Mødedato: 30.01.2014, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Ansøgninger til Kgs. EnghavePuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 7 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen til behandling på lokaludvalgsmødet d. 30. januar 2014. Ansøgningerne har været forbehandlet i Lokaludvalgets fagudvalg. En af ansøgningerne (Det Halve Hus), omhandlede et allerede afholdt arrangement i nov. 2013, hvorfor denne ansøger har fået oplyst, at man ikke kan søge til afholdte projekter.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller,
 
1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, ansøgningen om Det halve Hus og muligheden for at bakke op om initiativet, under hensyntagen til de juridiske råd, Lokaludvalget har modtaget fra Center for Byudviklings jurist.

2. at Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Kulturudvalgets indstilling om at støtte 'et Mobilt dukkehjem af Sydhavn teater' med en underskudsgaranti på det fulde beløb på 30.000 kr.

3. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter ansøgningen om støtte til 'Fortællerkonkurrence: Mit Sydhavnen - mit liv' og beslutter om Lokaludvalget skal tildele støtte til projektet.

4. at Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Kulturudvalgets indstilling og støtter 'Kultur i Skolen' med en underskudsgaranti på det ansøgte beløb på 29.015 kr.

5. at Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Socialudvalgets indstilling og støtter 'Ny kølebil til fødevareBanken og event om madspild og ulighed i sundhed' med en underskudsgaranti på 10.000 kr.

6. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter 'Street Party program på Sjælør' og følger Kulturudvalgets indstilling om at støtte projektet med en underskudsgaranti på 5.000 kr.

7. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter ansøgningen om støtte til 'mødregrupper' under hensyntagen til de juridske muligheder. Lokaludvalget vurderer på den baggrund om Lokaludvalget vil følge Socialudvalgets indstilling om at støtte mødregrupper.dk med en underskudsgaranti på 10.000 kr.

Problemstilling

Det halve hus (2014-0002422), ansøgt beløb: 1.260kr.
Vi er en projektgruppe fra RUC, der er i gang med at skrive bachelor. Som en del af vores projekt laver vi en event. Formålet er at sætte fokus på Sydporten, som er en tom bygning beliggende på Sjællandsbroen 2. Bygningen er aldrig blevet bygget færdig, og har i mere end fem år stået tom og ubenyttet hen. Der er fra lokalbefolkningens side et stort ønske om at tage bygningen i brug eksempelvis til kollegieboliger og/eller arbejdsfællesskab for iværksættere og andre kreative folk. Vi ønsker at støtte op om en proces, der allerede er forsøgt skudt igang, med et event på stedet, hvor vi inviterer folk til at komme og ytre deres drøm for bygningens fremtidige brug. Til dette formål vil vi skabe et "ønsketræ", hvorpå man kan hænge et blad med sit forslag. Dette vil samtidig fungere som
en visuel installation på stedet både på eventdagen og den efterfølgende tid.
Samlet budget: 1.260kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 1.260kr.

Eventets afholdelse var sat til den 30.11.13, hvilket betød, at ansøgningen ikke var indsendt rettidigt og at ansøger, derfor søgte penge til et allerede afholdt arrangement.


Indstilling fra Kulturudvalget: 
Kulturudvalget har på deres seneste møde forholdt sig til ansøgningen: "Aktiviteten er afholdt i 2013, og ansøgningen er ikke indsendt inden arrangementet, så vi kan derfor ikke behandle ansøgningen, selvom det drejer sig om et beskedent beløb, og arrangørerne selv har lagt ud af deres meget beskedne midler. Men i betragtning af, at det er en god sag, og at arrangørerne har udfoldet et stort initiativ og engagement, indstiller vi at de på anden vis kan få en vis kompensation for deres reelle udgifter. Vi finder det relevant at købe et antal eksemplarer af deres bacheloropgave, at bede dem skrive en artikel om sagen til Beboerbladet og Kgs. Enghave Bladet, samt at købe deres fotos fra eventen".

