B-sag: Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen på under 50.000 kr.
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg, at:
- Lokaludvalget yder støtte med 10.000 kr. til ansøgningen fra Menneskebiblioteket til aktiviteten ”Bydele i dialog: Menneskebibliotekets Pop-up Café”. Der er søgt om 10.000 kr.
- Lokaludvalget yder delvis støtte med 15.000 kr. til ansøgningen fra Kunstnersammenslutningen Jylland til aktiviteten ”Ind med 4 toget”. Der er søgt om 25.000 kr.
- Lokaludvalget yder delvis støtte med 11.000 kr. til ansøgningen fra Udstillingsstedet Sydhavnen Station til aktiviteten ”Rundt om en enebærbusk”. Der er søgt om 15.000 kr.
- Lokaludvalget yder delvis støtte med 15.000 kr. til ansøgningen fra connective matter works / Antoinette Helbing til aktiviteten ”The Lamenteers - dancing into tears”. Der er søgt 30.000 kr.
- Lokaludvalget yder fuld støtte med 30.000 kr. til ansøgningen fra Sydhavn Teater til aktiviteten ”Teaterværksted og Fri Scene – åbne og gratis aktiviteter for voksne på Borgbjergsvej 44”. Der er søgt om 30.000 kr.
- Lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen fra Cikaros til aktiviteten ”Forestillingen Relativ Stilstand på AFUK”. Der er søgt om 15.000 kr.
- Lokaludvalget yder fuld støtte med 25.000 kr. til ansøgningen fra Keith Lim (Illutron) til aktiviteten ”Cybernetica”. Der er søgt om 25.000 kr.
- Lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen fra Bylandbruget Baggaarden til aktiviteten ”Dyrk din by - en bevægelse af kaffecirkulerende borgere i Kongens Enghave”. Der er søgt om 25.822 kr.
Problemstilling
Ansøgningerne er forbehandlet af Puljeudvalget
Ad 1) Ansøgning fra Menneskebiblioteket til projektet ”Bydele i dialog: Menneskebibliotekets Pop-up Café”. Der er søgt om 10.000 kr. Der er indstillet til fuld støtte på 10.000 kr.
Menneskebibliotekets Pop-up Café afholdes i perioden august-december 2026 i hele byen og forventeligt på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen d. 12. september. Projektet indgår i en samlet københavnerdækkende række af 11 pop-up-events, hvor Menneskebiblioteket besøger alle bydele, de ikke tidligere har været til stede i med deres koncept. Arrangementet varer fire timer og består af samtaler mellem lokale borgere og tre af Menneskebibliotekets ”menneskebøger”, som stiller deres levede erfaringer til rådighed for samtaler om emner som eksempelvis misbrug, seksualitet, handicap, livsstil, mentalt helbred eller religion. Samtalerne, der kaldes læsninger, varer 30 minutter og faciliteres af Menneskebibliotekets bibliotekarer. Projektet henvender sig til borgere i lokalområdet fra 16 år og opefter og er særligt målrettet borgere, som kan have vanskeligt ved at opsøge arrangementer længere væk fra egen bopæl. Formålet er at skabe trygge rammer for mellemmenneskelig dialog, udfordre fordomme og styrke forståelse, accept og lokal sammenhængskraft. Der søges støtte til afholdelsen af eventet i Sydhavnen. Projektet gennemføres af Foreningen Menneskebiblioteket i samarbejde med de involverede Lokaludvalg (alle 12 er søgt, pt. har 2 givet tilsagn og 1 givet afslag). Se mere om ansøger her: Læs en Menneskebog - Menneskebiblioteket.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til fuld støtte.
Ad 2) Ansøgning fra Kunstnersammenslutningen Jylland til projektet ”Ind med 4 toget”. Der er søgt om 25.000 kr. Der er indstillet til delvis støtte på 15.000 kr.
