Mødedato: 02.12.2004, kl. 16:00

Ørestad Idrætscenter

Ørestad Idrætscenter

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 2. december 2004

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Ørestad Idrætscenter

(KFU 400/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at    Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget ikke fremmer projektet om et 8.100 m2 idrætsanlæg i Ørestad, som foreslået af Politiets Idrætsforening i København, Danmarks Radios Idrætsforening, Universitetets Gymnastikforening og Dansk Firmaidræt, og

 

at etablering af et eventuelt kommunalt idrætsanlæg i Ørestad medtages i forhandlingerne om budget 2006.

 

 

RESUME

Økonomiudvalget godkendte den 11. juni 2003[1] Økonomiforvaltningens indstilling om, at Økonomiforvaltningen sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen optager forhandlinger om Københavns Kommunes eventuelle indtræden i Den selvejende Institution " Ørestad Idrætscenter". En indtræden kunne ske med et indskud på 3 mio. kr. fra puljen til offentlige servicefaciliteter.

 

En projektgruppe, der repræsenterer 4 idrætsforeninger, Politiets Idrætsforening i København, Danmarks Radios Idrætsforening, Universitetets Gymnastikforening og Dansk Firmaidræt har udarbejdet et forslag om et 8.100 m2 stort idrætscenter i Ørestad Universitetskvarter og de 4 idrætsforeninger vil hver indskyde 3 mio. kr. i projektet.

 

Projektgruppen forudsætter nu, at kommunen yder et anlægsindskud på 3 mio. kr., og betaler en årlig husleje i 17 år på 3,6 mio. kr. Det er samtidig en forudsætning for en sammenhængende økonomi i projektet, at der ydes tilskud - i henhold til Folkeoplysningsloven - til foreningernes brug af den ikke kommunale tid i centret. Det konkrete beløb er p.t. ikke kendt.

 

I idrætscentret vil der være mulighed for at dyrke basketball, floorball, håndbold, indefodbold, bowling, squash, gymnastik, dans, aerobic mv. Forslaget rummer desuden lokaler til udlejning, f.eks. til fitness/sol, café/restaurant mv.

 

Brugerne af idrætscentret vil være medlemmerne af de 4 idrætsforeninger, beboere, studerende og ansatte i nærområdet, samt de brugere, som Københavns Kommune kan anvise, f.eks. fra skoler, gymnasier og børneinstitutioner. 

 

Ørestad Idrætscenter foreslås opført af KPC-BYG A/S. Anlægsudgiften finansieres ved indskud fra de 4 idrætsforeninger og fra Københavns Kommune. Restbeløbet lånefinansieres.

 

KPC-BYG A/S bliver ejer af bygningen i 17 år. Herefter køber den selvejende institution/eller Københavns Kommune bygningen for restgælden. KPC-Byg A/S forestår den kommercielle udlejning f.eks. til fitnesscenter og café/restaurant. KPC- BYG A/S bærer samtidig risikoen for evt. underskud for denne del af forretningsområdet.

 

Idrætscenterets idrætsdel f.eks. haller, multirum, og squashbaner forudsættes drevet af en selvejende institution etableret af de 4 idrætsforeninger og med Københavns Kommune som samarbejdspartner/ eller interessent.

 

Projektgruppen budgetterer med indtægter fra udlejning af idrætsdelen, og kommunal husleje, samt udgifter til husleje til KPC-BYG A/S, løn, el, vand, varme, vedligehold mv.

 

Projektgruppen forudsætter, at grunden stilles vederlagsfrit til rådighed af Ørestadsselskabet i 30 år. Derefter kan den selvejende institution eller Københavns Kommune købe grunden til den til den tid gældende grundpris.

 

Projektgruppen forudsætter, at Idrætscenteret fritages for betaling af ejendomsskyld og dækningsbidrag.