Sekretariatet har forhørt sig med Lokaludvalgenes jurist, omkring Kulturudvalgets ønske om, at købe en række eksemplarer af Bachelorgruppens projektrapport samt at købe gruppens fotos fra projektet: "Lokaludvalget må ikke kompensere arrangørerne - så kan alle mulige andre, der har indsendt en ansøgning for sent have en berettiget forventning om en tilsvarende behandling. Hvis arrangørerne gerne vil have lokaludvalget til at købe deres bacheloropgave eller til at skrive artikler til lokalaviserne, må de indsende en ansøgning om det."


Et mobilt dukkehjem af Sydhavn Teater (2014-0002441), ansøgt beløb: 30.000 kr.
Siden august 2012 har Mille Maria Dalsgaard og Søren Hansen arbejdet på at give Kgs Enghave dets eget teater: Sydhavn Teater et professionelt bydelsteater som spiller teaterforestillinger og laver bydelsprojekter, der involverer Sydhavnerne og møder dem, der hvor de er. Nu er vi ved at rykke ind i næste afgørende fase: forestillingsprouktion. Til sommer åbner Sydhavn Teaters dørene for dets første forestilling: Et (mobilt) dukkehjem. Henrik Ibsens klassiker fra 1876 nyfortolkes og istedet for den vante borgerlige idyl som ramme lader vi det udspille sig i en gammel campingvogn, hvor publikum inviteres indenfor. Sydhavn Teater vil med forestillingen skabe dialog og debat, sætte ord og billeder på bydelens identitet og udfordringer, bygge bro mellem sociale skel gennem fælles oplevelser og få borgerne i bydelen til at mødes omkring kultur på tværs af Sydhavnsgade.
Samlet budget: 710.000 kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 30.000 kr.

Indstilling fra Kulturudvalget:
Kulturudvalget indstiller at give det fulde beløb med den begrundelse, at projektet er spændende og, at udvalget ønsker at støtte etableringen af et teater i Sydhavnen.


Fortællerkonkurrence: Mit Sydhavnen Mit liv (2014-0002445), Ansøgt beløb: 49.000 kr.
Obs: Følgende er en revideret ansøgning, som ansøger har fremsendt efter, at sekretariatet har været i kontakt med ansøger på baggrund af kulturudvalgets behandling af ansøgningen (se nedenfor).

Projektet er en fortællekonkurrence for elever på de tre folkeskoler i Sydhavnen: Ellebjerg skole, Bavnehøj skole, Skolen i Sydhavnen. Formålet med konkurrencen er at få skabt et forum for formidling af den positive fortælling om Sydhavnen og om at være barn i Sydhavnen idag. Projektets indhold er det eleverne producerer fra hver fra deres perspektiv fra deres skole. Historierne kan "fortælles" i tre kategorier: 1. tekst (digt, novelle, interview). 2. Visuelttodimensionelt (foto, tegneserie,film). 3. Visuelttredimensionelt (skulptur, installation). Skolerne arbejder med emnet i uge 10,2014. Finale og fernisering 13.marts i Bavnehøjhallen for alle elever og lærere et festligt arrangement.

Hvad angår medfinansiering oplyser ansøger at BUF er medfinansierende i projektet ift honorar til Jan Arnt samt udgifter til forplejning på finaledagen.BUF tilbyder konsulentbistandtil  møder og på finaledagen. De tre skoler i Sydhavnen er medfinansierende på to områder: dels ekstraomkostninger til skolens
lærere ifm finalen dels omkostninger til materialer. Eleverne kan vælge forskellige udtryksformer for deres fortællinghistorie, film, foto,
skulpturdet kræver et vist materialeudvalg.

Samlet budget: 49.000 kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 49.000 kr. 


Kulturudvalgets indstilling:
Kulturudvalget mener at idéen er god, men ansøgers medfinansiering er helt fraværende på trods af, at projektet godt kunne indgå i det almindelige undervisningsprogram. Vi kunne tænke os at høre om skolens egen indsats i projektet – det kunne evt. anføres som medfinansiering. Ansøger opfordres også til at uddybe budgettet med flere detaljer og genindsende ansøgningen. Det ansøgte beløbs størrelse anses i øvrigt for at overskride, hvad Lokaludvalget har mulighed for, og vi gør opmærksom på at vi ikke støtter lønmidler til offentligt ansatte
.

