Mødedato: 03.09.2015, kl. 17:25
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udvidelse af Brønshøj bibliotek - Lejekontrakt og deponering

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indgåelse af kontrakt om tredjemandslejemål i forbindelse med udvidelse af Brønshøj bibliotek.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Ejendomme bemyndiges til at indgå ny lejekontrakt vedr. stue- og kælderetagen under Brønshøj bibliotek, Frederikssundsvej 175, 2700 Brønshøj (3.trediemandslejemål),
  2. at der i 2015 overføres 2,96 mio. kr. til Økonomiudvalget vedrørende deponeringsforpligtelsen. Se tabel 1 i økonomiafsnittet for bevillingsmæssige konsekvenser.

Problemstilling

Der blev med Budget 2015 afsat 2,8 mio. kr. til at skabe mere aktivitetsplads, synlighed og tilgængelighed på Brønshøj bibliotek samt at udvide med en Borgerservice KVIK.

Løsning

Der er mulighed for at overtage et lejemål i stueetagen under biblioteket. Lejemålet har en størrelse på ca. 180m2 (+ kælder på ca. 200m2). Udvidelsen giver mulighed for at etablere en selvstændig indgang med elevator til biblioteket. Københavns Ejendomme er ved at indgå ny lejekontrakt med udlejer med det forbehold, at kontrakten skal godkendes af Borgerrepræsentationen. Det nye lejemål vil således kunne afhjælpe en række af de udfordringer, biblioteket har haft i forhold til synlighed og handicaptilgængelighed. De 2,8 mio. kr., der blev afsat i Budget 2015, er allerede udmøntet, da beløbet er stjernemarkeret. Midlerne skal bruges til ombygning og indretning af det udvidede bibliotek. 

Placeringen af Borgerservice på 1. sal
Oprindeligt var sigtet at placere Borgerservice Kvik i stueetagen med direkte udgang til Brønshøj Torv. I det nærmere arbejde med indretningen af biblioteket har det imidlertid vist sig, at det giver bedst synergi at samle personale for bibliotek og borgerservice på 1. sal. Som et led i Bibliotekspakken kommer personalet i høj grad til at arbejde integreret med borgerservice- og bibliotekstilbud. Stueetagen kommer således til at fungere som et velkomst- og arrangementsområde, der skal bruges til at trække borgere ind og op i huset. Desuden har en central overvejelse været at stueetagen får liv i den relativt lange selvbetjente åbningstid og hermed bliver et udstillingsvindue til gaden. En placering af borgerservice på 1. salen af Brønshøj bibliotek vil derudover trække nye brugere, der normalt ikke kommer på biblioteket, helt op i huset, og borgerne vil kunne drage fordel af bibliotekets udbud af services i en evt. ventetid.

Økonomi

Når kommunen indgår tredjemandslejemål, skal kommunen deponere et beløb svarerende til det lejede areals forholdsmæssige andel af en ejendom sat i forhold til den aktuelle ejendomsvurdering.

Udgiften til deponering ved udvidelse af Brønshøj bibliotek er genberegnet til 2,96 mio. kr. Med denne indstilling overføres budget svarende til dette beløb til Økonomiudvalget, der forestår deponeringen. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af tabellen nedenfor.


At-punkt Udvalg Bevilling(nr. og navn) Funktion Indtægt (I) /
Udgift (U)
Beløb i 1.000 kr.*(2015 p/l) Varig?
ja/nej
2015
2 KFU Finansposter 8.32.27.5 U -2.960 Nej
2 ØU Finansposter 8.32.27.5 U 2.960 nej
I alt - - - - 0 -


I forbindelse med Budget 2015 blev der afsat 3,4 mio. kr. (finansposter) til deponering i forbindelse med udvidelsen af Brønshøj Bibliotek. Idet deponeringsforpligtelsen sidenhen er blevet genberegnet til 2,96 mio. kr. resterer der et beløb på 0,44 mio. kr. fra den oprindelige bevilling. Sådanne beløb tilbageføres normalt til kassen. Borgerrepræsentationen har imidlertid den 26. marts 2015 i forbindelse med en sag om deponering for lejemål i forbindelse med overtagelse af Turistinformationen (punkt 42) besluttet, at deponeringen for Turistinformationens lokaler på Vesterbrogade 4a bl.a. finansieres ved de frigjorte deponeringsmidler fra Brønshøj Bibliotek. 

Leje
Den årlige leje på de nye lokaler er ikke endeligt færdigforhandlet med udlejer. Den øgede udgift til husleje skal afholdes af de til formålet afsatte midler bevilget i Budget 2015.

Videre proces

Godkendes indstillingen, indgår Københavns Ejendomme endelig lejekontrakt med udlejer, hvorefter Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår et fremlejemål med Københavns Ejendomme. Det ombyggede bibliotek planlægges åbnet i første halvår af 2016.


Carsten Haurum

                                                                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. september 2015:

Indstillingen blev godkendt.
Til top