 

For den kommunale husleje får Københavns Kommune stillet ca. 37 % af timerne i haller og multirum til rådighed, primært i dagtimerne. De resterende timer stilles til rådighed til de 4 idrætsforeninger og en del af timerne udlejes. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen kan aktuelt kun pege på muligheden for at kunne benytte en del af de kommunale haltimer, hvis Christianshavns Gymnasium udvides, og der ikke opføres en sportshal på Holmen.

 

Hvis Københavns Kommune støtter dette idrætscenter på de foreslåede vilkår, finansieres indskudsbeløbet på 3 mio. kr. fra de reserverede midler fra Puljen til projekter ved etablering af offentlige servicefaciliteter i forbindelse med nye boligområder. Herudover skal skaffes kassemæssig dækning for den årlige fritagelse for grundskyld mv. (p.t.1,73 mio. kr.) og til den årlige husleje på 3,6 mio. kr. I henho ld til de gældende regler skal der ske deponering af ca. 46 mio. kr.  

 

Forvaltningerne vurderer, at en række af driftsforudsætningerne er behæftet med usikkerhed, der kan medføre driftsunderskud og likviditetsunderskud efter 3 år. Endvidere skønnes, at haltimernes prioritering ikke er overensstemmelse med de vedtagne principper om f.eks. prioritering af børn og unge. Hertil kommer, at de kommunale haltimer ikke kan udnyttes fuldt ud af skoler og institutioner. Endelig vurderer forvaltningerne, at de faktiske anlægsudgifter vil overstige det skønnede beløb.

 

En kalkulation over hele investeringsudgiften pr. disponible timer i hallerne og multirum til henholdsvis idrætsforeningerne og til kommunen viser, at hvis kommunen indgår i idrætscentret på projektgruppens vilkår, vil timeprisen for de 4 idrætsforeninger blive 124 kr., mens prisen for de timer, som kommunen får stillet til rådighed vil blive ca. 600 kr.

 

Formålet med etableringen af Ørestad Idrætscenter kunne i givet fald være ønsket om at støtte et samarbejde med private idrætsforeninger og en stimulering af idrætslivet i Ørestad nord, herunder ønsket om at få aktivitet om aftenen og weekenderne. På den baggrund foreslås, at projektet ikke nyder fremme, men alternativt indgår i budgetforhandlingerne for 2006 som et kommunalt idrætscenter i Ørestad Nord.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Økonomiudvalget godkendte den 11. juni 2002[2] Økonomiforvaltningens indstilling om, at Økonomiforvaltningen sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen optager forhandlinger om Københavns Kommunes eventuelle indtræden i Den selvejende Institution " Ørestad Idrætscenter". En indtræden skulle ske med et indskud på 3 mio. kr. fra puljen til offentlige servicefaciliteter.

 

Baggrunden herfor var en anmodning fra en projektgruppe fra Politiets Idrætsforening i København, Danmarks Radios Idrætsforening og Universitetets Gymnastikforening om, at Københavns Kommune indskød 3 mio. kr. til et idrætscenter i Ørestaden. Projektgruppen foreslog, at de 3 foreninger samt Dansk Firmaidræt hver indskød 3 mio. kr. Med tilskuddet fra Københavns Kommune ville egenkapitalen blive på i alt 15 mio. kr. Dette indskud skulle gøre det muligt at etablere et idrætscenter på ca. 12.000 m2, der kunne tilgodese behovet for idrætsfaciliteter til de mange beboere, studerende og arbejdspladser i byområderne på Islands Brygge og i Ørestad Nord. Ud over indskuddet på 3 mio. kr. skulle kommunen ikke bidrage yderligere økonomisk. 

 

Projektet

Økonomiforvaltningen har sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen haft flere forhandlinger med projektgruppen om det foreslåede idrætscenter.

 

Projektgruppen, der nu repræsenterer 4 idrætsforeninger, Politiets Idrætsforening i København, Danmarks Radios Idrætsforening, Universitetets Gymnastikforening og Dansk Firmaidræt, har imidlertid opgivet det oprindelige projekt i en erkendelse af, at det ikke har været muligt at sandsynliggøre en drift i balance.

