Mødedato: 30.01.2014, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Høring: Spildevandsplantillæg nr 3

Se alle bilag
Med dette tillæg til Spildevandsplan 2008 for Københavns Kommune, sikres det spildevandsplan-mæssige grundlag til gennemførelse af 40 anlægsprojekter og et enkelt undersøgelsesprojekt i 2013-2014 og evt. efterfølgende år. Høringsfrist d. 9. marts 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,

1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter Spildevandsplantillæg nr. 3 og vedtager et høringssvar.

Problemstilling

Københavns Kommune har udarbejdet et tillæg til den gældende spildevandsplan 2008. Formålet med planen er at muliggøre gennemførelsen af en række kloakprojekter, som af forskellige årsager presser sig på. Plantillægget indeholder en revision af plangrundlaget i den gældende spildevandsplan 2008 for så vidt angår skybrudssikring af byen og fremtidssikring af kloakkens funktion. Derudover muliggør tillægget en række konkrete projekter for håndtering af regnvand og spildevand, med specielt fokus på klimatilpasningsprojekter til opstart i 2014. Forslaget til tillæg blev på mødet i Borgerrepræsentationen den 29. november 2013 sendt i 8 ugers offentlig høring.

Projekterne omfattet af tillægget er alle planlagt etableret i 2013, 2014 og evt. efterfølgende år og finansieres alle af HOFOR.

Processen for behandlingen af anlægsprojekterne er som følger:

• Behandling i Teknik- og Miljøudvalget
• Vedtagelse i Borgerrepræsentationen som forslag til tillæg til spildevandsplan 2008
• Offentlighedsperiode på 8 uger. I denne perioden kan borgere, interesseorganisationer m.fl. kommentere indholdet af spildevandsplantillægget.
• Behandling af indkomne kommentarer mv.
• Endelig vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget som endeligt tillæg til spildevandsplanen.

Tillægget er blevet til i samarbejde mellem HOFOR og Københavns Kommune
med bistand fra COWI A/S.

Høringsmaterialet kan findes på: http://www.blivhoert.kk.dk/bydel/vesterbro-kongens-enghave

Løsning

Bymiljøudvalget har ikke haft mulighed for at behandle tillægget, men formanden for udvalget har kort gennemgået materialet for relevante sider specifikt vedr. Kgs. Enghave, som Lokaludvalget med fordel kan drøfte på lokaludvalgsmødet. Der henvises til følgende sider, som er vedlagt indstillingen: 

S. 9-16: Oversigt, indledning.
S. 34-35: Kloakering af Sydhavnen (havneområderne)
S. 55-56: Frederikshøj og Mozart Haveforeninger
S. 60-61: Belvedere Kanal
Derudover se på s. 64-70 om Harrestrup Å

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter materialet og beslutter om der skal indsendes et høringssvar. Høringssvaret kan evt. vente med indsendelse til efter næste lokaludvalgsmøde, som afholdes d. 6. marts 2014.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede høringen og besluttede, at Bymiljøudvalget behandler materialet på næstkommende fagudvalgsmøde d. 20. februar og kommer med udkast til høringssvar til lokaludvalgsmødet d. 6. marts 2014.
Til top