Mødedato: 04.09.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Flydende Kursuscenter

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra foreningen Flydende By om støtte på samlet 200.000 kr. til udgifter i 2014 og 2015. 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen om tilskud på samlet 200.000 kr. til udgifter i 2014 og 2015, da der ikke er afsat midler på budgettet til formålet.   

Problemstilling

Foreningen Flydende By ansøger om samlet 200.000 kr. i økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med opstart og byggeri af et Flydende Kursuscenter i 2014 og 2015.

Løsning

Foreningen Flydende By er igang med at bygge tre skibe/flåder, der skal indtage Københavns Havn i 2016. Flydende By's ambitionen er, at flåderne skal fungere som mobile kursusfaciliteter, der kan lægge til forskellige steder i havnen. Flåderne skal bruges til at afholde kurser om bæredygtig omstilling - og i sig selv fungere som en demonstration af hvordan nye typer arkitektur, decentrale bæredygtige løsninger og nye byggeteknikker, kan bidrage til omstillingsprocessen. 

Flåderne bliver bygget på en grund på Enghave Brygge, som foreningen lejer af By og Havn. Foreningen har i den forbindelse indgået aftale med ejeren af hallen, om at foreningen nedriver hallen ved fraflytning i 2016.  

Det samlede budget i byggeperioden er ca. 1,1 mio. kr. Flydende By har foreløbig modtaget støtte på 636.500 kr. fra Realdania, Grundfos, Bodil Pedersen Fonde og Københavns Kommune. Heraf bidrog Kultur- og Fritidsudvalget med 80.000 kr. i tilskud til projektet i 2011. Tilskuddet muliggjorde, at foreningen kunne finansiere depositum for nedrivningsansvar på en værkstedsbygning.

På den baggrund søger foreningen Flydende By om tilskud på 200.000 kr. Ansøgningen skal dække udgifter til f.eks. materialer, leje af grund, nedrivning af hal, vandarealleje og forsikringer i forbindelse med byggeriet af flåderne i 2014 og 2015.


Flydende by
Flydende By er en frivillig forening som siden 2008 har arbejdet med kultur, arkitektur og omstillings- og klimaløsninger.

Flydende Bys målsætning er, at det flydende kursuscenter skal være klar til at indtage havnen, som en foreningsdrevet vidensdelingsplatform, inden 2016. Flåderne skal tilsammen råde over køkken, værksteder, konferencerum og plads til indkvartering af op mod 30 personer. Flydende By, som skal drive kursuscenteret på frivillig basis, tæller dags dato 22 medlemmer.


Fremtidig drift
Flydende By tilkendegiver i projektmaterialet, at foreningen efter opstartsfasen planlægger at drive kursuscenteret økonomisk uafhængigt - således, at fremtidige udgifter til eks. vandarealleje og leje af kajplads dækkes af kontingenter, donationer og kursusvirksomhed.  

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.



Carsten Haurum



                                                                                            / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2014:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der ydes et tilskud på 80.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Yildiz Akdogan, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Carl Christian Ebbesen og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.

Et mindretal (Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

Til top