 

Projektgruppen har i stedet for nu fremsat for­slag om opførelse af Ørestad Idrætscenter på 8.100 m2og med KPC-BYG A/S som entreprenør og inve­stor.

 

Projektet forudsætter inddragelse af Københavns Kommune med et kontant indskud på 3 mio. kr. og - som et nyt krav til kommunen - en betaling af en årlig hus­leje på ca. 3,6 mio. kr. 

 

Beliggenhed:

Det er forudsat, at idrætsanlægget placeres i Ørestad universitetskvarter og inden for det lokalplanområde, der er betegnet IF i lokalplan nr. 301 med tillæg 1,2,3 og 4. I alt 30.000 etagementer boligbyggeri og idrætscenter forventes opført inden for lokalplanområde IF, jf. bilag 1.

 

Grundforhold:

Ørestadsselskabet har mundtligt oplyst, at selskabet er indstillet på at stille grunden vederlagsfrit til rådighed til et idrætsanlæg i en periode på 30 år. Derefter har lejeren ret til at købe grundarealet for den pris, der er gældende for tilsvarende område og anvendelse i henhold til Ørestadsselskabets fastsatte grundpriser på det tidspunkt, hvor køberetten benyttes. I modsat fald hjemfalder bygningen med indretninger, beplantninger mv. til Ørestadsselskabet. Alternativt kan Ørestadsselskabet forlange, at lejeren reetablerer ejendommen ved helt eller delvist at fjerne bygninger, indretninger, beplantninger mv. Lejeren er pligtig at betale bidrag f.eks. til den kommende Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter, til Vandlauget i Ørestad samt ejendomsskatter.

 

Idrætscentret:

Centret vil være placeret med hovedindgang og forside ud mod den planlagte plads, der deles med boligslangen, jf. bilag 2.

 

Indretningen af centret fremgår af bilag 3. Centret er planlagt indrettet med stor fleksibilitet, idet kravene til idrætsgrenenes faciliteter og facilitetsbehov løbende ændres.

 

Centrets faciliteter fremgår af bilag 4.

< p class=MsoNormal style='text-align:justify;line-height:14.4pt;mso-pagination: none'> 

Organisering:

De 4 idrætsforeninger forudsætter at etablere en selvejende institution med Københavns Kommune som samarbejdspartner/interessent, jf. bilag 5.

 

Idrætsforeningerne foreslår, at Københavns Kommune er interessent, eller at der udarbejdes en driftsaftale/samarbejdsaftale med kommunen.

 

Den selvejende institution vil i samarbejde med KPC-BYG A/S opføre og finansiere idrætscentret.

 

Den selvejende institution skal via ansat personale varetage driften vedrørende idrætsaktiviteterne (haller, multirum og squashbaner), mens KPC-BYG A/S forestår den kommercielle udlejningen til bl.a. fitnesscenter og café/restaurant og oppebærer indtægten og bærer risikoen for evt. underskud.

 

Brugere:

Idrætscentrets brugere vil være medlemmerne i de 4 idrætsforeninger, beboere fra Universitetskvarteret og kvartererne omkring Islands Brygge og Amager Fælled, ansatte og studerende ved de omliggende virksomheder og institutioner samt eventuelt brugere, som Københavns Kommune måtte anvise, f.eks.  fra skoler, gymnasier, børneinstitutioner mv.

 

Indskud:

De 4 idrætsforeninger vil hver indskyde et kontant beløb på 3 mio. kr., eller i alt 12 mio. kr. Alene Dansk Firmaidræt har dags dato givet endeligt tilsagn om indskud på 3 mio. kr., mens de 3 andre idrætsforeninger afventer Københavns Kommunes stillingtagen.

 

Projektgruppen har foreslået, at København Kommune indskyder 3 mio. kr.

