Mødedato: 28.08.2025, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Orientering om borgerhenvendelse vedrørende markering af område for kommende ekspropriation i Valbyparken

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om henvendelser fra en borger vedrørende Sund & Bælts placering af pæle i Valbyparken, der markerer en kommende ekspropriation.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om henvendelser fra en borger vedrørende Sund & Bælts placering af pæle i Valbyparken, der markerer en kommende ekspropriation til efterretning.

Problemstilling

En borger (Vibe) har kontaktet lokaludvalget, fordi hun var blevet opmærksom på, at Sund & Bælt havde sat markeringer op ved Tudsemindesøen i Valbyparken. Markeringerne i form af grønne flag blev sat for at afgrænse det område, der skal eksproprieres senere på året, når Sund & Bælt skal bruge en del af HF Musikbyens parkeringsareal som materielplads og have kørselsret på Tudsemindevej.

Vibe mente ikke at flagene var sat korrekt, da der ikke skulle eksproprieres inde i Valbyparken. Hun frygtede, at ekspropriation af et areal i valbyparken kunne betyde, at flere af de fredede store træer i Valbyparken ville blive fældet.  Efter kontakt til Sund & Bælts infobus, der tit er i Sydhavnen, skrev Sund & Bælt den 28. maj 2025 følgende:

 

"

Kære Lokaludvalg

 

Vi har ad flere veje erfaret, at der er lettere opstandelse over de grønne flag ved Tudsemindevej og stor bekymring for, om vi har til hensigt at fælde træer i området, og vil meget gerne forklare os. Jeg har aftalt med [sekretariatet], at jeg sender jer en tekst, som I kan formidle videre via jeres kanal på Facebook, så naboer og borgere kan få den vigtige forklaring. Teksten følger her:

 

 

Kære Naboer til Overhalingsspor ved Kalvebod

 

Som nogle har bemærket, er der i de forløbne uger dukket små grønne flag op i området omkring banegraven. Vi har været i kontakt med en række af jer, der har spurgt til, hvad flagene betyder

 

Flagene er opsat i forbindelse med den besigtigelsesforretning, der fandt sted i sidste uge.

 

For at vi i Sund & Bælt kan opnå midlertidig råderet over de områder, vi skal bruge til arbejdspladser og arbejdsveje, skal der laves en aftale mellem arealets ejer og os. Det er den aftale, som nu er ved at blive forhandlet på plads. Det er primært en aftale med Københavns Kommune, som ejer de fleste af de områder, vi skal bruge, men omfatter også en aftale om det ene hjørne på højre side af Thomas Koppels Allé, som Bådforeningen Trekanten ejer.

 

De grønne flag markerer således de maksimale grænser for de arealer, vi vil benytte midlertidigt.

 

Desværre er det ikke alle flag, der er blevet placeret, så de stemmer overens med, hvilke områder vi reelt skal bruge. I området omkring Tudsemindevej/Hammelstrupbroen er der blevet opsat flag på det grønne areal, på samme side som Fuglesøen bagved en samling træer.

Det er en fejl.

 

Der er på de kort, der er blevet udformet til at indkredse områderne, blevet tegnet med en lidt for bred pen, så det grønne område fejlagtigt fremstår som et område, vi ønsker at benytte. Virkeligheden er, at det kun er selve vejen Tudsemindevej, vi har brug for at opnå kørselsret på, så køretøjer kan komme ud af området.

 

Vi har således ingen planer om at udvide vejen ind i området og dermed fælde de træer, som er på området. De bliver stående! Vi beklager fejlen og den uro, det måtte have medført.

 

De grønne flag er så småt blevet fjernet igen og for at skabe klarhed over situationen, er vi er ved at få udarbejdet et opdateret kort, der mere nøjagtigt viser vores faktiske behov i området"

 

Vibe har efterfølgende kontaktet teknik- og Miljøforvaltningen, der har oplyst, at flagmarkeringen og kortene gælder, medmindre de rettes til af Sund & Bælt.

Efter dialog med Sekretariatet og med Vibe, har Sund & Bælt præciseret, at der vil blive tegnet nye kort, der nøjagtigt vil angive, hvilke områder, der skal eksproprieres, og at der ikke skal eksproprieres inde i Valbyparken. Vibe mødte op på Bymiljøudvalgets møde i august. Hun havde samme dag modtaget et brev fra Sund & Bælt, der bekræftede, at der hverken er behov for at ekspropriere i det område, der var tegnet ind ved en fejl, eller at fælde træer.

Vibe er tilfreds med sagens udfald.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Intet

Videre proces

BMU og Sekretariatet vil følge op på, om de tilrettede kort vil undlade ekspropriation af et område i Valbyparken.

Til top