Ind med 4-toget er en gruppeudstilling på Udstillingssted Sydhavn Station med Kunstnersammenslutningen Jylland, der for første gang udstiller samlet i København. Udstillingen præsenterer værker af 29 kunstnere, heraf tre duoer, med afsæt i stationens kontekst og temaer som rejse, ventetid, ankomst og bevægelse. Projektet undersøger mødet mellem land og by og bruger titlen ”Ind med 4-toget” som afsæt for refleksioner over mobilitet, provins, storby og indre og ydre rejser. Udstillingen omfatter individuelle værker samt to kollektive værker, herunder et diorama inspireret af modeltogslandskaber og postkortværker i stationens plakatfrise. Udstillingen er gratis og åben for alle, herunder lokale borgere, pendlere og kunstinteresserede. Der søges støtte til gennemførelsen af udstillingen på Sydhavn Station. Formålet er at gøre samtidskunst tilgængelig i et offentligt transitrum og skabe spontane møder mellem kunst, lokale borgere og forbipasserende. Projektet gennemføres i samarbejde med Udstillingssted Sydhavn Station og har lokal forankring gennem sin placering og tema.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til delvis støtte på 15.000 kr. Begrundelsen for projektet ikke imødekommes fuld støtte findes i, at der har været mange ansøgninger om begrænsede midler ved ansøgningsrunden, og der derfor har måtte prioriteres hårdt mellem dem. Ansøger roses for udstillingsidé og sammenhæng til udstillingsstedet.
Ad 3) Ansøgning fra Udstillingsstedet Sydhavnen Station til projektet ”Rundt om en enebærbusk”. Der er søgt om 15.000 kr. Der er indstillet til delvis støtte på 11.000 kr.
Rundt om en enebærbusk er en fællesudstilling på Udstillingsstedet Sydhavn Station, hvor stedets 11 medlemmer udstiller sammen for første gang i fire år. Udstillingen skal skabe et aktuelt samlet portræt af kunstnerne bag udstillingsstedet, hvor fem nye medlemmer er kommet til siden den seneste fællesudstilling. Som kuratorisk greb besøger hver kunstner en kollegas atelier og arkiv og udvælger værker, som de finder væsentlige at bringe frem i lyset. De udvalgte værker ledsages af korte refleksionstekster, der forskyder ophavsrollen og giver publikum nye indgange til kunstnernes praksisser. Kunstnere som for størstedelens vedkommende enten har bopæl eller atelier i Sydhavnen eller er på stationen dagligt gennem deres praksis. Udstillingen aktiverer både udstillingsrummet, billboardet ved stationens indgang og plakatfrisen i lobbyen, hvor de to nyeste medlemmer præsenteres. Udstillingen er gratis og åben for alle, herunder lokale borgere, rejsende og kunstinteresserede. Der søges støtte til gennemførelsen af udstillingen og den tilhørende formidling. Formålet er at styrke synligheden omkring lokale kunstneriske praksisser og skabe dialog mellem kunstnere og borgere i lokalområdet.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til delvis støtte på 11.000 kr., da man ikke ønsker støtten bruges på leje af slush-ice-maskine. Begrundelsen er dog primært, at der har været mange gode ansøgninger til begrænsede midler ved ansøgningsrunden, og der derfor har måtte prioriteres hårdt mellem dem. Det bemærkes, at ansøger ønskes være ekstra opmærksom på formidlingen af projektet til den almene sydhavner, da projektets tematiske relevans ikke var så tydelig for udvalget. Dog ønskes ansøgers praksis og arbejde med udstillingsstedet anerkendt, hvorfor udvalget også takker for opfølgende oplysninger om medlemmernes lokale tilknytning.
Ad 4) Ansøgning fra connective matter works / Antoinette Helbing til projektet ”The Lamenteers - dancing into tears”. Der er søgt om 30.000 kr. Der er indstillet til delvis støtte på 15.000 kr.
The Lamenters - dancing into tears er et poetisk og politisk ensembleværk om gråd som fælles menneskelig erfaring og socialt ritual. Værket opføres i samarbejde med Sydhavn Teater og connective matter works med Karens Minde Kulturhus og de omkringliggende grønne byrum som lokal ramme. Projektet består af prøver, tre visninger og et gratis vidensdelingsevent/workshop, hvor lokalområdet inviteres ind i værkets tematik og proces. Forestillingen er åben for alle fra 15 år og opefter og kræver ingen særlige forudsætninger, men har maksimalt 60 publikummer pr. visning. Der søges støtte til gennemførelsen af værket, herunder produktion, afvikling og lokal formidling. Formålet er at flytte gråd fra det private til det fælles rum og skabe et åbent følelsesfællesskab, der kan modvirke ensomhed og styrke dialog. Projektet inddrager lokalområdet gennem åbne prøver, uddeling af flyers og postkort samt samarbejde med lokale aktører.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til delvis støtte på 15.000 kr. Begrundelsen, for at ansøger ikke modtager fuld støtte, er, at der har været mange ansøgninger om begrænsede midler ved ansøgningsrunden, og der derfor har været måtte prioriteres hårdt mellem ansøgninger. Udvalget har dertil også lagt vægt på, at der er søgt om relativt mange midler i henhold til antal deltagere i projektet.