Sekretariatet har på den baggrund taget kontakt til ansøger og efterspurgt en uddybelse af budgettet samt en redegørelse for skolens eget engagement i projektet - fx egenfinansiering, der ikke fremgår af ansøgningen. Derudover er ansøger gjort opmærksom på, at der ikke bevilges lønmidler og, at det ansøgte beløb anses for at være urealistisk højt i forhold til hvad Lokaludvalget har mulighed for at tildele.
Ansøger har vendt tilbage med en opdateret ansøgning, som er vedhæftet som bilag. I første ansøgning søgte ansøger således om 60.000 kr. I den reviderede ansøgning søges om 49.000 kr.


Kultur i skolen (2014-0002449), ansøgt beløb: 29.015 kr.
I 2014 satser Børnekulturstedet Karens Minde på at øge samarbejdet med de lokale skoler med henblik på dels at nå ud til endnu flere børn – heriblandt dem, som ikke i forvejen har kultur som en del af deres dagligdag – dels at styrke vores position i fht. skolerne. Det er vigtigt, at Børnekulturstedet får en væsentlig rolle, når den kommende skolereform træder i kraft, så børnene fortsat bliver eksponeret for kunst og kultur, selvom skoledagene bliver længere, og der bliver
mindre tid til fritidsaktiviteter. På længere sigt er det ikke Børnekulturstedets fundraising, der skal finansiere skolernes kulturtilbud, men det er vigtigt at vi gør en indsats nu for at understrege det gode arbejde, vi har lavet igennem efterhånden
mange år.
Samlet budget: 54.015 kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 29.015 kr. 

Kulturudvalgets indstilling:
Kulturudvalget indstiller at give det ansøgte beløb med den begrundelse, at såvel de enkelte projekter som dannelsen af netværk mellem skolerne bør støttes.


Ny kølebil til fødevareBanken og event om madspild og ulighed i sundhed (2014-0002453), ansøgt beløb: 30.000 Kr.
FødevareBanken er en forening, hvis primære aktivitet er at indsamle friske overskudsfødevarer hos producenter (fx Arla og Aarstiderne) og
centrallagre i grossistleddet (fx Irma.dk og Metro) og uddele maden blandt organisationer, der arbejder for og med socialt udsatte. I 2013 har vi medio november uddelt 362 tons. Det er allerede mere end 2012, men der er mere mad at hente hos fødevarebranchen og flere organisationer, der kan modtage. Det ansøgte projekt består af to dele. Køb af en ekstra kølebil, så vi kan uddele mere mad til flere organisationer også i Kgs Enghave. Afholdelse af en event for bydelens borgere sammen med en eller flere modtagerorganisationer i Kgs Enghave, hvor vi præsenterer den nye kølebil, fortæller om vores samarbejde og om problemer og mulige løsninger på madspild og ulighed i sundhed. Vi køber kølebilen omkring 1. april og afholder eventet hurtigst muligt efter.
Samlet budget: 530.000 kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 30.000 kr. 

Socialudvalgets indstilling:
Der søges 30.000 kr. til den nævnte event lokalt i Kgs. Enghave. Udgifter hertil er ikke nærmere udspecificeret. Socialudvalget indstiller at projektet støttes med 10.000 kr. i underskudsgaranti.

Socialudvalget har henvendt sig til ansøger, for at få en uddybning af budgettet. Til det har ansøger b.la. forklaret følgende: "Samlet set består projektet i, at vi søger (bl.a.) de relevante lokaludvalg om medfinansiering til indkøb af ny kølebil til fødevareBanken og afholdelse af event i hver af de relevante bydele (dvs. de bydele, hvor vi er aktive). De ansøgte 30.000 kr. skulle anvendes således: 25.000 kr. til medfinansiering af ny kølebil (samlet udgift ca. 500.000 kr.) og 5.000 kr. til afholdelse af event."