 

Anlægsøkonomi:

KPC-BYG A/S vurderer, at anlægsudgiften - ud fra selskabets erfaring med andre idrætshaller - udgør 77 mio. kr. Anlægsudgiften er ikke på nuværende tidspunkt nærmere specificeret.

 

KPC-BYG A/S påbegynder byggeriet, når der er indgået et tilfredsstillende antal lejekontrakter, hvorefter KPC-BYG A/S indestår for, at anlægsudgifterne ikke overskrides.   

KPC-BYG A/S forbliver ejer af bygningen i 17 år, hvorefter bygningen overdrages til den selvejende institution eller Københavns Kommune mod betaling af restgælden på finansieringen.  

 

Finansiering:

Projektgruppen foreslår, at anlægget finansieres fra en del af den kontante indskudskapital på 10 mio. kr. og resten med lån.

 

Projektgruppen har forudsat et fast forrentet lån med en rente på ca. 6 % p.a. Hvis lånet kan hjemtages til en rente på 6 % vil restgælden det 17. år være 18,1 mio.kr.

 

Likviditet:

Den del af indskudskapitalen, som ikke medgår til anlægget, anvendes således:

-         1mio. kr. til anskaffelses af løsøre                     

-         1 mio. kr. til forberedelse af åbning af centret

-         1 mio. kr. til rådgivningshonorar

-         2 mio. kr. til driftskapital

 

Ifølge projektgruppens likviditetsbudget vil driftskapitalen på 2 mio. kr. sikre likviditet i indkøringsperioden indtil 3. år, hvor der forventes fuld drift i balance.

 

Driftsøkonomi:

Projektgruppen budgetterer med indtægter fra udlejning af idrætsdelen og fra Københavns Kommune og udgifter til husleje til KPC-BYG A/S og driftsudgifter, f.eks. løn, energiudgifter, forsikring og vedligeholdelse.

 

Projektgruppen forudsætter, at Ørestad Idrætscenter af Københavns Kommune fritages for udgiften til ejendomsskyld og dækningsafgift mv., der aktuelt kan beregnes til ca. 1,73 mio. kr. pr. år. 

 

Projektgruppens 3-årige driftsbudget fremgår af bilag 6.

 

Projektgruppens driftsbudgetter viser med de givne forudsætninger et driftsunderskud de første 2 år og derefter en driftsøkonomi i balance det 3. år.

 

Haltimer

Centrets åbningstid bliver mandag – fredag 07:00-23:00 og lørdag/søndag 08:00-18:00.

 

De 4 idrætsforeninger forudsætter, at de får indflydelse på fordelingen af timerne i de haller og multirum, mens alle timerne i squashbanerne vil blive udlejet.

 

Projektgruppen forslag til fordeling af timerne fremgår af bilag 7.

 

De samlede timer i de 2 haller og 3 multirum på i alt 21.000 timer er fordelt således:

-         Københavns Kommune: 7.717,50 timer (36,75 %)

-         De 4 idrætsforeninger: 15.670 timer (27 %) og

-         Udlejning: 7.612,50 timer (36,25 %)

 

De kommunale haltimer fordeles således:

-         82 % - mandag-fredag i tiden 8:00-16:00.

-         10 % - mandag -fredag i tiden 16.00-21:00

-         8 % - lørdag - søndag i tiden 8:00-18:00

 

Projektgruppen forudsætter, at de 4 idrætsforeninger ikke skal betale yderligere for at de i alt 15.560 timer end det kontante engangsindskud på 12 mio. kr.  