Ad 5) Ansøgning fra Sydhavn Teater til projektet ”Teaterværksted og Fri Scene – åbne og gratis aktiviteter for voksne på Borgbjergsvej 44”. Der er søgt om 30.000 kr. Der er indstillet til fuld støtte på 30.000 kr.
Teaterværksted og Fri Scene afholdes af Sydhavn Teater på ANNEX Scenen på Borgbjergsvej 44 i perioden ultimo august til primo december 2026. Projektet består af et ugentligt teaterværksted for voksne over 16 år samt fire månedlige Fri Scene-arrangementer. Teaterværkstedet er et åbent og uformelt tilbud, hvor deltagerne arbejder med fortælling, lytning, improvisation, bevægelse og andre scenekunstneriske øvelser uden krav om erfaring eller fast deltagelse. Fri Scene giver lokale borgere, amatører, upcoming kunstnere og etablerede kunstnere mulighed for at afprøve materiale foran et mindre publikum. Begge aktiviteter er gratis og åbne for alle. Der søges støtte til honorarer, koordinering, afvikling, materialer, forplejning samt print af flyers og plakater. Formålet er at skabe tilgængelige scenekunstaktiviteter, nye fællesskaber og positivt liv på Borgbjergsvej. Projektet bygger videre på erfaringer fra et pilotforløb i første halvår 2026, hvor der er opstået synergi mellem teaterværkstedet og Fri Scene. Projektet har lokal forankring gennem Sydhavn Teaters faste base i området og gennem inddragelse af lokale deltagere, publikummer og frivillige.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen fuld støtte med en bemærkning om, at man ønsker at se et fokus på at formidle ekstra til Holmene.
Ad 6) Ansøgning fra Cikaros til projektet ”Forestillingen Relativ Stilstand på AFUK”. Der er søgt om 15.000 kr. Der er indstillet til afslag.
Relativ Stilstand genopsættes på AFUK fra 1.-5. oktober 2026 og spiller tre forestillinger den 6., 7. og 8. oktober 2026. Forestillingen er skabt og opført af Signe Løve Anderskov/Cikaros og havde premiere på FÅR302 i 2025, hvor den modtog stærke anmeldelser, hvorfor den ønskes genopsat. Værket er tredje del af en trilogi med afsæt i cirkusdisciplinen håndstand og undersøger øvelse, balance, fald, kontrol, tvivl og stilstand som eksistentielle og kropslige erfaringer. Forestillingen henvender sig til alle fra 16 år og opefter og er særligt relevant for AFUK-miljøet, hvor øvelse, træning og samtidscirkus er centrale omdrejningspunkter. Der søges støtte til artisthonorar, transport og PR. Formålet er at give forestillingen tilbage til Sydhavnen og styrke AFUK som lokalt kraftcenter for både træning, kunstnerisk udvikling og professionelle forestillinger. Projektet gennemføres i samarbejde med AFUK, som bidrager økonomisk og praktisk med lokaler, formidling, produktion og forhuspersonale.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til afslag. Begrundelsen er, at puljen har begrænsede midler ved ansøgningsrunden og udvalget ønsker at prioritere midlerne andetsteds. Dertil lagdes vægt på, at projektet ikke fremstilles tilstrækkeligt netværksdannende på tværs af bydelen. Ansøger ønskes gjort opmærksom på, at Lokaludvalget vægter den konkrete bydelsformidling højt og påpeger, at man fremover husker også at søge Vesterbro Lokaludvalg, når AFUK i så høj grad ligger på grænsen mellem to bydele og henvender sig til borgere begge steder.
Ad 7) Ansøgning fra Keith Lim (Illutron) til projektet ”Cybernetica”. Der er søgt om 25.000 kr. Der er indstillet til fuld støtte på 25.000 kr.
