OPTATERING AF PROCES FOR REVISIONSRAPPORTERING (09:00 - 09:10)
INDLEDNING
Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion (KRF) anbefaler, at der forelægges en opdatering af processen for revisionsrapportering til politisk godkendelse i Økonomiudvalget i august 2026.
Den foreslåede opdatering vedrører alene rapportering af særlige undersøgelser fra KRF, og fastlægger, at rapporter vedrørende særlige undersøgelser sendes til den relevante forvaltning, så snart de er endelige, men at de ikke behandles på fagudvalg, før de har været behandlet på et møde i Kontrol- og Rådgivningsudvalget (KRU), og at de er fortrolige indtil dette tidspunkt.
Indstilling og Beslutning
Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion indstiller, at Kontrol- og Rådgivningsudvalget godkender,
- at det anbefales Økonomiudvalget, at processen for revisionsrapportering opdateres med en tilføjelse om, at rapporter vedrørende særlige undersøgelser sendes til den relevante forvaltning, så snart de er endelige, men at de ikke behandles på fagudvalg, før de har været behandlet på et møde i Kontrol- og Rådgivningsudvalget, og at de er fortrolige indtil dette tidspunkt.
Problemstilling
Af Økonomiudvalgets beslutning den 30.08.2022 fremgår, at særlige undersøgelser skal forelægges udvalgene, fx som B-sag. Beslutningen fastlægger imidlertid ikke den forudgående proces. I de senere år har der været en forskellig praksis for behandlingen af rapporteringer vedrørende særlige undersøgelser.
Formålet med indstillingen er, dels at sikre en ensartet proces i forhold til rapportering af særlige undersøgelser, herunder at rapporterne sendes til forvaltningerne, så snart de er endelige, og dels at KRU, der fører tilsyn med KRF’s opgavevaretagelse, får mulighed for at forholde sig til rapporterne, inden de behandles i fagudvalgene.
Løsning
Med henblik på at sikre en ensartet proces for rapportering af særlige undersøgelser anbefales det, at processen for revisionsrapportering opdateres med en tilføjelse om, at rapporter vedrørende særlige undersøgelser ikke behandles på fagudvalg, før de har været behandlet på et møde i KRU, og at de er fortrolige indtil dette tidspunkt.
Økonomi
Der er ingen økonomi forbundet med indstillingen.
Videre proces
Kontrol- og Rådgivningsudvalgets anbefalinger oversendes til Økonomiforvaltningen med henblik på videre foranstaltning overfor Økonomiudvalget.
Bilag
- ingen