 

Kommunale behov for idrætsfaciliteter

Forvaltningerne vurderer, at det er en forudsætning, at folkeskolerne/gymnasierne vil kunne aftage hovedparten af de kommunale haltimer, der ligger i hverdagstimerne.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vurderer, at alene Christianshavns Gymnasium vil kunne anvende idrætscentret, hvis gymnasiets kapacitet udvides bl.a. med inddragelse af gymnasiets egne idrætsfaciliteter. I givet fald vil Christianshavns Gymnasium kunne aftage haltimer beregnet til en husleje indtil 1,5 mio. kr. Om dette vil blive relevant, afhænger således af beslutninger omkring udvidelse af gymnasiets kapacitet og om evt. opførelse af en sportshal på Holmen, jf. bilag 8 Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger. 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at kun en meget lille del af formiddagstimerne kan afsættes til vuggestuer, børnehaver og ældreidræt. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens erfaring, at disse grupper i vid udstrækning får deres behov dækket på andre anlæg, der er ledige i de mindre attraktive formiddagstimer, herunder bl.a. i Valby Idrætspark.

 

Københavns Kommune følger Folkeoplysningslovens prioritering om, at timer til børn og unge samt handicappede er højst prioriterede, jf. bilag 9.

 

Prioriteringen betyder, at Danmarks Radios Idrætsforening, Dansk Firmaidræt og Politiets Idrætsforening, der primært er voksenforeninger uden tilknytning til lokalområdet, ofte ikke får de ønskede tider i de eksisterende idrætsanlæg.

 

Prioriteringen af haltimer i Ørestad Idrætscenter vil således sprænge de gængse og vedtagne prioriteringer.

 

Endeligt vil børn og unge i institutioner og skoler samt ældre næppe i formiddagstimerne kunne bruge alle de haltimer, som er til kommunens disposition.

 

Betaling for idrætsfaciliteter

Der er forskellige betalingsregler for brug af idrætsfaciliteter i Købehavns Kommune. De foreninger, der er repræsenterede i Københavns Idrætsanlægs repræsentantskab, kan få Københavns Idrætsanlægs faciliteter stillet vederlagsfrit til rådighed. Det gælder f.eks. for foreningerne under Dansk Firmaidræt.

 

De foreninger, der benytter private lokaler, kan få driftstilskud i henhold til Folkeoplysningsloven. Loven giver alene hjemmel til at dække 75 % af foreningens driftsudgifter for medlemmer under 25 år.

 

Ørestadens Idrætscenter vil være at sammenligne med private lokaler. Langt hovedparten af medlemmerne af Dansk Firmaidræt og Danmarks Radios Idrætsforening er over 25 år. Det betyder, at disse 2 idrætsforeningen får faciliteter stillet til rådighed alene mod betaling af et engangsindskud på hver 3 mio. kr. En facilitet, som de et andet sted selv skulle have betalt hovedparten af driftsudgifterne af.

I det omfang, at foreninger/klubber/unioner lejer faciliteter i idrætscentret, vil disse kunne søge lokaletilskud efter de gældende aftaler i Københavns Kommune.

 

Kommunens udgifter til lokaletilskud vil blive reduceret i det omfang, at foreningerne i centret afgiver kapacitet andre steder i byen. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at det næppe bliver tilfældet ved etablering af Ørestad Idrætscenter, jf. bilag 9.

 

Idrætsfaciliteters betaling af ejendomsskyld mv.

I følge § 8 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme kan kommuner vælge at meddele hel eller delvis fritagelse for kommunal grundskyld m.v. af sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og skytteforeninger eller andre organisationer med samme formål.

 

I følge kommunens praksis fritages idrætsanlæg ikke for ejendomsskyld. Efter en vurdering kan imidlertid bevilges et tilskud, som helt eller delvist dækker udgifterne til ejendomsskyld mv. I givet fald dækkes bevillingen af fagudvalgets budget. Projektgruppen har forudsat, at Ørestadens Idrætscenter fritages for ejendomsskyld, dækningsafgift mv.

 

I Københavns Kommune gives et bevillingsmæssigt tilskud dog kun til sports- og idrætsanlæg, som tilhører en tilskudssøgende forening.

