Mødedato: 01.03.2007, kl. 16:00

Renovering af klubhuse, foreningslokaler m.v.

Renovering af klubhuse, foreningslokaler m.v.

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 1. marts 2007

 

Fraværende

 

 

 

8.      Renovering af klubhuse, foreningslokaler m.v.

(KFU 117/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt vedligeholdelsestilstanden af foreningernes bygningsmasse. Undersøgelsen viser, at vedligeholdelsesbehovet er stort, hvorfor det foreslås at afsætte en pulje på 5 mio. kr. om året.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget opretter en pulje på 5 mio. kr. årligt til vedligeholdelse af folkeoplysende foreningers lokaler, således at finansieringen heraf indgår i forhandlingerne for budget 2008

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. marts 2007:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. 

 

Problemstilling

På Borgerrepræsentationens møde den 9. marts 2006 (BR 156/06) blev et medlemsforslag om renovering af klubhuse henvist til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på en generel registrering af vedligeholdelsestilstanden af foreningernes bygningsmasse og en prioritering af den kommende vedligeholdelsesindsats i forhold til budget 2007 og de kommende år.

 

Den frivillige forening er karakteriseret ved, at aktiviteten foregår i en social kontekst, i forenings/klubmiljøet. En af de faktorer, der har størst betydning for udviklingen af foreningerne som en sammenhængende helhed – før/under og efter aktiviteten –, er adgangen til et samlingspunkt i form af fx klubhus, hytte eller samværslokale.

 

I København er der i dag 65 foreninger, der får driftstilskud til egne lokaler efter folkeoplysningsloven. Derudover er der ud fra et forsigtigt skøn et lignende antal foreninger, som har egne lokaler, men ikke modtager driftstilskud, da størsteparten af medlemmerne er over 25 år.

En stor del af foreningerne har behov for større vedligeholdelsesarbejder. Mange lokaler er nedslidte og uden normale miljøbesparende forbedringer. Foreningerne får ikke støtte til større vedligeholdelsesarbejde, da folkeoplysningsmidlerne kun dækker ordinær drift. Der er derfor ofte ikke mulighed for at gennemføre større investeringer, som fx kan bidrage til at nedbringe ressourceforbruget af el og varme.  

 

Løsning

Et bygningssyn af foreningernes lokaler er vurderet til at koste op mod 1 mio. kr. Forvaltningen har derfor baseret de videre overvejelser på en selvregistrering af de folkeoplysende foreningers vedligeholdelsesbehov.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemførte i 2004 en undersøgelse af vedligeholdelsesbehovet i foreningernes klubhuse m.v. 70 foreninger med egne lokaler skulle give et realistisk bud på vedligeholdelsesbehovet samt de forventede udgifter ved en istandsættelse. Der var 55 besvarelser.

Undersøgelsen viste især, at idræts- og spejderforeninger har et vedligeholdelsesbehov.

De forventede udgifter til vedligeholdelse udgjorde i alt 8.755.000 kr.

Hertil kommer behovet fra foreninger, der ikke indgik i undersøgelsen, samt ønsker om udvidelse af eksisterende klublokaler.

Det aktuelle behov anslås derfor at være på ca. 20 mio. kr. Herudover præsenteres Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen løbende for ønsker om tilskud til renoveringsprojekter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler derfor, at der afsættes en årlig pulje på 5 mio. kr. til vedligeholdelsesarbejder på klubhuse m.v.

En pulje, der kan søges efter følgende principper:

-         Der ydes tilskud på max. 50 % af investeringssummen, dog max. 500.000 kr.

-         Der søges efter "først til mølle" princippet

-         Hver forening kan hyppigst søge tilskud hvert 4. år

-         Puljen kan søges af frivillige folkeoplysende foreninger, foreninger med folkeoplysende voksenundervisning samt beslægtede foreninger.

Der vil ofte være mulighed for medfinansiering fra Lokale- og Anlægsfondens Klub- og Værestedspulje, som kan støtte projekter med en tredjedel af projektomkostningerne, dog max. 125.000 kr.

 

Økonomi
Der er ikke p.t. afsat midler til formålet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget. Der foreslås afsat 5 mio. kr. årligt fra 2008.

 

Videre proces

Forslaget indgår i forhandlingerne for budget 2008.

 

BILAG

Ingen

 

                                            Carsten Haurum

                                                         /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top