Cybernetica er et retro sci-fi-inspireret pilotprojekt, der afprøves ved Østre Kapel som en stille, fordybende kulturoplevelse med AR (Augmented Reality, ovs. Forstærket/udvidet virkelighed), performance og deltagelsesorienterede ritualer i august 2026. Publikum inviteres via en enkel app til at bevæge sig gennem området, hvor små visuelle og lydlige elementer skaber refleksion, nærvær og sanselig opmærksomhed på stedet. Projektet bruger AR-drevet 3D spatial lyd via Meadow AR og kombinerer teknologien med live performer-interaktion fra Østre Kapel. Oplevelsen er åben for deltagere fra 16 år og opefter og har særligt fokus på tilgængelighed for ældre og bevægelseshæmmede. Der søges støtte til udvikling og gennemførelse af pilotforløb med 30-50 deltagere. Formålet er at skabe et roligt kulturelt åndehul, hvor teknologi bruges nænsomt og respektfuldt i mødet med kirkegårdens historiske og grønne rum. Projektet skal samtidig opsamle viden og dokumentation med henblik på videreudvikling. Projektet har lokal forankring gennem sin placering ved Østre Kapel og gennem samarbejde med blandt andre Illutron, Sydhavn Teater. Projektets historik kan tilgås her: Augmented Reality fortællinger om krig og fred
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til fuld støtte med bemærkningen om, at ansøger ønskes være opmærksom på rekruttering til projektet via kulturinstitutioner, -kanaler og -bydelsstandere lokalt – ansøgere vægtede også Valbyplacerede kommunikationskanaler, og det er vigtigt for udvalget at understrege, at Sydhavnerne ønskes nået, når projektet udføres på Vestre Kirkegård ved Østre Kapel.
Ad 8) Ansøgning fra Bylandbruget Baggaarden til projektet ”Dyrk din by - en bevægelse af kaffecirkulerende borgere i Kongens Enghave”. Der er søgt om 25.822 kr. Der er indstillet til afslag.
Dyrk Din By gennemføres som 4-6 events i efteråret 2026 i offentlige byrum i Sydhavnen. Projektet engagerer borgere i cirkulær ressourceanvendelse ved at omdanne lokalt kaffegrums til svampedyrkning. Gennem pop-up-aktiviteter uddeles dyrkningskits, så borgere kan dyrke svampe derhjemme med kaffegrums fra lokale caféer. Aktiviteten er gratis og åben for alle borgere, og der forventes direkte deltagelse fra ca. 250 borgere. Der søges støtte til honorar og spande til dyrkningskits. Formålet er at gøre grøn omstilling konkret, lokal og handlingsorienteret gennem en hverdagsressource, der ellers går til spilde. Projektet skal skabe dialog i byrummet og nye relationer mellem borgere og lokale caféer. Deltagernes erfaringer dokumenteres og deles via sociale medier, blandt andet med fælles hashtag. Projektet har lokal forankring gennem sit fokus på Sydhavnen og virksomhedens placering og gennem borgernes videre arbejde med at recirkulere kaffegrums og dyrke egne fødevarer på grumsen. Projektet har ikke indgået konkrete samarbejder med lokale endnu.
Puljeudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til afslag. Begrundelsen for at projektet ikke imødekommes støtte findes i, at projektet ikke opleves tilstrækkeligt lokalforankret eller medfinansieret. Dertil vægtes det højt, at projektet udføres af en virksomhed alene, hvorfor det vil kunne anskues konkurrenceforvridende for Lokaludvalget at støtte, da man ikke har hjemmel i kommunalfuldmagten til at støtte enkeltstående erhvervsdrivende. Projektet oplevedes dog spændende og bæredygtigt, og man vil være åben for at modtage en ny ansøgning i fremtiden, hvis frivillighed, bekræftede lokale samarbejder og netværksdannelsen på tværs bydelen tydeliggøres markant. Særligt ønskes ansøger gjort opmærksom på det lokale projekt, Grønne Dage i Sydhavnen, som kunne forestilles at være en relevant og støtteværdig partner.
Løsning
Ansøgninger på under 50.000 kr. behandles som B-sager, hvilket betyder at lokaludvalget godkender indstillingerne, medmindre de løftes op som A-sager ved godkendelsen af dagsordenen. Til dette møde er, foruden de 8 ansøgninger i denne indstilling, yderligere 1 ansøgning automatisk løftet op som A-sag, da den er på 50.000 kr. eller derover. Ansøgningerne tilgås via medlemmernes side.
Økonomi
Se oplysninger under dagsordenspunkt: ”Status på puljemidlerne 2026”
Videre proces
Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest efter mødet.