 

Den årlige udgift for Ørestad Idrætscenter til ejendomsskyld og dækningsbidrag kan aktuelt beregnes 1.456.000 kr., og udgifter til rottebekæmpelse m.v. kan beregnes til 274.508 kr. I alt en samlet udgift på ca. 1,73 mio. kr. (nutidsværdi: ca. 20 mio. kr.).

 

Forvaltningernes bemærkninger

Lokalplan:

Etablering af idrætscenteret i Ørestad universitetskvarter vil være i overensstemmelse med lokalplan 301.

 

Organisering:

Hvis kommunen indgår som interessent eller samarbejdspartner i idrætscentret, vil kommunen kunne blive økonomisk medansvarlig for driften. Via aftaler om kommunens engagement med den selvejende institution kan sikres, at kommunens juridiske forpligtelse begrænses.

 

Måtte centret imidlertid få økonomiske problemer, der kan medføre lukning af centret, vil kommunen formentlig blive mødt med krav om at sikre en fortsat drift af centret. Det vurderes urealistisk, at de 4 idrætsforeninger i større omfang vil kunne yde yderligere tilskud ud over det samlede engangsindskud på 12 mio. kr.

Anlæg:

Forvaltningerne vurderer, at kommunen i forbindelse med anlægget ikke løber en økonomisk risiko. Fordi centret først opføres, 1) når der er sikret udlejning, 2) når indskudskapitalen er sikret, og 3) KPC-BYG A/S indestår for, at anlægsudgiften holder.

 

Forvaltningerne skønner imidlertid, at en anlægsudgift til ca. 9.600 kr. kr. pr. etagemeterprisen er lav. Men dertil må lægges den forventede udgift til etablering af parkering i konstruktion, der medfører en merudgift på ca. 1 mio. kr. 

 

Hvis kommunen vælger at støtte dette projekt, anbefaler Økonomiforvaltningen, at det sikres, at kommunen har ret til at købe bygningen om 17 år mod betaling af den aktuelle panterestgæld.

 

Det fremgår af nedenstående skema A, at restgælden i det 17. år vil være på henholdsvis 34,3 mio. kr. eller 18,1 mio. kr., hvis lånet får en endelig rente på enten 7 % eller 6 %. Opnås derimod en rente på 5 %, vil lånet være tilbagebetalt det 16. år.

 

Bilag A: Anlægsfinansiering:

 

8.100 m2 - projekt.

Anlægssum i alt inkl. renter

77 mio. kr.

Indskudskapital

10 mio. kr.

Lån

67 mio. kr.

Restgæld 17.år, rente 7 %

34,3 mio. kr.

Restgæld 17. år, rente 6 %

18,1 mio. kr.

Restgæld 17.år, rente 5 %

Betalt det 16. år

 

 

Drift og likviditet:

Forvaltningerne betragter en række af budgetforudsætningerne som usikre. Ifølge Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering vil der ikke være balance mellem indtægter og udgifter, men derimod et underskud på ca. 2,9 mio. kr. det 3. år i fuld drift, jf. bilag 10. Hvis kommunen imidlertid giver tilskud til betaling af ejendomsskyld, vil underskuddet kunne reduceres til ca. 1,2 mio. kr. det 3. år i drift.

 

Dette betyder ligeledes, at arbejdskapitalen på 2 mio. kr. vil være brugt allerede det første år og idrætscentret vil have behov for yderligere likviditet Yder kommunen tilskud til betaling af ejendomsskyld, vil der være behov for yderligere likviditet fra det 3. år. 

 

Øvrige idrætsprojekter på Amager:

En vurdering af kommunens eventuelle økonomiske engagement i Ørestad Idrætscenter skal endvidere ses i sammenhæng med de øvrige idrætsprojekter på Amager, jf. bilag 11.

 

Det er lidet sandsynligt, at samtlige idrætsprojekter på Amager realiseres nu, men at der skal prioriteres.