Street Party program på Sjælør (2014-0002457), ansøgt beløb: 20.000 kr.
Street Party er et kulturprogram faciliteret af organisationen GAM3. Den primære målgruppe er unge i alderen 12-20 år som bor på Sjælør. Sjælør er kendetegnet af mange foreningsløse børn og unge og et begrænset antal kreative og engagerende aktiviteter. Målet med Street party programmet er at skabe aktiviteter, der på en gang kan styrke interessen for kunst og kultur og de lokale børn og unges aktive fritidsliv, sociale kompetencer og netværk. Det er desuden hensigten, at disse aktiviteter skal være med til at bygge bro til de eksisterende aktiviteter i StreetMekka.
Samlet budget: 40.000 kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: 20.000 kr. 

Kulturudvalgets indstilling: 
Kulturudvalget opfordrer ansøger til at søge Valby Lokaludvalg, da arrangementet foregår i deres område. Men på baggrund af en erkendelse om, at sociale indsatser ikke kan følge bydelsgrænser – unge fra Sjælør kommer ofte i Sydhavnen og unge sydhavnere går på fritidshjem og klub på Sjælør - indstiller Kulturudvalget, at projektet støttes med 5.000 kr., hvis projektet i et rimeligt omfang også vil være åbent for unge fra Kgs. Enghave.

Sekretariatet har på baggrund af ovenstående henvendt sig til ansøger og bedt om en uddybelse af, hvor tilgængelige/åbne aktiviteterne er for Kgs. Enghaves unge. Ansøger har pr. mail skrevet følgende: "Tak for opfølgningen. I har helt ret i at de unge ikke tager højde for bydelsgrænser ift tilmelding til fritidsaktiviteter. Aktiviteterne på Sjælør Fritidscenter er åbne og gratis for alle der har lyst til at deltage. Dvs. selvfølgelig også for unge fra Kgs. Enghave bydel."


Mødregrupper (2014-0019056), ansøgt beløb, samlet: 201.553 kr.
Christian Dahlgaard søger om støtte til at opstarte en webbaseret internetportal for gravide og mødre med børn i aldersgruppen 0-10 år: www.mødregrupper.dk. Portalen skal forankres i nærmiljøet ved hjælp at geografisk målrettede reklamer/annoncering.

I dag går adskillige mødregrupper i opløsning. Og nogle siger ”nej tak”, når de bliver spurgt om de ville med i en sådan gruppe, hvor de har en forudindtaget holdning til disse mødregrupper. Årsagerne er mange. Men ved at studere kvindernes egne beretninger i blogs og artikler på nettet, findes nogle underliggende svar. Disse svar er for flere et tabu i henhold til nutidens levevis. Klassesamfund. Klassesamfundet lever i sin bedste velgående i sindet hos flere af nutidens
kvinder. Det er her, vi kommer kvinderne i møde med www.mødregrupper.dk. Webportalen adskiller sig fra de mødregrupper sundhedsplejerske danner, som kun tager højde for barnets fødselsdato og bopæl. Mødrene skal via en personlig profil (som på Facebook) oprette en profil, udfra profilen vil de blive matchet så de ligner hinanden på flere planer bl.a. økonomisk, socialt, aldersmæssigt, erfaringsmæssigt og psykisk. Således er den enkelte kvindes personlighed centrum for match med andre kvinder, for derved at opnå flere succesfulde mødregrupper, hvor kvinderne kan støtte hinanden.
Som udgangspunkt vil konceptet stå, som et alternativt til det eksisterende tilbud, om dannelse af mødregrupper fra sundhedsplejerske.

Kvinder er vilde med konkurrencer og tilbud. Hele profilportalen suppleres med sponsorerede konkurrencer og events. Events bestående af: foredrag af eksperter, udflugter og underholdning (mor & baby).

Samlet budget: 201.553kr.
Ansøgt hos Kgs. Enghave Lokaludvalg: ikke specificeret, da ansøger blot har ansøgt alle Lokaludvalg om at dække udgifterne på i alt 201.553kr.

Socialudvalgets indstilling:
Socialudvalget indstiller, at Kgs. Enghave tilddeler
www.mødregrupper.dk 10.000 kr. da man anser projektet for at kunne bidrage til at styrke sociale netværk mellem gravide kvinder.  

Sekretariatet har efterspurgt en specificering af det ansøgte beløb. Desværre har ansøger endnu ikke vendt tilbage med oplysning om, hvor meget hans søger fra Kgs. Enghave Lokaludvalg.

