Orientering om høring om forslag til nyt havnereglement
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager Bymiljøudvalgets og Kulturudvalgets beslutning om ikke at indsende et høringssvar til forslag fra Trafikstyrelsen og By og Havn til nyt havnereglement for Københavns Havn til efterretning.
Problemstilling
Trafikstyrelsen har i samarbejde med By & Havn lavet et forslag til et nyt havnereglement for Københavns Havn. Forslaget, blev sendt i høring den 5. juli med svarfrist den 15. august. Høringsmaterialet er ikke vedlagt, da det er meget omfangsrigt.
Reglementet vedrører ikke mindst sejlads i havnen, men også badning, fiskeri og forskellige anlæg som fx badebroer i havnen.
Derudover er de søområder, der 1. maj 2025 blev inddraget i Københavns Havn, blev tilføjet.
Forslaget indeholder en række vigtige ændringer for fritidssejlere. Fokus er på sikkerhed, miljø og en mere gnidningsfri sameksistens i havnen.
Sejlads, Fartøjer og Forbud
Sejlads med sejl er som udgangspunkt forbudt i det meste af havnen, men undtagelser gælder syd for Sjællandsbroen, i Svanemøllebugten, Kongedybet og Margretheholm Havn. Mindre sejlbåde (maks. 5 meter) må dog gerne sejle i Teglværkshavnen inden for Teglværksbroen.
Fartøjer som vandscootere, jetski, vandski, wakeboards, luftmadrasser, baderinge, undervandsfartøjer og droner er forbudt i havnen. Motordrevne fartøjer må ikke sejle inden for 100 meter fra kysten ved Valby Parken Strand og Svanemøllestrand.
Alle motor- og/eller sejlfartøjer skal være identificerbare med navn og hjemmehavn eller et andet mærke (min. 50 mm højt) synligt fra land, med undtagelse af windsurfing og kitesurfing.
Fartøjer over 15 meter skal bruge AIS (Automatic Identification System), og motoriserede fartøjer over 2,5 meter i bredden skal kunne sejle mindst 6 knob for at sikre manøvredygtighed.
Badning, Fiskeri og Miljø
Badning er kun tilladt i godkendte områder som havnebade og badezoner samt ved Valby Parken Strand og Svanemøllestrand inden for 100 meter fra kysten. Udspring er generelt forbudt, medmindre det sker i de godkendte badeområder.
Fiskeri fra fartøjer er forbudt, ligesom bund- og medefiskeri. Der er også forbud mod at fiske i ISPS-områder og et specifikt område fra Bryggebroen til Langeliniekaj i perioden 1. maj til 30. september.
Forurening er strengt forbudt. Det gælder alt fra affald og kemikalier til olie og toiletaffald. Ved udslip skal havnemyndigheden straks underrettes, og der skal ryddes op med det samme. Ved akutte uheld med farlige stoffer skal 1-1-2 kontaktes.
Ankring og Fortøjning
Ankring og fortøjning kræver som udgangspunkt tilladelse fra havnemyndigheden. Dette gælder dog ikke, hvis du benytter en gæsteplads eller en lystbådehavn efter aftale. En gæsteplads må maksimalt bruges én måned per sejlsæson.
Passage af Broer
Information om broåbninger findes på Københavns Kommunes hjemmeside, og bestilling af broåbning sker via By & Havns havnefoged på tlf. 4042 3977. Broer åbnes ikke ved middelvind over 20 m/s. Bemærk særlige højde- og breddebegrænsninger for broer syd for Slusen og selve Slusen. Fartøjer uden egen maskinkraft skal have tilstrækkelig bugserhjælp.
Hastighedsgrænser og Generel Færdsel
Hastighedsgrænser i havnen varierer:
- 6 knob: Kronløbet (dog 8 knob for erhverv), Hovedløbet, Kalkbrænderiløbet, Sluseløbet og Teglværksløbet.
- 5 knob: Kalvebodløbet.
- 4 knob: Andre løb, kanaler, bassiner og sideløb. Højere hastighed kan dog anvendes, hvis det er nødvendigt for fartøjets manøvredygtighed. Man skal altid udvise hensyn, så der ikke opstår fare eller ulempe for andre, og fortøjede fartøjers liner skal fastgøres, så de ikke klaprer unødigt.
Bymiljøudvalget og Kulturudvalget har drøftet forslaget på deres møder i august og vurderer begge, at der ikke er grund til at lokaludvalget indsender et høringssvar.
Løsning
Lokaludvalget tager Bymiljøudvalgets og Kulturudvalgets beslutning om ikke at indsende et høringssvar til efterretning.
Økonomi
Intet