Præsentation af Kgs. Enghave Lokaludvalgs budgetønsker og -strategi
Indstilling
Det indstilles:
1. at lokaludvalget tager præsentationen af budgetønskerne til Budget 2027 til efterretning.
2. at lokaludvalget drøfter, hvordan lokaludvalgets medlemmer bedst kan hjælpe med at få ønskerne realiseret ved budgetforhandlingerne for næste års budget.
Problemstilling
Kgs. Enghave Lokaludvalg sender hvert år ønsker til de politiske partier i Borgerrepræsentationen forud for de årlige budgetforhandlinger.
Det samlede budget for Københavns Kommune 2027 behandles i Økonomiudvalget i hhv. midten af juni og slutningen af august og i Borgerrepræsentationen primo september 2026. Herefter finder de politiske forhandlinger om budgettet sted.
Ad 1) præsentation af lokaludvalgets budgetønsker:
Klima. Miljø- og Teknikforvaltningens (KTF) område:
Der er en særlig procedurer i KTF for behandling af lokaludvalgenes ønsker på teknik- og Miljøområdet. Borgmesteren sender et brev i begyndelsen af året, og opfordrer lokaludvalgene til at prioritere de 2-3 budgetønsker, som er vigtigst for lokalområdet. Udvalget vil på sit budgetseminar den 1. juni prioritere de budgetønsker, som de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2027.
Kgs. Enghave Lokaludvalg behandlede opfordringen fra Teknik- og Miljøborgmesteren på sit møde i januar
Efter at der havde været en dialog mellem Bymiljøudvalget og KTF, hvor lokaludvalgets ønsker blev kvalificeret af sagkyndige medarbejdere i forvaltningen, har lokaludvalget indsendt vedlagte brev til KTF med følgende 3 ønsker:
Forundersøgelse af stibro over Sjællandsbroen ved Bådehavns gade
Lokaludvalget har flere gange før fremsat budgetønsker om denne stibro. Lokaludvalget ønsker at fastholde og genfremsætte ønsket til budgetforhandlingerne i år.
Ønsket om en stibro er både begrundet i øget trafiksikkerhed for bløde trafikanter over den meget trafikerede vej, lettere adgang til metrostationen ved Sluseholmen for beboere i byudviklingsområderne ved Molestien og Bådehavnsgade samt muligheden for at knytte Teglholmen og Sluseholmen sammen med det gamle Sydhavnen.
Ydermere vil en stibro lette presset for biltrafikken i krydset ved Bådehavnsgade, da de bløde trafikanter vil ledes over den trafikerede vej via en stibro.
Det første skridt på vejen er en forundersøgelse.
Økonomisk estimat fra KTF 2026:
En foranalyse af en cykel- og gangbro ved Sydhavnsgade/Sjællands-broen vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 1,1 mio. kr.
Cykelsti på Fragtvej
Fragtvej er en strækning, der i forvejen er præget af tung trafik og mange cyklister. Med den forøgede trafik i Bådehavnsgadeområdet er behovet for en cykelsti langs Fragtvej yderligere forstærket. Strækningen er desuden en del af supercykelstien Ring-2-ruten, som lige nu knækkes over af strækningen på Fragtvej. For Fragtvej bemærker forvaltningen, at det er en privat fællesvej, hvorfor der vil være en lidt længere projekteringsperiode, da der skal foretages partshøringer. Udformningen af cykelstien vil blive undersøgt under projekteringen, da der kan være fordel i at etablere en dobbeltrettet cykelsti.
Økonomisk estimat fra KTF i 2026:
En cykelsti på Fragtvej vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 16-20 mio. kr.
Øget tryghed og sikkerhed ved Ellebjerg skole
Der ligger i forvejen et budgetnotat om dette.
Budgetnotatet indeholder øget sammenhæng mellem Mozarts Plads og den renoverede del af Borgmester Christiansens Gade med bedre krydsningsmuligheder, øget begrønning og øget organisering af parkerings- og afsætningsmuligheder for at øge trygheden og sikkerheden for skolebørnene
Der blev ikke bevilget penge til Budget2026, . Lokaludvalget har valgt at prioritere budgetønsket til Budget 2027.
