Mødedato: 30.01.2014, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Forslag til valggrupper på opstillingsmøde

Den 24. februar 2014 skal der afholdes opstilllingsmøde for Kgs. Enghave Lokaludvalg. Det afgående lokaludvalg har mulighed for, i samarbejde med sekretariatet, at udarbejde et forslag til hvilke valggrupper, der skal være i det kommende Lokaludvalg.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller

1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg vedtager et forslag til valggrupper på opstillingsmødet, hvor der tages udgangspunkt i følgende tre valggrupper med fem pladser i hver; Bymiljø, social, og kultur.

Problemstilling

De politiske repræsentanter
De politiske partier, der er blevet valgt ind i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation har hver mulighed for et vælge en repræsentant til hver af kommunens 12 Lokaludvalg. Overborgmesteren er blevet bemyndiget til at tage imod disse tilmeldinger, og der er frist den 27. januar 2014. Ved kommunalvalget i november 2013 blev der valgt 8 partier ind i Borgerrepræsentationen. Såfremt der efter fristen den 27. januar 2014 ikke er meldt navne ind for alle partierne overgår pladserne til fordeling på opstillingsmødet.

Foreningsrepræsentanter
Der skal i alt være 23 medlemmer i Lokaludvalget. I udgangspunktet er der 8 pladser til de politiske repræsentanter og dermed 15 pladser, som skal besættes på opstillingsmødet. Det afgående Lokaludvalg har mulighed for, i samarbejde med sekretariatet, at komme med et forslag til, hvordan valggrupperne sammensættes på opstillingsmødet. Det er opstillingsmødet, der træffer endelig beslutning om hvilke valggrupper, der skal være i det kommende Lokaludvalg og hvor mange medlemmer, der skal vælges i hver valggruppe. Forslaget fra det afgående Lokaludvalg vil danne udgangspunkt for forhandlinger og drøftelser på opstillingsmødet.

Forretningsudvalget og sekretariatet har drøftet, hvordan valggrupperne kan sammensættes og foreslår, at der laves tre valggrupper med fem pladser i hver inden for områderne; 

Bymiljø
Det sociale
Det kulturelle

Det er en simpel og enkel opdeling. I det afgående Lokaludvalg er der langt flere valggrupper: Det sociale område I, Det sociale område II, Det sociale område III, Miljø/Trafik/Byplan I, Miljø/Trafik/Byplan II, Kultur I, Kultur II, Almene boliger, Ejerboliger, Andelsboliger, Ny bolig & Erhverv I, Ny bolig & Erhverv II, Ældre, Integration, Idræt/Fritid/Børn&Unge I, Idræt/Fritid/Børn&Unge II, Havn&Vand. Derfor er det kun at lave tre forholdsvis brede valggrupper en markant ændring. Ideen er, at det kan medvirke til at gøre valghandlingen mere gennemskuelig, det kan give et umiddelbart tilhørsforhold til et bestemt fagudvalg og det kan lette eventuel senere indsupplering af nye medlemmer.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal beslutte et forslag til valggrupper på opstillingsmødet. På baggrund af forslag fra forretningsudvalg og sekretariat foreslås det, at Lokaludvalgets forslag kommer til at bestå af tre valggrupper med 5 medlemmer i hver inden for områderne; bymiljø, det sociale, det kulturelle.

Beslutning

Indstilling blev godkendt
Til top