Medlemsforslag fra Hanne B og Jan M: Medlemsforslag om at anmode Kultur- og Fritidsforvaltningen om en evaluering af nye valgdistrikter ved KV25.
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter et medlemsforslag fra Hanne B. og Jan M. om at anmode Kultur- og Fritidsforvaltningen om en evaluering af nye valgdistrikter i Sydhavnen ved KV25
2. at lokaludvalget beslutter, om der skal sendes en henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen om ændring af valgstederne i Sydhavnen og i givet fald bemyndiger Forretningsudvalget til at sende henvendelsen på baggrund af et udkast fra forslagsstillerne.
Problemstilling
Ad 1) Drøftelse af ændring af valgdistrikterne i Sydhavnen til KV25
Til Kommunalvalget den 18. november 2025 var der sket en ændring af valgstederne for mange borgere i Sydhavnen. Ændringerne indebar, at der blev indført et nyt afstemningssted på Sluseholmens Skole, og at mange, der tidligere havde stemt på Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole i stedet skulle stemme på Sluseholmens Skole. Medlemsforslaget vedrører valgstederne Ellebjerg Skole, Skolen på Sluseholmen og Bavnehøjhallen.
Hanne B. og Jan M. ønsker, at lokaludvalgene drøfter følgende punkter:
A. Var der tilstrækkelig kommunikation af valgdistriktændringerne før valget
B. Var den geografiske placering af valgstederne hensigtsmæssig?
C. Var der taget tilstrækkeligt højde for tilgængeligheden til valgstederne?
Kommunikation:
Forslagsstillerne mener ikke, at informationen om ændringerne nåede langt nok ud i rette tid. Mange vælgere mødte op på deres tidligere valgsted, og måtte henvises til at tage til Sluseholmens Skole i stedet for. Det betød, at nogle opgav at stemme.
Geografisk placering:
En stor del af beboerne i haveforeningerne i den gamle del af Sydhavnen fik længere transport til deres nye afstemningssted på Sluseholmens Skole i stedet for på Ellebjerg Skole. Dette er især uhensigtsmæssigt for gangbesværede. Men vejarbejde på Sjællandsbroen og Sluseholmen gjorde det samtidig vanskeligt at komme frem i bil eller på cykel.
Tilgængelighed:
Bavnehøj Hallen og Sluseholmens Skole er ikke tilgængelige for alle. Ved Bavnehøjhallen er der trappetrin til indgangen, og på Sluseholmens Skole var problemet det modsatte. Der skulle man op ad en stor trappe til ca. 3. sals højde. Der var kun en elevator, og den fungerede kun, hvis man havde en chip til den.
Steen Eriksen, der var valgstyrer på Sluseholmens Skole har oplyst følgende:
"Jeg var valgstyrer på det nye valgsted på Sluseholmen skole. Det er relevant med ønskerne til evaluering.
Jeg har skrevet om forskellige forhold til Valgsekretariatet og har også modtaget svar derfra, som til dels var imødekommende.
På valgdagen talte jeg med mange af vore borgere, overført fra Ellebjerg Skole.
De var utilfredse med information herom.
Nogle borgere ankom til Ellebjerg med valgkortet i kuverten, da de var gået forkert, forlyder det at de rev brevet i stykker.
P.g.a. vejarbejde på Sjællandsbroen var tilgængeligheden til Skolen meget vanskelig.
-
Forhold internt på valgstedet Sluseholmen skole.
Valglokalet var i sportshallen over P-huset, på 3 sal.
Adgang hertil var ad en trappe, hvor der godt nok var repos’er så man kunne hvile sig på vejen.
Der var kun én elevator til rådighed, og den skulle hele tiden aktiveres med en nøglechip.
-
Tidligt på eftermiddagen kom de gamle med rollator, som skulle op med elevatoren.
Efter kl. 18 kom mange familier med barnevogn og små børn.
-
Mange tilforordnede foreslog, at man kunne bruge aulaen i stueetagen til valglokale."
Ad 2) Henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen:
Forslagsstillerne mener, at det er vigtigt, at valgsekretariatet i Center for Borgerservice under Kultur- og Fritidsforvaltningen orienteres om ovenstående udfordringer i forbindelse med afviklingen af KV25, og at de anmodes om at foretage en selvstændig evaluering af de nye valgdistrikter i Sydhavnen. Vi opfordrer til at evalueringen sker ved at inddrage borgerne via e-boks. Det er ikke i orden, at vælgerne var dårligt informerede om ændringerne af valgstederne, og at det var svært at komme frem til dem og at få afgivet sin stemme. Hvis der ikke reageres, vil de samme forhold sandsynligvis være gældende ved næste valghandling, som nok bliver folketingsvalget, der skal afholdes senest i november 2026.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de ændrede valgdistrikters konsekvens for afviklingen af KV25 på ovennævnte 3 valgsteder i Sydhavnen. Lokaludvalget beslutter, om der skal sendes en anmodning om evaluering af valgdistrikterne til valgsekretariatet i Kultur- og Fritidsforvaltningen. I givet fald bemyndiger lokaludvalget Forretningsudvalget til at sende henvendelsen på baggrund af et udkast fra Hanne B. og Jan M.
Økonomi
Intet
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets beslutning.