Sekretariatet har hos juristen i Center for Sikker By undersøgt formalia i forbindelse med at støtte en webportal, som her er tale om. Lokaludvalgene må godt indenfor kommunalfuldmagten give støtte til etablering af portalen samt til drift i opstartsfasen af den del af portalen der vedrører Københavns Kommune, herunder støtte til et debatforum, der dog ikke må være reklamefinansieret. Såfremt Lokaludvalget vælger at give støtte til projektet, skal der tilføjes den betingelse, at kommunen kun kan støtte hjemmesider, som er i overensstemmelse med kommunalfuldmagten. Det vil sige at der ikke må bringes oplysninger og nyheder uden relevans i forhold til kommunen som organisation og uden sammenhæng med opgaver, kommunen løser, ville kunne løse eller yde støtte til løsning af. Der må tillige ikke være reklamer på hjemmesiden.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, ansøgningen om Det halve Hus og muligheden for at bakke op om initiativet, under hensyntagen til de juridiske råd, Lokaludvalget har modtaget fra Center for Byudviklings jurist.

Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Kulturudvalgets indstilling om at støtte 'et Mobilt dukkehjem af Sydhavn teater' med en underskudsgaranti på det fulde beløb på 30.000 kr. 

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter ansøgningen om støtte til 'Fortællerkonkurrence: Mit Sydhavnen - mit liv' og beslutter om Lokaludvalget skal tildele støtte til projektet.

Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Kulturudvalgets indstilling og støtter 'Kultur i Skolen' med en underskudsgaranti på det ansøgte beløb på 29.015 kr.

Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Socialudvalgets indstilling og støtter 'Ny kølebil til fødevareBanken og event om madspild og ulighed i sundhed' med en underskudsgaranti på 10.000 kr. 

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter 'Street Party program på Sjælør' og følger Kulturudvalgets indstilling om at støtte projektet med en underskudsgaranti på 5.000 kr. 

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter ansøgningen om støtte til 'mødregrupper' under hensyntagen til de juridske muligheder. Lokaludvalget vurderer på den baggrund om Lokaludvalget vil følge Socialudvalgets indstilling om at støtte mødregrupper.dk med en underskudsgaranti på 10.000 kr.

Økonomi

De tildelte midler tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2014.

Beslutning

AD 1) Lokaludvalget drøftede sagen og besluttede at sende et svar med stor tak for ansøgerens engagement i sagen og fortælle om Lokaludvalgets arbejde med sagen og at udvalget arbejder på en besigtigelse af huset indvendigt.

AD 2) Indstillingen blev godkendt med 12 for, 0 imod, 1 undlod (Karsten)

AD 3) Lokaludvalget drøftede den reviderede ansøgning og besluttede ikke at støtte ansøger. Med den begrundelse, at det er uklart hvad ansøger medfinansierer og med hvilke beløb. Desuden virker honoraret urealistisk højt og det kan ikke gennemskues, hvad det dækker over mere konkret. Beslutningen blev godkendt med 10 for, 0 imod og 3 undlod (Ann, Karsten og Peter) 
 
AD 4) Indstillingen blev godkendt med 12 for, ingen imod, 1 undlod (Joan)


AD 5) Ann stillede ændringsforslag om at bevilge 15.000 kr. i stedet for de indstillede 10.000 kr. De 15.000 kr. skulle fordeles ved at bevilge 5.000 kr. til eventen og 10.000 kr. til kølebilen. Ændringsforslaget blev anset for at være det mest vidtgående og Lokaludvalget stemte derfor om dette forslag først. Ændringsforslaget blev godkendt enstemmigt.
 
AD 6) Indstillingen blev godkendt enstemmigt.

AD 7) Indstillingen blev fratrådt med 10 imod, ingen for, 3 undlod (Harry, Peter og Benny). Begrundelsen var, at der manglede lokal forankring. Lokaludvalget er ikke sikker på, at målgruppen for projektet har det behov, som ansøger skitserer. Desuden findes et glimrende lokalt tilbud til kommende og nybagte mødre i form af de lokale sundhedsplejersker.
Til top