Mødedato: 04.09.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Styrkelse af services i International House

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt forslaget om "Styrkelse af services i International House" skal henvises til forhandlingerne om Budget 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser budgetønsket om styrkelse af services i International House til forhandlingerne om Budget 2020.

Problemstilling

På sit møde den 22. august 2019 anmodede Kultur- og Fritidsudvalget med hensyn til budgetønsket om styrkelse af services i International House Kultur- og Fritidsforvaltningen om at vende tilbage til udvalget på mødet den 4. september 2019. Udvalget anmodede forvaltningen om at undersøge, hvorvidt driftsomkostningerne for den digitale indrejseløsning kunne nedbringes. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med IT-leverandøren, som har meddelt forvaltningen, at driftsomkostningerne til den digitale indrejseløsning kan reduceres til 0,35 kr. årligt. Dette medfører dog en forhøjet omkostning for udvikling og implementering af løsningen på 0,7 mio. kr. Således vil den samlede udgift til udvikling og implementering være på 2,2 mio. kr. Derfor ændres beløbet i indstillingen.

Løsning

Tiltrækning og fastholdelse af internationale talenter har en række gavnlige effekter. Undersøgelser viser, at et højtuddannet, internationalt talent med familie i gennemsnit bliver i 10 år, og bidrager med et samlet overskud på 2,2 mio. kr. til de offentlige finanser. Virksomheder, der ansætter internationale specialister, har en højere produktivitet end andre virksomheder, og lønningerne blandt disse virksomheders øvrige medarbejdere påvirkes også positivt, jf. publikationen "Er højtuddannede indvandrere en god forretning for Danmark?", Tænketanken DEA, 2016.

International House er Københavns ”one-point-entry” for internationale talenter og arbejdskraft. Siden etableringen i 2013 har huset arbejdet fokuseret med at tiltrække, modtage og fastholde internationale borgere. Der er tre myndigheder repræsenteret i International House: SKAT, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Københavns Kommune, som giver en samlet myndighedsbetjening af de nye internationale borgere.

International House leverer en sammenhængende service, så de nye borgere får den bedst mulige start på tilværelsen i Greater Copenhagen. Der ydes bl.a. hjælp til ansøgning om indrejse og opholdstilladelse, boligsøgning, fritidsliv, job- og karrierevejledning samt en generel introduktion til et liv i Greater Copenhagen.

Indsatsen i International House foreslås styrket gennem tre konkrete tiltag:

1. Medfinansiering af én fælles national digital indrejseløsning, som kan lette den digitale indrejse. Forslaget kan gennemføres med en servicebevilling på 2,2 mio. kr. i 2020 samt en varig servicebevilling på 0,35 mio. kr. til drift og vedligehold fra 2021 og frem.

2. Styrke det regionale samarbejde med kommuner og partnere om boligmuligheder i Greater Copenhagen, så internationale borgere kan tilbydes passende boliger og herved fastholdes. Forslaget kan gennemføres med en varig servicebevilling på 0,5 mio. kr. fra 2020 og frem.

3. Ambitiøs engelsk kommunikation via optimering af hjemmesider, digitale selvbetjeningsløsninger på engelsk og sociale medier målrettet internationale borgere og virksomheder. Forslaget kan gennemføres med en servicebevilling på 0,5 mio. kr. i 2020 og 0,3 mio. kr. i 2021.

Gennemførsel af forslagene forudsætter en samlet servicebevilling på 6,4 mio. kr. i perioden 2020-2023, heraf en servicebevilling på 3,55 mio. kr. i 2020, en servicebevilling på 1,15 mio. kr. i 2021 samt en varig servicebevilling på 0,85 mio. kr. fra 2022 og frem. Forslagene kan vedtages separat. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes udarbejder forvaltningen et budgetnotat, som indgår i forhandlingerne om Budget 2020. 

 

Mette Touborg

                                                                                       /Aravni Elisabeth Jakobsen   

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top