Økonomisk estimat fra KTF i 2026: Anlægsprojektet vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 6–8 mio. kr.
Ønske til Kultur- og Fritidsforvaltningen:
De øvrige forvaltninger har ikke en fast procedure for behandling af lokaludvalgets budgetønsker. I stedet sendes ønskerne direkte til medlemmerne af de relevante udvalg på Rådhuset.
På sit møde i februar godkendte lokaludvalget 2 budgetønsker til henholdsvis Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Brev til medlemmerne af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget om midler til en screeningsbevilling til projektet "Maskinhuset" på Holmene. (bilag)
Kulturudvalget (KU) har i deres bydelsplan fokus på, at der skal være flere kulturelle tilbud til beboerne på Teglholmen og Sluseholmen. KU har arbejdet videre med en vision for kulturhuset, kaldet "Maskinhuset", som skal placeres i en af de bygninger, der bliver ledige, når MAN Energy Solutions flytter fra Teglholmen.
Lokaludvalget beder i vedlagte brev om at medlemmerne i Kultur- og Fritidsudvalget om at hjælpe med en screeningsbevilling, der skal klarlægge de bygningsmæssige og økonomiske konsekvenser ved et kulturhus på Holmene.
Der er ikke noget økonomisk estimat på budgetønsket.
Ønske til Børne- og Ungdomsforvaltningen:
Brev til medlemmerne af Børne og Ungdomsudvalget om at få indlagt vand og evt. toilet på Naturskolen på Tippen (bilag)
Socialudvalgets ønske handler om at få indlagt vand og evt. toilet på naturskolen på Tippen for at gøre naturskolen mere attraktiv for besøg af daginstitutioner og skoleelever.
SU forestiller sig, at indlagt vand til at vaske hænder og få fyldt en drikkedunk samt evt. installering af toilet vil gøre det nemmere at tiltrække både skoler, daginstitutioner o.l. og også at få andre Københavnere til at besøge Tippen. Desuden er det nævnt i brevet til BUU, at det også vil gøre det nemmere at afholde aktiviteter som f.eks. Høstpicnic ved naturskolen. SU regner kun med at der skal være adgang til vand og evt. til toilettet i sommerhalvåret.
Ad 2) Drøftelse af, hvordan lokaludvalgets ønsker bedst realiseres i forbindelse med budgetforhandlingerne
Det er et afgørende element i budgetforhandlingerne, at lokaludvalgenes ønsker bakkes op af Borgerrepræsentationens medlemmer. Derfor er alle lokaludvalgets ønsker stilet til medlemmer af de relevante stående udvalg på Rådhuset. Der kan dog nemt ske det, at vores ønsker overses. For at øge sandsynligheden for at realisere budgetønskerne, indstiller FU at lokaludvalget drøfter, hvordan interessen hos BRs medlemmer for lige præcis Kgs. Enghave Lokaludvalgs ønsker kan forøges på bedst mulige vis.
KU har tænkt sig at kontakte BR-medlemmer med henblik på at mødes med dem vedrørende budgetønsket og evt. bidrage med indhold til et budgetnotat.
BMU bemærker, at der som det fremgår ovenfor på bymiljøområdet allerede er en formaliseret proces, hvor lokaludvalget melder 2-3 budgetønsker ind til budgetforhandlingerne. Udvalget vurderer at det er positivt at man har valgt at melde de samme ønsker ind år efter år. Det er bedre at melde færre ønsker ind end mange og det er godt med fokuserede ønsker. Udvalget vurderer at lokaludvalget har haft god succes med at få indfriet budgetønsker, hvilket tyder på at lokaludvalget gør noget rigtigt. Lokaludvalget har også haft succes med at invitere politikere til bydelen og være i direkte dialog med dem.
Løsning
Lokaludvalget tager præsentationen af ønskerne til Budget 2027 til efterretning og drøfter, hvordan ønskerne bedst kan realiseres.
Økonomi
Intet