For en idrætshal på Holmen (på bekostning af Ørestad Idrætscenter) taler, at hallen vil ligge ca. 700 meter fra Christianshavns Gymnasium, mens Ørestad Idrætscenter ligger 2,5 km. fra gymnasiet. Det vil være muligt at tage metroen til døren til Ørestad Idrætscenter. Gangafstanden fra gymnasiet til metroen er ca. 500 meter.

Christianshavn er et forholdsvis afgrænset boligområde med ca. 12.000 borgere og uden større idrætsfaciliteter med siddepladser og større samlingsfaciliteter (der er dog p.t. idrætsfaciliteter på såvel folkeskole som gymnasium). Samtidig er der udtalte borgerønsker om at få bedre faciliteter til lokalområdet.

ØKONOMI

 

Hvis Ørestad Idrætscenter fritages helt for kommunal grundskyld mv., vil dette betyde en mindre indtægt for kommunen, der aktuelt kan beregnes til ca. 1,73 mio. kr. p.a. (Nutidsværdien kan beregnes til ca. 20 mio. kr.). Der skal i givet fald findes budgetmæssig dækning for dette beløb.

 

Etablering af dette idrætscenter vil ikke medføre frigivelse af tilsvarende idrætsarealer af tilsvarende størrelse og således ikke betyde en reduktion i det samlede nuværende lokaletilskud. Derimod vurderer forvaltningerne, at lokaletilskuddene vil blive forøget for så vidt angår en del af de idrætsfaciliteter, der skal udlejes til private.

 

Det kommunale indskud udgør 3 mio. kr. og der kan anvises dækning fra de reserverede midler fra Puljen til projektering ved etablering af offentlige servicefaciliteter i forbindelse med nye boligområder.

 

Nutidsværdien af den kommunale husleje i 17 år på 3,6 mio. kr. pr. år kan beregnes til 49 mio. kr. og der skal i givet falde findes budgetmæssig dækning herfor.  

 

Deponering:

Eksterne deponeringsregler:

Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler henregnes visse lejeaftaler til kommunens låntagning, medmindre der sker deponering. Omfattet er således aftaler om benyt telse af ejendomme, lokaler m.v. eller aftale om drift af institutioner, hvis etablering kan sidestilles med en kommunal anlægsopgave.

 

Københavns Kommune har hidtil afviklet kommunens langfristede gæld, hvorfor lånerammen for tiden ikke udnyttes. Hvis Københavns Energi imidlertid udskilles, reduceres lånerammen og der er risiko for, at der ikke vil være tilstrækkelig låneramme til dette projekt. I den situation vil der skulle deponeres efter de eksterne regler. Ved beregningen af størrelsen af deponeringen er taget udgangspunkt i nutidsværdien af den kommunale husleje i 17 år med fradrag af det kommunale kontante indskud på 3 mio. kr. Økonomiforvaltningen vurderer herefter, at der skal deponeres ca. 46 mio. kr.

 

Interne deponeringsregler:

Københavns Kommunes interne deponeringsregler, der tager udgangspunkt i de eksterne deponeringsregler, skal sikre ligestilling mellem leje og anlæg/køb og skabe sammenligningsgrundlag mellem økonomien ved leje og ved anlæg.

 

Hvis Københavns Energi ikke udskilles, og der dermed kan modregnes i lånerammen, skal der ske intern deponering af ca. 46 mio. kr.

 

Investeringsudgift i 2004- kroner: 

Beregningen af timeprisen for de 4 idrætsforeninger med et samlet indskud på i alt 12 mio. kr. og indskud og huslejebetaling for Københavns Kommune fremgår af bilag 12.

 

I skema B er projektets timepriser, jf. bilag 12 beregnet i 2004-kroner med udgangspunkt i projektgruppens foreslåede fordeling af timerne i haller og multirum mellem de 4 idrætsforeninger og Københavns Kommune.

 

Skema B: Timepriser

Beløb i 2004-kroner

 

Idrætscentret

Pris pr. time til rådighed for de 4 idrætsforeninger

124 kr.

