Mødedato: 28.08.2025, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Orientering om kommende lokalplan for HF Kalvebod

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om status på kommende lokalplan for Haveforeningen Kalvebod

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har i lang tid arbejdet med en lovliggørelse af helårsbeboelse i Haveforeningen Kalvebod ved hjælp af en lokalplan.

Lokalplanen er endnu ikke endeligt godkendt, men det forventes at ske i den nærmeste fremtid, hvorefter lokalplanen vil blive sendt i offentlig høring, formodentlig i 6 uger fra den 26. september 2025.

I forbindelse med den offentlige høring, vil der blive afholdt et borgermøde på Karens Minde. Sekretariatet er blevet bedt om ikke at offentliggøre datoen for borgermødet, da den afventer godkendelse i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Hvis lokalplanforslaget som forventet offentliggøres den 26. september, vil Sekretariatet sende oplysninger om dette til lokaludvalgets medlemmer inden nærværende møde.

Hvis tidsplanen holder, kan høringen over forslag til lokalplan blive forbehandlet af Bymiljøudvalget forud for lokaludvalgets møde den 25. september.

Den kommende lovliggørelse af HF Kalvebod har givet anledning til artikler i bl.a. Politiken. Bestyrelsen i HF Kalvebod har på den baggrund sendt følgende henvendelse til lokaludvalget:

Kære Kgs. Enghave Lokaludvalg

 

I de seneste uger har vi kunne læse i avisen, at vi er kolonister, illegal og ulovlige. Politiken skrev, at man ikke må bo i vores haveforening i vinterhalvåret. De påstod, at Haveforeningen Kalvebod skulle være en kolonihave. Flere medier tog historien op, og det har selvsagt været voldsomt at læse om sit hus, sin boform og sit liv beskrevet på denne måde, som er meget langt fra virkeligheden. Det er kommet bag på os, at journalisterne har kunne komme til disse konklusioner. 

 

 

Vi er heldige, os der bor i Haveforeningen Kalvebod. Det minder vi os selv og hinanden om hver eneste dag. Vi har flagspætter, sommerfugle, bier, pindsvin og vilde kaniner rendende rundt i haverne. Vi har børn, der ubekymret leger på vejene og løber ind og ud af hinandens huse. Ungerne siger, at her er ret mange steder, hvor man nemt kan banke på og tigge sig til en is. 

 

Vi bor tæt, og vi er ret forskellige. Senest flyttede her en enlig flyttemand ind. Der er sosu’er, iværksættere, advokater, håndværkere, kunstnere, førtidspensionister og pædagoger herude. Vi får det til at fungere. Og faktisk ret godt, hvis vi selv skal sige det. Vi har en godkendt brand- og indsatsplan. Vi har fibernet og en lille, ny legeplads. Alt dét – og samtidig har vi kun en kort cykeltur til Københavns Rådhus. 

Vi er heldige, os, der bor i Haveforeningen Kalvebod

 

Herfra bliver det både lidt historisk og ret teknisk – derfor vil vi hellere kommunikere på denne måde end at tage kampen op med medier og kommentarspor, hvor det ikke egner sig.

 

Haveforeningen Kalvebod er den 13. og sidste forening med helårsbeboelse i Københavns Kommune, der skal have lokalplan vedtaget. Det er en beslutning, som politikerne i Borgerrepræsentationen tog for 25 år siden. For mange foreninger gik det let. For vores har det været bøvlet. Der har blandt andet været en lang fredningssag mellem kommunen og Fredningsnævnet, som har skulle afklares. Imens har vi haft travlt med at leve op til gamle krav, nye krav, vilkår og betingelser. Vi har anstrengt os for løbende at opfylde gældende regler. Vi har stået på tæer, og vi har rykket hurtigt, når vi kunne. For vi er mere end nogen interesserede i at få en lokalplan vedtaget, der kan regulere området og sætte faste, trygge rammer om vores liv herude. 

 

Det er en misforståelse, at man ikke må bo i vores forening hele året. Københavns Kommune har kendt til, accepteret og anerkendt vores situation i mere end et århundrede, faktisk. Det er de forhold, som en lokalplan skal formalisere. Der er selvsagt meget historie, fælles hukommelse og korrespondance mellem foreningen og kommunen fra 100 års samarbejde – her er nogle få nedslag. 

 

Der var dengang…

…i 1993, da man anlagde en jernbane, og hvor de eksproprierede husejere blev erstattet som helårshuse

 

…i 2001, hvor man politisk besluttede, at Kalvebod og 12 andre foreninger var ’ikke-varige’ haveforeninger, som skulle omdannes til helårsbeboelse

 

…i 2015 i kommuneplanen, hvor man udlagde området til boligområde.

 

…i 2016, da kommunen ansøgte hos Fredningsnævnet for at kunne undtage Kalvebod fra fredningen af Valbyparken, og hvor man i sin begrundelse blandt andet skrev ”HF Kalvebod er ikke omfattet af lov om kolonihaver og skal derfor reguleres som helårsbeboelse”

 

… i 2016, hvor Københavns Kommune i sit første forslag til en lokalplan skrev, at ”Hf. Kalvebod er med til at skabe en variation i boligsammensætningen i København med mulighed for helårsboliger”.

 

…i 2024, hvor man kan læse i kommuneplanrammen, at Hf. Kalvebod er et ”boligområde med særlige forhold”,  og hvor politikerne godkender, at ”områdets særlige karakter af åbent havehusområde søges opretholdt. Området er undtaget fra krav til grundstørrelser for enfamiliehuse”.

 

I det vedhæftede bilag har advokat Anette Kusk/DAHL Advokater skrevet sin redegørelse om Haveforeningens status. Vi eftersender meget gerne dokumentation for alle ovenstående og endnu flere eksempler.  

 

Det er rigtigt, at mange haveforeninger i København sælger sine huse dyrt. Det gør noget ved beboersammensætningen, og det trækker boligmarkedet i København i den forkerte retning. Vi kunne også – som situationen er i dag – sælge vores huse meget dyrere. Men det gør vi ikke. Det har vi besluttet os for og skrevet ind i vores vedtægter for mere end 30 år siden. Vi sælger til en pris, hvor de fleste kan være med. 

 

Og sådan gør de også i vores naboforening, HF Frederikshøj. Her holder man priserne nede – også selvom, at man har fået en lokalplan. Vi agter at blive ved med at være en forening, hvor man kan mødes og være vidt forskellige. Derfor står vi heller ikke til at blive millionærer, som man ellers kan læse sig til. Men vi føler os alligevel heldige. Os, der bor i Haveforeningen Kalvebod. 

 

Tøv ikke med at række ud med spørgsmål, eller hvis I har brug for yderligere oplysninger fra os.

 

Bestyrelsen i HF Kalvebod 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Intet

Videre proces

Forslag til Lokalplan for HF Kalvebod vil blive sat på det næstkommende møde i Kgs. Enghave Lokaludvalg.

Til top