører med lokaler i bunkere vil dermed blive ligestillet.

Konsekvenser for 12 foreninger med øvelokaler i bunkere

I 2019 har i alt 12 foreninger med øvelokaler i bunkere modtaget støtte i form af øvelokaler stillet vederlagsfrit til rådighed (bilag 1).

HBR har udstedt nye erhvervslejekontrakter til foreningerne. Af kontrakterne fremgår det, at alle udgifter skal betales direkte til HBR af foreningerne selv pr. 1. januar 2020.

Da der ikke er hjemmel i folkeoplysningsloven til at yde tilskud til leje af lokaler i bunkerne, vil folkeoplysende foreninger, hvis de vælger ikke at overdrage deres lejekontrakter til KK, miste det tilskud, de hidtil har modtaget, ved at KK har betalt lejen direkte til udlejer. Foreningerne bibeholder dog retten til lokalerne i bunkerne, da foreningerne selv har indgået erhvervslejekontrakter med HBR.

Foreningerne kan herefter søge Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud til betaling af husleje i 2020, jf. tilskud til ikke-folkeoplysende foreninger beskrevet ovenfor. 

Økonomi

Tilskud til folkeoplysende foreninger er hidtil blevet dækket af folkeoplysningsmidlerne. Borgerrepræsentationen vil i en sag om bevillingsmæssige ændringer kunne overføre midler fra Folkeoplysningsudvalgets ramme til Kultur- og Fritidsudvalgets ramme til dækning af udgifterne til de foreninger, der tidligere har modtaget tilskud fra folkeoplysningsområdet, men som nu eventuelt skal modtage støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Andre foreninger og kulturaktører har ikke tidligere modtaget tilskud. Tilskud til disse kan ydes med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne.

Videre proces

Godkendes indstillingens 1. at-punkt vil Kultur- og Fritidsforvaltningen implementere principperne.

Godkendes indstillingens 2. at-punkt, vil forvaltningen orientere de 12 berørte foreninger om beslutningen og vejlede dem om proceduren for at søge om tilskud til 2020.

Folkeoplysningsudvalget har besluttet en særlig gebyrmodel for øvelokaler. Denne er ved at blive evalueret.

 

Mette Touborg

                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2019:

Der blev begæret afstemning om indstillingen, idet Kultur- og Fritidsudvalget samtidig konstaterede, at den via udvalgets disponible midler foretagne istandsættelse er en succes, og at modellen med investering i bunkernes anvendelse til øvelokaler, der tilbagebetales gennem brugsaftale/gebyr over en årrække, kan fortsætte med de nye principper.

Et flertal (Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Indstillingen blev dermed godkendt.

Kasandra Behrndt-Eriksen deltog ikke i afstemningen.

 

Til top