Pris pr. time til rådighed for kommunen

549 kr.

Pris pr. time til rådighed for kommunen og de 4 idrætsforeninger

369 kr.

 

Det fremgår af skema B, at timeprisen for de 4 idrætsforeninger bliver 124 kr., mens den kommunale timepris udgør hele 549 kr. 

 

Forvaltningernes konklusion:

En række af budgetforudsætningerne for driften vurderes at være behæftet med betydelig usikkerhed. Forvaltningerne vurderer, at der ikke er balance i driften efter 3 år men derimod et underskud, samt at der er risiko for likviditetsmangel efter det 3. år, selvom kommunen mod sædvane måtte bevilge fritagelse for betaling af grundskyld.

 

Endvidere skønnes, at haltimernes prioritering ikke er i overensstemmelse med de vedtagne principper om f.eks. prioritering af børn og unge. Hertil kommer, at de kommunale haltimer ikke kan udnyttes fuldt ud af skoler og institutioner.

 

Endelig viser beregningen af hal prisen, at de kommunale timer bliver ca. 425 kr. dyrere end de timer, som de 4 idrætsforeninger får til rådighed.

 

Formålet med at støtte initiativet kunne være at indgå nye partnerskabsformer med private idrætsforeninger og ønsket om at stimulere livet i Ørestad Nord, herunder ønsket om at få aktivitet om aftenen og i weekenderne.

 

På den baggrund foreslås, at udvalgene beslutter, at dette projekt ikke nyder fremme, men at muligheden for et eventuelt kommunalt idrætscenter i Ørestad Nord medtages ved forhandlingerne om budget 2006.

 

MILJØVURDERING

I Ørestad Universitetskvarter er der konstateret jordforurening, og en del af byområdet er registreret som affaldsdepot. Der foreligger geotekniske rapporter for undersøgelser af ejendommen i Ørestad Universitetskvarter, som overgives til den fremtidige lejer /ejer. Ørestadsselskabet I/S påtager sig intet ansvar for forureningen. Dette ansvar påhviler således alene lejeren og den fremtidige ejer af grunden. Der er p.t. ikke foretaget forureningsundersøgelse af arealet.

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har overvejet mulighederne for at anvende idrætscenteret i forbindelse med nærliggende folke­skoler og gymnasier, jfr. bilag 9, notat fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen af 11. november 2003.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har i foråret 2003 tiltrådt forvalt­ningens indstilling om udbygning af Skolen på Islands Brygge, her­under at der ikke var behov for yderligere idrætsfaciliteter, idet skolen allerede er indrettet med fornødne idrætsfaciliteter.

Forvaltningen har videre overvejet, om idrætscenteret kunne indgå i en afhjælpning af de påtrængende kapacitetsproblemer på gymna­sieområdet ved f.eks. at afvikle eksisterende idrætsfunktio­ner/anvendelse af Københavns Idrætsanlægs haller på Christianshavns Gymnasium og om­danne de frigjorte arealer til en udvidelse af gymnasiets kapacitet.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens konkluderer, at bidrag til husleje i Ørestad Idrætscen­ter formentlig højst vil kunne andrage 1,2 – 1,5 mio. kr. af den samlede årlige kommunale husleje.

BILAG

1.      Lokalplan

2       Tegning over Ørestad Idrætscenter

3.      Tegning over Ørestad Idrætscenter

4.      Centrets faciliteter

5.      Organisationsplan

6.      Driftsbudget

7.      Fordeling af haltimer

8.      Notat af 17. november 2003 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

9.      Kommunens prioritering af haltimer og fordeling af lokaletilskud 

10.    Forvaltningernes vurdering af budget

11.    Andre idrætsprojekter på Amager

12.    Halpriser

                     

 

 

Erik Jacobsen                                                                Carsten Haurum   


 



[1] ØU 160/2002

[2] ØU 160/2002


Til top